Rektorinterviewet III: Om økonomiske rammer, alder og køn m.m.

Share

I denne sidste del af interviewet med den nytiltrådte rektor Hanne Leth Andersen fortæller hun bl.a. om RUC’s økonomi, om naiviteten i at håbe på flere penge fra staten, om at være rektor blot 52 år gammel og om at være kvinde.

Der var stuvende fuldt i Biografen, da Hanne Leth Andersen holdt sin tiltrædelsesforelæsning  -  da alle sæderne var besat indtog tilhørerne trapperne. Foto: Camilla Buchardt.

Der var stuvende fuldt i Auditorium 1, da Hanne Leth Andersen holdt sin tiltrædelsesforelæsning  –  da alle sæderne var besat indtog tilhørerne trapperne.

Så er der et meget generelt spørgsmål her. Økonomiske rammer, effektiviseringer og besparelser er jo også noget universiteterne er blevet ramt af de seneste 10-20 år. Hvilken rolle spiller de for dig?

”RUC har jo en god grundøkonomi. Der er ikke noget, der sejler, vi kører efter budgetter, og jeg har stor respekt for vores administration. Dem bliver vi nødt til at rose. Det er meget smart at tale negativt om administrationen, og der er en meget negativ diskurs hos visse RUC’ere overfor dem, der tager sig af at skabe de nødvendige økonomiske rammer for os. Der er jo ingen af os, der kan leve uden hinanden. Administrationen kan ikke leve uden forskerne og de studerende og omvendt.

Læs den første del af interviewet her

Når det så er sagt, så er der brug for, at vi tænker økonomi endnu bedre  –  at vi  tænker det endnu bedre sammen med det, vi vil satse på. Og jeg synes, det er et problem, at vi er så taksameterstyrede. Vi skal sørge for, at der hvor folk arbejder, der har de rammer til det. De skal ikke selv sidde og tænke på økonomi hele tiden og være bange for at miste eksempelvis STÅ, hvis de gør noget på en ny måde. Man skal ikke tænke sig selv om en selvstændig virksomhed på RUC. Der vil jeg gerne sige: Hvis du arbejder på og har en god uddannelse med en studieordning, som vi har godkendt, så skal du selvfølgelig have penge til at udbyde undervisning nok  –  det skal da ikke være dig, der er ansvarlig for, at der kommer nok penge ind, sådan at hvis der f.eks. er for meget frafald, så skal du pludselig til at undervise dobbelt så meget.

Vi skal sørge for, at der hvor folk arbejder, der har de rammer til det. De skal ikke selv sidde og tænke på økonomi hele tiden og være bange for at miste eksempelvis STÅ, hvis de gør noget på en ny måde.

Vi arbejder hen imod, at vi skal have en økonomimodel, der sikrer, at de aktiviteter, vi har, kan afvikles forsvarligt, og ikke at hver mand er sig selv nærmest som i det her privatkapitalistiske system, vi har på RUC lige nu, hvor man sidder og prøver at få flere studerende hen på sit fag, fordi så kan det løbe rundt. Det har vi et fælles ansvar for at sikre.

Så kan vi så sige, at vi har nogle fag, der måske kunne arbejde mere sammen. Måske kunne man pulje nogle fag, så man havde lettere ved at udbyde. Vi skal hele tiden tænke økonomi og ressourcer. Lige nu ligger det sådan, at vi opretholder noget, der måske kunne opretholdes på en anden måde  –  for det skal helt sikkert opretholdes.

Derudover mener jeg også at vi skal ud at lede efter fonde ligesom alle andre. Vi skal f.eks. blive bedre til at få EU-midler. Det er så en evig diskussion, om dem der understøtter forskningen skal sidde centralt eller decentralt, om forskerne er klædt godt nok på til at ansøge, hvem der skal søge og så videre. Essensen er at vi skal være meget mere strategiske, når vi går efter pengene. Det skal aftales på institutterne, hvem der søger denne gang, og hvordan de får bedst opbakning. Og vi skal have etableret nogle gode strategiske samarbejder. Alle skal ikke søge. Det giver en enorm nederlagsstemning. Nogle søger, nogle udvikler uddannelse og så videre. Vi fordeler arbejdet imellem os som en sund organisation. Det handler om at se organisationen samlet.”

