Specialeaflevering: “Vi gider ikke mere. Vi kan ikke mere. Vi er flade”

Share

Det seneste halve år har Rasmus Hylleberg blogget om specialelivet. Nu har har han endelig afleveret. RUSK fulgte ham og specialemakkeren de allersidste dage som universitetsstuderende. Her er første afsnit.

Stilheden sænkede sig over den lille København, mens specialet blev læst igennem en sidste gang. Foto: Mie Jensen.

Stilheden sænkede sig over den lille København, mens specialet blev læst igennem en sidste gang. Foto: Mie Jensen.

I en lille lejlighed på Østrigsgade på Amager sidder Rasmus Hylleberg og hans specialemakker Phillippa Maigaard, og knokler for at få gjort deres speciale færdigt. De er irriterede over, at 2/3 dele af opgaven skal opdeles i hvem der har skrevet hvad,
”Jeg synes det er for latterligt det her” siger Rasmus Hylleberg. Hans specialemakker giver ham ret,
”Ja, det virker bare så åndssvagt når man har skrevet alting sammen”.

Læs Rasmus Hyllebergs specialeblog

Rasmus Hylleberg han har skrevet en blog herinde på RUSK om det at være specialestuderende. Nu er han ved at være nået til vejs ende med sit produktionsspeciale i journalistik, og kan snart ikke vente længere med at være færdig. Ham og hans specialemakker, Phillippa Maigaard, sidder med hver deres Mac ved et lille, firkantet træbord i midten af stuen. Det svage vinterlys falder igennem de gamle fine vinduer, på trods af de halvt optrukne gardiner. Vindueskarmen er badet i lys, som viser en tom flaske rødvin med en blå lysestump, til at sprede hygge og lys når vintersolen er gået ned. Rødvinsflasken har to venner stående på en hvid, klassisk reol foran LG TV’et. En Amarone og en mere ukendt vinflaske med rester af to lysegrønne lysestumper.

Specialeaflevering: Lettelse, glæde, fest og hvad så?

Afleverer før tid

En specialetræt Rasmus Hylleberg. Foto: Mie Jensen.

En specialetræt Rasmus Hylleberg. Foto: Mie Jensen.

Rasmus Hylleberg og hans makker afleverer specialet fire dage, før de skal.

”Det var meget vigtigt for mig at vi klarede det her på normeret tid. Jeg skal ikke udskyde det her speciale, jeg er dygtig nok til at aflevere til tiden. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man ikke er dygtig, hvis man ikke afleverer til tiden, der kan jo ske ting og sager der gør at man ligesom er nødt til at udskyde,” forklarer Rasmus Hylleberg, som også mener, at jo længere tid man skriver på et speciale, jo mere kommer det til at hænge en ud af halsen.

Specialet har fokus på det kulturprogram de har udviklet til TV2 ØST, hvis formål er at dække den rytmiske musik i regionen.

Selvom Rasmus Hylleberg og Phillippa Maigaard næsten er færdige, mangler de lige de sidste detaljer,

”Vi mangler at lave vores forside”, siger Rasmus Hylleberg, tager en tår af sin kaffe og fortsætter, ”og så mangler vi at se vores rapport igennem for slåfejl og vores analyseafsnit skal også læses igennem.”
Så læses igennem det bliver der. Stilheden bliver kun brudt af et par enkelte kommentarer, og de efterfølgende skriblerier henover tastaturet. En lav brummen og dytten høres dog konstant gennem de halvutætte vinduer, der også er med til at sænke temperaturen nær gulvet med et par grader.

”Selvfølgelig har man høje forventninger til ens speciale når man har siddet og arbejdet med det i et halvt år, hvor man ikke har lavet andet,” fortæller Rasmus Hylleberg, men fortæller også hvor meget det betyder at programchefen på TV2ØST, som er dem de har lavet deres produkt til, var begejstret for deres produkt,
”Det betyder at det vi har lavet, det har sin berettigelse på det givne medie, og det er jo måske den bedste ros man kan få. Så er det lidt lige meget hvilken karakter man får. Næsten.”

Nu må det godt bare snart være slut

Den lille stue er præget af hjemligt rod og hygge, med et åbent skab der afslører jakker, en strikket trøje og håndklæder. Modsat er sengen redt så det stribede sengetøj ligger så fint, at selv en mor ville være stolt. Over den hænger to overdimensionerede lyspærere med en hidsig lysende tråd, der giver et varmt lys ud i rummet og hen på de to specialestuderende, der er mere end tilfredse med at disse timer bliver det sidste i selskab med specialet.

En specialetræt Phillippa Maigaard. Foto: Mie Jensen.

En specialetræt Phillippa Maigaard. Foto: Mie Jensen.

”For vores begge vedkommende hænger det os ret langt ud af halsen efterhånden. Fordi vi bare er trætte af det, vi gider ikke mere. Vi kan ikke mere. Vi er flade. Og vi glæder os til at få det afleveret,” siger Rasmus Hylleberg.
Specialet afleverer de faktisk fire dage for tidligt, og ikke helt tilfældigt på en fredag. For som Phillippa Maigaard siger, så er det bare bedre at fejre og feste en fredag end en tirsdag!

Læs også næste artikel, hvor vi følger Rasmus Hylleberg og Phillippa Maigaard ud til RUC, og ser dem aflevere specialet. Der vil både være drillende printere, bobler, flag, glæde og tårer.

 

Speak Your Mind

*