Kulminationen på tre års fordybelse skete en solrig eftermiddag i biografen

Share

Ph.d.-forløb slutter altid med det famøse forsvar. Efter minimum tre års ensomt arbejde skal ph.d.-studenten grilles af et bedømmelsesudvalg, før han eller hun kan smykke sig med sin nye titel. RUSK fulgte Jørgen Skrubbeltrang på dagen.

Forsvareren lytter mens Hanne fra bedømmelsesudvalget 'angriber'. Foto: Mie Jensen.

Forsvareren lytter, mens Hanne Jørndrup fra bedømmelsesudvalget ‘angriber’. Foto: Mie Jensen.

En solrig eftermiddag går Jørgen Skrubbeltrang nervøst rundt på CBIT. Om ikke så forfærdelig længe skal han op og forsvare sin ph.d. afhandling, som han har brugt ikke mindre end tre år på.

”Jeg er sådan lidt nervøs, også lidt angst, sådan et virvar af forskellige følelser tror jeg. Men jeg glæder mig sgu også”, udbryder han.

”Jeg håber, jeg relativt hurtigt kan komme ud over den der nervøsitet, så jeg kan hvile lidt mere i, at jeg nu er der  –  og måske sågar nå at nyde det. Det siger folk: ’Husk nu at nyde det’. Det virker meget langt væk lige nu, at man rent faktisk skulle kunne det,” fortæller den forhåbentligt kommende ph.d.’er.

I dagens anledning har han gråt jakkesæt og hvid skjorte på.

Læs også en aktuel ph.d.-studerende blog om sine kampe

Jørgen Skrubbeltrang er fra Arhus Universitet, hvor han har læst antropologi. Sin ph.d. valgte han dog at skrive på RUC, CBIT, Journalistik. Afhandlingen omhandler en undersøgelser af danske tv-korrespondenter i Mellemøsten. Den handler om en af udenrigsjournalistikkens grundlæggende antagelser: At tilstedeværelse skaber troværdighed, og udfordrer opfattelsen af korrespondenten som øjenvidne.

Ikke en mundtlig eksamen

Et ph.d. forsvar foregår i et auditorium. Der er tre censorer og din vejleder. Dine venner og familie er der. Og det er alle andre, der måtte have lyst til at overvære dit forsvar, også. De tre censorer, som kaldes et bedømmelsesudvalg, skal efter tur op og stille en masse kritiske spørgsmål til dit arbejde. Det er ikke en samtale ligesom til en almindelig mundtlig eksamen, men mere en lang række kritikpunkter, hvorefter du ellers bare har at svare godt for dig og huske alle de forskellige kritikpunkter. Det kan gøre enhver garvet studerende en smule anspændt. Så måske bliver man nødt til at tænke som Jørgen Skrubbeltrang:

”Man bliver nødt til at tro på, at det er en selv, der ved mest om det. Jeg bliver nødt til at bilde mig selv ind  –  jeg ved ikke helt, om jeg gør det  –  at det er mig, der ved mest om det.”

En anden ting at føle sig tryg ved er, at de folk, der sidder i salen, ønsker en det godt, forklarer den forhåbentligt kommende ph.d.’er og uddyber:

”Det er også betryggende, at man har bestået. Man skal virkelig, virkelig være blank eller tages i snyd, for at man ikke består. Så på den måde handler det om, hvor rankt man skal gå ud af lokalet. Det handler ikke om man har bestået eller ej.”

Det siger folk: ’Husk nu at nyde det’. Det virker meget langt væk lige nu, at man rent faktisk skulle kunne det.

Klokken er ved at nærme sig de 13, og biografen er så småt ved at være halvfuld. De fleste sætter sig på de forreste rækker. Unge, midaldrende og ældre. Folk i jakkesæt, lasede cowboybukser, det pæneste søndagstøj (selv på en fredag) og udtrådte All Stars. Lavmælt snak høres på de lange lige rækker.

”Det var heldigt vi fik biografen!” siger en kvinde til sin sidemand.

Hvor man ellers kunne have endt, er ikke godt at vide.

Der er faktisk også plads til fester midt i det hårde ph.h.-slid. Læs om en god en her

På det store lærred står der ’Fra Øjenvidne til Jeg-vidne’, og nedenunder ’Antropologiske perspektiver på danske korrespondenter i Mellemøsten’.