Læs anden del af interviewet, bl.a. om “metodisk flippethed”, her

En naiv mærkesag

Der er også et mere konkret spørgsmål til netop økonomi. Under ministerdebatten efterspurgte Studenterrådets formand Drude Rohde gentagne gange, at universitetet fik tilført flere midler fra centralt hold, og det afviste du direkte at bede ministeren om. Føler du derved, at du svigter de studerende i en af deres mærkesager?

”Det er jo en naiv mærkesag. Det kan ikke hjælpe noget at bilde sig ind i, at man bare kan få flere midler i den her tid. Det gør man altså ikke. Så jeg gider ikke stå og sige noget, der er futilt. Ministeren kan ikke bruge det til noget. Hun sidder i en regering og en situation for landet, og den måde man regerer på, uanset om man er blå eller rød, som er sådan, at vi under ingen omstændigheder får flere midler. Hvorfor i alverden skulle jeg så spilde min taletid på det?

Det jeg sagde, som jeg synes er noget mere væsentligt, var: Brug midlerne bedre. Drop den latterlige, overdrevne dokumentation og akkreditering. Der er efterhånden ansat så mange mennesker til at kontrollere kvalitet, at det er blevet et system i sig selv  –  der tager fra det faglige system. Så jeg vil have kanaliseret fra det system over i det faglige system. Det kan vi få realiseret, hvis vi har en god og tillidsfuld debat med ministeren, og hun kan se, at vi løfter opgaverne. Det er alle universitetsrektorerne enige om, og det kunne jeg også mærke, at ministeren gerne ville tale videre om. Hun har jo en vanvittigt stor opgave, og der er en stor mistillid til universiteterne, men den vil vi jo kun understøtte, hvis vi står og råber på penge hele tiden.

Så jeg vil hellere sige: Vi må være selvkritiske og se, hvor vi har nogle udfordringer, også på RUC, og dem skal vi løfte. Jeg vil hellere være konstruktivt kritisk og have en god dialog med ministeren, så hun tør sige, ”ok så behøver vi måske ikke kontrollere jer i alle ender og kanter”. Jeg kan liste otte måder, de gør det på. Det er dét, jeg vil spare på. Gøre det en gang, gøre det grundigt og gøre det selv ved hjælp af den videnskabeligt faglige proces, der er naturlig for et universitet, der tager sig selv alvorligt. Man skal sige det, når man synes, at en kollega ikke gør det godt nok, i enrum under fire øjne. Man skal aldrig afvise en studerende, der fortæller at vedkommende ikke synes, kvaliteten er god nok.

Og så skifter vi lige lidt igen. Jeg har regnet mig frem til, at du må være 52 år gammel. Det er en relativt ung alder at blive rektor i. Hvad tror du, det kommer til at betyde  –  hvis noget?

”Det ved jeg ikke. Alder er jo mest noget inde i hovedet. Men jeg mener selv, at jeg står for en vis dynamik og et meget stort netværk på de andre universiteter, både nationalt og internationalt. Det tror jeg, man kommer til at mærke, for det betyder, at jeg henter viden fra enormt mange forskellige felter. Og det betyder, at jeg finder stor interesse i at bruge den viden og diskutere den med de andre vidende mennesker, der er på RUC. Jeg oplever jo lige præcis, at der sidder nogle meget dynamiske og meget vidende mennesker, også over 60 år. Man siger, at man får en ny åbenhed, når man er over 60, for så har man ikke længere så travlt med at profilere sig selv. Jeg er selv meget glad for at have rundet de 50, for jeg synes faktisk, man får mere ro med sig selv.”

