9.000 KU-studerende demonstrerede på Frue Plads

Share

Onsdagens blokering af RUC’s administration var som udgangspunkt en støtteaktion til de studerende på KU, der i stort tal demonstrerede i København. RUSK’s udsendte var med. 

De mange tusinde studerende bevægede sig i klassisk demonstrationsoptog gennem Indre København med endestation på Vor Frue Plads. Foto: Marcel Mirzaei-Fard.

De mange tusinde studerende bevægede sig i klassisk demonstrationsoptog gennem Indre København med endestation på Vor Frue Plads. Foto: Marcel Mirzaei-Fard.

Det er set så mange gange før og så alligevel ikke. Danske universitetsstuderende plejer ikke at være sene til at reagere, når der sker forringelser i vilkårene. Senest skete det i februar på Rådhuspladsen, hvor de unge protesterede imod de varslede forringelser i SU’en. Men der synes alligevel at være en god sandsynlighed for, at den 27. november 2013 vil være en dag, der går over i historien.

En massivt opbud af vrede studerende fra Københavns Universitet (KU) var denne dag mødt op på Frue Plads i København, hvor KU’s centraladministration ligger. Op mod 9.000 studerende  –  i hvert fald ifølge arrangørerne  –  havde droppet undervisningen, og var i stedet troppet op for at protestere og synge smædesange mod regeringen og KU’s ledelse. Mest gennemgående var råbene ”Pænt nej tak”, der har fundet sin inspiration i Nik & Jay’s nummer med samme titel.

Hurtigere-ud-reformen

”Et studenteroprør, der ikke er set større siden ’68”, gjaldede en af de vrede talere fra podiet, og hun blev mødt med massiv jubel. Der var skabt en stemning af, at man til denne demonstration havde mobiliseret både de studiepolitisk aktive, de mere tilbageholdende og dem et sted midt imellem  –  at det var en samlet flok KU-studerende, der demonstrerede.

Årsagen til balladen skal findes i regeringens såkaldte studiefremdriftsreform, der har til hensigt at nedbringe den tid, universitetsstuderende bruger på sin uddannelse. KU skal inden 2020 nedsætte den gennemsnitlige studietid med 7,6 måneder (for RUC er tallet 7,1).

Læs om RUC’ernes støtteaktion: En blokade af Fællesadministrationen

Hvis ikke dette sker, risikerer universiteterne at miste op imod 330 mio. kr. fra regeringens såkaldte færdiggørelsespulje. KU, med prodekan Lykke Friis og rektor Ralf Hemmingsen i spidsen, har i de seneste uger fremlagt deres forslag til, hvordan de vil realisere regerings krav. Forslaget indebærer bl.a., at de studerende på et år skal have 45 ECTS point, ligesom mulighederne for at tage orlov på kandidaten forsvinder.

Jeg synes det er en sejr, at ledelsen i dag har meldt ud, at de skrinlægger orlovsbegrænsninger og 45 ECTS-kravet. Det viser, at det kan nytte at presse og engagere sig græsrodsmæssigt.

–  Demonstrationsarrangør Martin Topf Sidney

Forslaget har vakt harme blandt mange studerende, der føler, at hele fundamentet for det universitet, de kender, bliver taget væk fra dem.

”Vi synes, at denne reform underminerer det universitet, vi godt kunne tænke os at have. Det sker eksempelvis, når de sætter studieaktivitetskravene så voldsomt i vejret, som tilfældet er. Det betyder, at vi får en masse studerende, der dels bliver mindre dygtige og dels får meget mindre frihed til at strukturere deres uddannelse”, lyder det f.eks. fra Rasmus Klokker, der læser sociologi på KU.

Martin Topf Sidney er en af arrangørerne bag demonstrationen og aktiv i studenterrådet ved Københavns Universitet, og han glæder sig over den store opbakning:

”Vi finder det nødvendig at markere, at der er utilfredshed på alle fakulteterne på tværs af KU, og det fandt vi nærliggende at gøre herinde på Frue Plads, hvor centraladministrationen ligger”, siger han.

Tilbagetrækning af forslaget

Tidligere på morgenen  –  et par timer inden demonstrationen  –  kom det så frem, at KU’s ledelse trækker forslaget tilbage, foreløbig indtil december, hvor man vil komme med et nyt udkast. Ledelsen understregede sin håndsrækning ved at opsætte store bannere med teksten ”Velkommen til dialog om studietid”.

Martin Topf Sidney mener godt, at man kan tolke ledelsens håndsrækning som en sejr for de studerende.

”Jeg synes det er en sejr, at ledelsen i dag har meldt ud, at de skrinlægger orlovsbegrænsninger og 45 ECTS-kravet. Det viser, at det kan nytte at presse og engagere sig græsrodsmæssigt”, konkluderer han.

Han undrer sig dog over, at udmeldingen fra KU’s ledelse først kommer få timer inden demonstrationen.

Tror du det er tilfældigt, at det netop er i dag, de melder det her ud?

”Jeg tror, de forsøger at gyde mest muligt olie på vandene og prøve at se, om de kan få nogle af dem, der ikke er så vedholdende til at droppe at komme. Det tror jeg ikke, de kan”, siger han.

Minister buhet ud

Efter at KU tilsyneladende har opgivet sit forslag, valgte de studerende i stedet at rette fokus på Morten Østergaard (R), som om nogen er manden bag reformen.

Læs også: “Vi siger nej til hurtigere-ud reform på RUC”

Omkring kl. 13, godt en time inde i demonstrationen, troppede dagens hovedperson så op og blev eskorteret gennem masserne for at få to minutters taletid foran de mange studerende  –  der mødte ham med buh-råb og mere eller mindre kreative smedesange.

”Jeg lytter naturligvis til jeres protester, men til syvende og sidst kan I regne med, at man skal være fuldtidsstuderende, når man får en af verdens bedste uddannelser og en SU for det”, forsvarede Østergaard sig, inden han blev mødt af massiv pibekoncert.

Flere af talerne understregede, at selvom ledelsen har trukket forslaget tilbage, så må de studerende fortsætte kampen i de kommende måneder, hvor der venter hårde forhandlinger og forhåbentlig dialog med ledelsen.

Demonstrationen forløb i øvrigt helt i fred og fordragelighed.

RUSK var naturligvis også med under blokeringen af RUC-administrationen. Artikler følger.

Comments

  1. I see you don’t monetize your blog, don’t waste your
    traffic, you can earn additional bucks every month because you’ve got high quality content.
    If you want to know how to make extra $$$, search for:
    best adsense alternative Dracko’s tricks

Speak Your Mind

*