Ugens speciale: Kropsidealer er ikke fedt for de overvægtige

Share

Umulige kropsidealer i medierne og uretfærdige sundhedskampagner skaber en dagligdag, hvor overvægtige kæmper med sig selv og deres krop. Denne sociale ubalance er i fokus i et nyt speciale i kommunikation. 

Vores dagligdag er fyldt med reklamer, hvor idealslanke modeller  -  både kvindelige og mandlige  -  minder den majoritet af os, som vejer for meget, om at vi bør veje mindre. Arkivfoto.

Vores dagligdag er fyldt med reklamer, hvor idealslanke modeller – både kvindelige og mandlige – minder den majoritet af os, som vejer for meget, om at vi bør veje mindre. Arkivfoto.

Vi skal ikke langt tilbage i historien, før de ekstra kilo på siderne udgjorde et udbredt skønhedsideal  –  men i dag tegner der sig et helt nyt billede. Nye sundhedsbølger har ændret vores opfattelser af kropsidealer og fastsat nye normer for, hvordan vi skal se ud, hvilket underlægger de overvægtige en uheldig eksklusion.

»Fordomme og diskrimination og af overvægtige personer er blevet udbredt og socialt accepteret,« skriver Sigrid Vibe Djernæs og Marie Jensen således i deres speciale ’Flov over din krop?’.

De påpeger også, at næsten halvdelen af den danske befolkning tilhører betegnelsen ’overvægtig’ målt efter BMI. På trods af dette minder det udbredte kropsideal i dag alligevel mere om udsultede fitnessstereotyper med en fedtprocent nær nul.

Specialet stiller derfor skarpt på, at vi sjældent sætter spørgsmålstegn ved de kropsidealer, som er domineret af sygeligt tynde ben eller svulstige six-packs. Problemet er dog ikke så meget David Beckham, der poserer i undertøj, men ifølge specialet snarere de negative portrætteringer af de overvægtige personer, som bliver normaliseret i medier og af eksperter.

Den uheldige kommunikation, som så ofte rammer de overvægtige, ledte specialet mod konklusionen, at stigmatisering af de overvægtige personer bl.a. bunder i den måde, de bliver fremstillet på. For overvægt står i skarp kontrast til modeindustrien, og det opfattes samtidig som en byrde for samfundet, hvilket gør det til en socialt forkastet position. Og problemet kan ikke kun påduttes reklameaviserne eller staten. Eksklusionen af den overvægtige krop bliver nemlig også styrket af en udbredt opfattelse af, at de overvægtige selv er skyld i de ekstra kilo. For de kan vel bare ændre deres livstil?

»… Den overvægtige krop er en af de få mærkede positioner, som opfattes som noget, der kan overvindes i modsætning til for eksempel etnicitet, da overvægt ses som et resultat af livsstil og individets ansvar,« skriver de i specialet.

Overflod af mad og idealbilleder

Forfatterne bag specialet fortæller, hvordan det herskende billede af overvægtige personer bliver skabt i alt fra Nupo-reklamer til en kampagne fra Sundhedsstyrelsen.

Vægten lyver ikke. Arkivfoto.

Vægten lyver ikke. Arkivfoto.

Når pilen på vægten bevæger sig den forkerte vej, og samfundet fordomsfuldt peger fingre af de overvægtige personer, fremstår de som forfejlede og uden for samfundsnormalen. Hertil føler de også en personlig afmagt, når de sammenligner sig med skønhedsidealerne i reklamerne. Sigrid Vibe Djernæs forklarer denne afmagt med, at disse kropsidealer er ungdommelige og derfor en udfordring at opnå for de fleste:

»Der er nærmest en fiksering på noget, der minder om ”pre-teenage kroppe, hvorfor skønhedsidealer ofte er noget som er svært at opnå. Vi lever jo i en overflod af mad og goder, som gør, at det kræver arbejde at holde sig så tynd.«

Med en madkultur, der baner vejen for selvsamme overvægt, som samfundet forkaster, er kampen for at blive tynd dobbelt så hård.

»…som de fleste overvægtige er jeg ret genert over min krop. Den skal ikke vises frem på strande og i svømmehaller.«

De konstruerede kropsidealer i Danmark kan netop være svære at opnå for mange, især når så stor en del af den danske befolkning, ifølge BMI, er overvægtige. Det bekræfter netop ironien i at fremstille overvægt som noget forkert, når det er så udbredt. Sigrid Vibe Djernæs mener, at idealet altid er baseret ud fra et mindretal af befolkningen, frem for hvor normalen egentlig ligger hos størstedelen, fordi det handler om at skille sig ud:

»Et skønhedsideal indebærer, at man skiller sig ud og er noget særligt, for hvis idealet repræsenterer gennemsnittet, er det ikke længere noget ideal.«

Ud fra disse idealer, som er baseret på et veltrimmet mindretal, er det derfor ikke uforståeligt, at de overvægtige føler sig utilstrækkelige, når de ser sig selv i spejlet.