Mere dynamik

“Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg har jo aldrig været karrieremenneske. Jeg har aldrig tænkt, hvad jeg skulle. Jeg har altid tænkt, at mange ting har været spændende. Så har folk spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig et eller andet, og så har jeg tit kunnet tænke mig det, fordi jeg altid kan se det. Det har så betydet, at jeg har arbejdet alt for meget hele mit liv. Det var nok det, bestyrelsen var mest bekymret for, da den skulle ansætte mig: Om jeg nu kunne holde til det, fordi jeg altid har arbejdet for meget.

Det var nok det, bestyrelsen var mest bekymret for, da den skulle ansætte mig: Om jeg nu kunne holde til det, fordi jeg altid har arbejdet for meget.

Men jeg arbejder med meget stor glæde, og jeg kan enormt godt lide at samarbejde med andre mennesker. Det er også derfor, jeg går så meget op i, at vi her på RUC må give hinanden den energi, det giver, at tro på hinanden. Det giver meget mere energi end f.eks. mistænksomhed. Og jeg oplever virkelig, at folk er positive og konstruktive over for mig, og det håber jeg bare fortsætter. Det kan jo også vende sig uhyggeligt hurtigt.

Så på den måde vil man måske kunne mærke min alder i form af mere dynamik.”

Men de var simpelthen bange for, at du ville arbejde for meget?

”De indikerede, at de var bange for, at jeg ville falde om med stress. Men der er det jo påviseligt, at jeg er blevet 52 uden endnu at falde om, og at jeg har arbejdet rigtigt meget altid. Der er også dage, hvor jeg er træt og ser træt ud, og det gør jo heller ikke noget. Det betyder jo bare, at man er menneske”.

Det bliver i det hele taget et ungt rektorkollegie: 45 år i Odense, 53 år i Aalborg og altså 52 år på RUC. Tror du, det kommer til at betyde noget?

”Jeg tror, det kommer til at betyde noget, at der kommer andre kræfter ind, og jeg tror og håber, at vi vil have en vilje til at samarbejde. Jeg synes, det rektorkollegie, vi har haft, har været præget af en tid, hvor universiteterne er blevet bragt til at konkurrere rigtigt meget med hinanden. Det kalder vi nogle gange det ’sanderske’ element  –  de ti år hvor vi skulle konkurrere med hinanden næsten som fodboldklubber.

Jeg siger, at konkurrence er en helt naturlig ting i forskning. Jeg lægger hele tiden det videnskabelige og det forskningsmæssige som det naturlige grundlag for et universitet, og i det miljø er det naturligt at stræbe efter at være nummer et  –  sammen med nogle andre. De andre kan så være fra et hvilket som helst andet universitet. For mig er det vigtigst, at de er de dygtigste og sødeste. Det er lige præcis ikke nok at være dygtigst. Se hvor farligt det er, hvis jeg tror det: Penkowa. Jeg er nødt til også at vide, at de er de sødeste. At jeg kan stole på dem og at de er ordentlige.

Så er jeg sådan set lige glad med hvor de er fra. Den faglige kappestrid skal lægge mellem fagmennesker, ikke mellem universiteter. Det er fuldstændigt absurd, og det vil jeg gerne gøre op med. Jeg tror ikke, de gamle rektorer rigtigt kunne gøre for det, for det var tidsånden, men vi har lært af det. Der er kun en vej frem og det er at se universiteterne samlet. Dér er jeg egentlig meget enig med Flemming Besenbacher (professor på AU. Red.). Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi kun skal have 3-5 universiterne, og der siger han også selv, at han er blevet misforstået, men det han sagde var, at universiterne skal arbejde meget mere sammen. Jeg har sådan set ikke noget imod, hvis vi lavede et Universitet Danmark, men man er bare nødt til indenfor det at have nogle overskuelige enheder, og det er RUC lige præcis.

Jeg tror på, at vi, der er der nu, vil samarbejde, også i forhold til landsdelene.”

