Rektoratets blog: Underskud eller overskud? Status på RUC’s økonomi

Share

RUC har en sund økonomi, og det er positivt. Alligevel arbejder universitetet på at få bragt egenkapitalen ned. Universitetsdirektør Peter Lauritzen forklarer her hvorfor.

RUC. Årsrapport. Rektoratet.

Rektoratets blog er på skift skrevet af universitetsdirektør Peter Lauritzen og rektor Hanne Leth Andersen.

Bestyrelsen har netop godkendt RUC’s årsrapport for 2013. Igen er RUC kommet ud med overskud. Er det nu godt eller skidt?

Da jeg tiltrådte som universitetsdirektør i 2007 havde RUC en negativ egenkapital på knap 24 mio. kr. og var faktisk teknisk insolvent efter underskud de foregående år. Som nogen vil kunne huske, var den dårlige økonomi i de år medvirkende til at give voldsom uro og usikkerhed på RUC.

Den positive egenkapital på 111 mio. kr., vi nu har, giver mulighed for investeringer i strategiske initiativer og giver en økonomisk buffer til de usikre år, vi går i møde rent økonomisk. Det er positivt, at RUC har en sund økonomi. Så langt så (rigtig) godt. Men naturligvis skal budgetprognoserne helst være så præcise som muligt.

Egenkapital på 5 procent

Så når det nye overskud i 2013 alligevel giver anledning til selvkritik hos mig og hos vores økonomifolk, er der flere grunde til det. For det første er universiteterne ikke nogen forretning, hvor overskud til ejerne er et selvstændigt formål. Universiteterne er sat i verden for at drive forskning og uddannelse, og der er en berettiget forventning hos både politikere og borgerne i Danmark om, at de penge Folketinget hvert år bevilger til universiteterne på Finansloven også rent faktisk bliver brugt til forskning og uddannelse.

Det er positivt, at RUC har en sund økonomi  –  men naturligvis skal budgetprognoserne helst være så præcise som muligt.

Derfor har bestyrelsen på RUC også den målsætning, at egenkapitalen i 2015 skal være på ca. 5 procent af RUC’s omsætning  –  dvs. ca. 40 mio. kr. Vi har derfor styret efter at få nedbragt vores egenkapital igennem de sidste 2 år ved at budgettere med underskud. Her er det vigtigt at understrege, at der i det samlede regnskab ikke er tale om et underskud, idet en del af egenkapitalen, som kan betragtes som en opsparing, netop dækker underskuddet.

Læs også: Rektoratets blog: Ny finanslov er både godt og skidt nyt for universiteterne

Nu er det så ikke helt uproblematisk at budgettere med et underskud for at forbruge af egenkapitalen. Egenkapitalen kan kun bruges én gang, og derfor har pengene været øremærket til eksempelvis 14 ekstra adjunkter og den særlige rekrutteringsstrategi. Alt sammen initiativer, der er budgetteret til at være midlertidige eller til at kunne finansierer sig selv senere.

Men hvad er så forklaringen på, at vi endnu ikke er lykkedes med at bringe egenkapitalen ned på de planlagte 40 mio. kr.? Hovedparten af forklaringen kan findes i følgende fire forhold:

• Forsinkelser i forhold til forbruget af midler afsat til strategiske indsatsområder

• Øgede indtægter fra deltidsuddannelserne

• Mindre projekttab end ventet

Efter aftale og med anbefaling fra både Revision og rigsrevision blev der i regnskab 2012 afsat 6,5 mio. kr. til dækning af et evt. såkaldt projekttab i 2013. Tabet viste sig dog at være langt mindre.

• Færre udgifter til feriepenge end ventet

Læs også: Rektoratets blog: Kvalitet på universiteterne i 2014

Strammere økonimistyring

Selvom der således er en række gode forklaringer på afvigelserne, som næppe kunne være undgået selv med strammere økonomistyring, har vi iværksat en række initiativer, der skal skærpe den løbende økonomistyring med henblik på mere præcise prognoser. Jeg vil spare jer for de regnskabstekniske detaljer her, men hvis man er interesseret i en uddybning af de konkrete initiativer, kan man kontakte mig via mail på direktoer@ruc.dk

Slutteligt vil jeg gerne pointere, at RUC’s nuværende økonomiske situation som nævnt giver ro og ikke mindst muligheder for at igangsætte allerede planlagte og fremtidige strategiske initiativer. Det er positivt, at RUC har en sund økonomi  –  men naturligvis skal budgetprognoserne helst være så præcise som muligt.

Jeg håber, at disse forklaringer kaster lidt lys over et noget teknisk emne. Uanset teknikken er hovedkonklusionen, at RUC står pænt rustet rent økonomisk til de næste år.

Speak Your Mind

*