Disse daglige komplekser bliver til konkrette oplevelser, når interviewpersonerne, som anvendes i specialet, fortæller om dem med deres egne ord.

»…som de fleste overvægtige er jeg ret genert over min krop. Den skal ikke vises frem på strande og i svømmehaller,« lyder det f.eks. fra en af dem.

Den konstruerede virkelighed

For at forstå sundhedsnormerne og de konstruerede kropsidealer forklarer specialet, hvor og hvordan de bliver skabt.

Kropsidealerne bliver markedsført gennem reklamemodeller og i de daglige tilbudsaviser, som kommer i stakkevis. Vi ser dem også i fjernsynet, i aviserne og hører om dem i radioen, hvor vi bombarderes med reklameslogans og tilbud om forbedring. Denne mere eller mindre ufrivillige forbrugeroplysning fortæller os, hvad vi skal købe, spise, og ikke mindst, hvilket ideal vi skal efterstræbe.

Fedme340-2Overvægtige personer bliver derfor konstant mindet om deres komplekser, når alt fra sokker til nytårshatte er markedsført ud fra modelidealet. Komplekset bliver kun forstærket, når reklamerne enten gennem åbenlys humor eller diskrette virkemidler portrætterer den overvægtige person på en bestemt måde. Som eksempel på dette sætter specialet reklamen fra Fitness World under luppen. Den viser en almindelig fyr, som er flov over sin overvægt, der er pustet op til en humoristisk og abnorm størrelse og er dermed i stærk kontrast til de herskende kropsidealer.

I den anden boldgade findes sundhedskampagnerne. Disse bidrager overraskende nok også til stigmatiseringen af overvægtige i samfundet, hvilket specialet udleder af kampagnen ’Vægtstop  –  18 fortællinger om at tage små skridt’. Budskaberne tegner nemlig et billede af overvægtige som samfundsbyrder og skaber forståelsen af overvægt som unormalt. Kampagnerne, som er til for at hjælpe folk til at ændre adfærd, er desværre oftest udformet efter et unuanceret billede, styret af ”rigtigt” og ”forkert”. Det er paradoksalt, når Sundhedsstyrelsen stigmatiserer selvsamme målgruppe, den ønsker at hjælpe, konstaterer specialeforfatterne.

Det handler ikke om en løsning, men om en balance

Specialet giver et billede af, hvor og hvordan overvægtige portrætteres og bliver underlagt nogle ufrivillige kampe i livet, som medvirker til stigmatisering af dem.

Løsningen på dette både skjulte og komplekse samfundsproblem er ikke lige til ifølge Sigrid Vibe Djernæs, som mener, at der skal være en balancegang i, hvordan staten griber ind mod overvægt:

»Det er fint med tilbud om at blive sundere, spise bedre og dyrke motion, men ikke hvis det bliver sådan, at staten nærmest ejer ens krop.«

For at afhjælpe det, selvom det umiddelbart er svært at se en løsning, nævner hun, at man i højere grad kan tilbyde motionsmuligheder og se på arbejdsforholdene hos overvægtige personer.

Selvom specialet ikke giver en endegyldig løsning på problemet, mener hun, at det kan skabe debat og fokus på det.  

»Forhåbentlig kan specialet være med til at skabe en bevidsthed om den måde, man kommunikerer om og til overvægtige personer, så man ved at man skal tage meget små skridt ad gangen,« siger hun.

Det samme, mener hun, gælder de store bagvedliggende kræfter, som i høj grad medvirker til deres stigmatisering. Hun mener, at staten skal overveje, hvordan den kommunikerer, men at reklamebranchen i kraft af dens kommercielle interesser nok ikke kan overtales til at nuancere dens valg af undertøjsmodeller.

Hun påpeger afslutningsvis, at hun ikke tror, der er nogen enkel løsning på det komplekse problem.

Men det er et samfundsproblem, og et vi alle burde prøve at forstå lidt bedre, selvom det ikke er helt så håndgribeligt at løse. Det har specialet bidraget til.

Læs hele specialet her

Speak Your Mind

*