Forskel på folk

Så er der også en anden kvalitet, der får dig til at skille dig en lille smule ud i det nye rektorkollegie, og det er, at du er kvinde. Det er ret unikt, både nu og historisk. Det gav måske mening for 100 år siden, hvor mændene dominerede universiteterne, men det gør det jo ikke i dag, hvor der faktisk er flest kvindelige universitetsstuderende. Hvorfor er udviklingen ikke fulgt med på rektorkontorerne?

”Det er også mærkeligt. Det er jo enormt mange grunde til det skæve kønsmæssige landskab, vi har. Det kan man reflektere længe over. Kvinder og mænd vælger f.eks. forskelligt i deres karriere. Jeg har selv på et tidspunkt sagt nej til en lederstilling, fordi jeg havde små  børn og tænkte, at det nok ikke kunne lade sig gør, og så endte jeg faktisk med at blive trukket ind i arbejdet alligevel. Det har jeg set ske for mange kvinder. Mændene tager selve stillingen, men kvinderne arbejder lige så meget og kan egentlig lige så godt tage lederstillingen.

Men kvinderne siger fra og får måske et job i staten eller på et advokatkontor, fordi de tænker, at de skal passe bedre på familien. Det er også det budskab, de konstant bliver præsenteret for. Jeg skulle holde et oplæg på ambassaden i Berlin til et kvindearrangement, der hedder Frauen Frühstück, og det var på et afbud, så jeg havde meget kort tid til at forberede mig. Derfor skrev jeg en mail til et par af kvindeforskerne her på RUC og spurgte, hvad jeg skulle tale om, og der gav en af dem det her eksempel fra Berlingske med to portrætter af direktører, der var blevet ansat i to større danske virksomheder. Kvinden var et eksempel på, at det kunne lade sig gøre at være direktør og mor til tre børn med madpakker og blah blah blah  –  hvordan hun nu klarede det. Manden derimod blev fremstillet som en overordentlig arbejdskapacitet, og når han virkelig var spændt for, var det jo skønt, at han kunne komme hjem til udsigten over Øresund og være sammen med sin familie. Det er helt fantastisk, at vi i år 2014 kan have så forskellige fremstillinger. Vores syn på køn er ekstremt stereotypt.

Og her vil jeg så komme med et sidste punkt, der kan være en hæmsko for kvinder, og som jeg også har oplevet, nemlig: Kan en kvinde overhovedet have det her job? Er det ikke sådan, at det er lidt mærkeligt, at jeg sidder her og er en kvinde? Kan man godt tro, at kvinder kan være lige så dygtige som mænd?

Anja Andersen, astrofysikeren, som altid taler meget om køn, siger, at der ikke er kommet én kvinde mere ind procentmæssigt siden 70’erne på hendes institut, og hun udtaler også det der, som jeg altså også tillader mig at sige: At vi dybt i vores genetiske materiale har en forprogrammeret opfattelse af, hvad kvinder kan, og hvad mænd kan. Og kvinder har altid taget sig af hjemmet or børnene, mens mænd altid har taget sig af de store linjer. Tror I så på, at jeg kan tage mig af de store linjer? Er det ikke bedre, at jeg tager mig af mennesker og sørger for, at alle har det godt?

Kan en kvinde overhovedet have det her job? Er det ikke sådan, at det er lidt mærkeligt, at jeg sidder her og er en kvinde? Kan man godt tro, at kvinder kan være lige så dygtige som mænd?

Hvis man nu er vant at mænd kan det strategiske, tror mændene i rektorkollegiet så, at jeg kan det samme?

Nu skriver jeg ret meget om det i aviserne, og jeg ved godt, de tror det, men nu er det ikke kun mig, vi snakker om. Tror vi, at kvinder kan det samme? Har vi, når vi møder en mand og en kvinde i er rum, tanker om, hvad vi tror de kan, og er vi så ikke temmeligt farvede af, hvad vi er vant til i vores egen familie, og hvad vi måske også har liggende dybt i vores gener? Selv om vi har fået computere, så er der jo stadig en hel masse ved os, der er udviklet under helt andre omstændigheder. Skaffe- og omsorgsgenet er jo indlejret i de to køn. Vi har ikke de samme betingelser for at vælge de samme typer jobs.

Men så skal man også huske, at det er en vis myte, hvor meget man skal stå til rådighed i et lederjob. Man kan jo ikke sige ”jeg kan ikke komme”, men på den anden side, så tilrettelægger man mere. Hvorfor forestiller man sig at det er umuligt at være leder, når man også vil tage sig af børn? Det vil manden jo også. Det er ikke anderledes for ham. Det er lige så urimeligt overfor mænd, at vi tror, de er fuldstændigt kolde overfor deres børn, ligesom det er hårdt overfor kvinder, at de skal forsvare, at de går meget op i deres arbejde. Det spørger man altid kvinden om, men aldrig manden.

Gør det så, at når man, som du, er en af de få kvinder, der tager turen hele vejen til toppen, så er der også en vis grad af ”Nu skal jeg også vise dem” over det?

“Ikke nu. Nu føler jeg egentlig, at jeg er der. Men jeg tror nok, at jeg har følt det tidligere i min karriere. Jeg har nogle gange siddet til møder med mange mænd og få kvinder, hvor vi kvinder har snakket om, at vi ikke blev set, og hvor vi følte, at vi var nødt til at sige det, vi ville sige, meget skarpt. Jeg har følt, at jeg har været nødt til at manifestere mig, for ellers blev jeg ikke set. Der er mønstre.

Jeg har dog altid syntes, det var vigtigt at sige det, jeg havde at sige, hvis jeg syntes, mit synspunkt manglede i landskabet, og det har intet med mit køn at gøre! Jeg har også haft lyst til at få det samlede billede af landskabet, og det er nok en af grundene til, at jeg er blevet bedt om at tage mere koordinerende roller.”

Rødt hår og rødt halstørklæde. 'Det røde lyn' på rektorkontoret er klar til at tage fat  . Foto: Uffe Weng.

Rødt hår og rødt halstørklæde. Flere har bemærket Hanne Leth Andersens farverigdom, og den kommer fremover til at sætte sit præg på RUC’s rektorkontor. Foto: Uffe Weng.

Ny rektor: Blå Bog

Hanne Leth Andersen er født den 9. april 1962 i Svendborg.

Efter en sproglig studentereksamen på Svendborg Gymnasium i 19821 lagde hun grundlaget for sin livslange forelskelse i fransk med et års ophold på det franske gymnasium Lycée Camille Saint Saëns i Rouen, hvor hun samtidig var undervisningsassistent på dansk på Université de Rouen.

Derefter gik uddannelsesvejen videre til en kandidatgrad i fransk sprog og litteratur på SDU i 1986, som hun efter tre år hvor hun bl.a. underviste ved International Education Center i Svendborg (International Baccalaureate) supplerede med en magistergrad i romansk filologi på KU 1990. Og i 1997 landede hun en ph.d. i fransk sprog, også på KU, naturligvis med endnu en afstikker til Frankrig, nærmere bestemt Université d’Aix en Provence.

Allerede året inden hun fik den officielle ph.d.-titel blev hun ansat som adjunkt i fransk på AU, i 1999 blev hun forfremmet til lektor og studieleder samme sted, og så gik det stærkt opad på den akademiske rangstige. I 2002 blev hun udnævnt til prodekan med ansvar for uddannelse på AU’s Humanistiske Fakultet, i 2004 blev hun leder af Center for Undervisningsudvikling samme sted, i 2007 blev hun udnævnt til professor i sprogdidaktik og universitetspædagogik, og i 2009 skiftede hun scene til CBS, hvor hun fik titel af professor i universitetspædagogik og kommunikation samt direktør for CBS Learning Lab.

Og så i 2010 blev hun udnævnt til prorektor på RUC, hvilket hun knap fem år senere har vekslet til det lidt finere rektor.

Privat har hun to sønner og har fortsat den frankofile og frankofone lidenskab med både film, bøger og musik.

Speak Your Mind

*