Tough luck

En mand i jakkesæt og kort hår kigger på sit ur og stiller sig op foran forsamlingen. Mark Ørsten er ordstyreren i dag, og skal styre slagets gang. Han byder velkommen til Jørgen Skrubbeltrang, bedømmelsesudvalget og de andre tilhørere. Hans stemme er høj og kraftig og går lige igennem salen.

”Vi glæder os til at høre Jørgens forsvar for sin afhandling. Det er også virkelighed. Jørgen nævner virkelighed flere steder i sin afhandling og skriver, at virkeligheden beskrives som fænomener, vi erkender som eksisterer uafhængigt af vore egen vilje  –  vi kan ikke ønske den bort. Det kan jo godt være, at Jørgen undervejs i dag får lyst til at ønske noget bort  –  tough luck!”, joker Mark Ørsten.

Han fortsætter med at henvise til Jørgen Skrubbeltrangs afhandling. Han nævner et citat fra afhandlingen fra korrespondenten Jan Sparre, som er en opdigtet person. Citatet handler om ikke at forberede sig:

”Jo mindre han forbereder sig, jo mindre stiv synes han selv, han lyder, når han er på. I dag skriver han hverken noget ned eller øver sig, inden han går foran kameraet.”

Mark Ørsten holder en kunstpause og fortsætter:

”Måske lidt forberedelse, Jørgen, ville være godt.”

Spredte grin lyder gennem auditoriet. Selvom et ph.d. forsvar kan lyde en anelse støvet og tørt, kan man godt  –  i hvert fald på RUC  –  gøre det til en lidt sjovere affære.

40 minutters intensivt oplæg

Det er ved at være tid til Jørgen Skrubbeltrangs tid i rampelyset. Med faste skridt går han ud på gulvet og stiller sig bag bordet. En buket blomster er stillet frem i dagens anledning. Den indeholder både lyserøde gerbera og lyse roser.

Der var godt med publikum på til ph.d.-forsvaret, hvor folk tager den offentlige adgang mere seriøst end til mundtlige eksamener på bachelor- og kandidatniveau. Foto: Mie Jensen

Der var godt med publikum på til ph.d.-forsvaret, hvor folk tager den offentlige adgang mere seriøst end til mundtlige eksamener på bachelor- og kandidatniveau. Foto: Mie Jensen

Den kommende ph.d.’er byder velkommen og begynder sit 40 minutters lange oplæg. Man kan tydeligt høre, at Jørgen Skrubbeltrang har øvet sig, han kan det meste udenad, men sproget er også præget af, at det er indøvet skriftsprog. Flere gange søger højre hånd op og roder i håret mens han gør en kunstpause, for derefter at fortsætte med 100 km i timen. Hurtigt er de 40 minutter gået, og den smilende Mark Ørsten går ud på gulvet og bekendtgør, at der nu er 15 minutters pause, inden bedømmelsesudvalget skal komme med deres kritik. Bordet med kaffe og småkager bliver hurtigt indtaget.

Tilbage i biografen er det ved at blive alvor. Det er nu bedømmelsesudvalget skal på banen. Bedømmelsesudvalget består af Hanne Jørndrup, lektor, CBIT, Roskilde Universitet, Oscar Hemer, professor, Malmö Högskola og Rasmus Antoft, lektor, Department of Sociology and Social Work, Aalborg Universitet.

Den første til at komme med sin kritik, er Oscar Hemer.

”En veldisponeret og velskrevet afhandling” roser svenskeren, hvorefter der kommer kritik. Jørgen

Skrubbeltrang får kam til sit hår, men klarer svenskerens kasteskyts med kringlede, akademiske formuleringer. Derefter er det Rasmus Antofts tur. På Jørgen Skrubbeltrangs ansigtsudtryk at bedømme, er det nemmere at forstå jysk end svensk. Rasmus Antoft er primært positiv og indleder da også med lidt ros:

”En god afhandling, en modig afhandling. Jørgen skal roses for at have haft modet til at bevæge sig ud i litterær etnografi og samtidig også have kvalifikationerne til at gøre det. Det vil sige, at det kan gå rigtigt galt, og det kan også gå godt, og i dette tilfælde synes jeg faktisk, det er gået ganske godt.”

Men intet ph.d. forsvar uden kritiske spørgsmål:

”Dit fokus var en virkelighed. Det der er. For det første vil jeg gerne have dig til at reflektere over, hvad der er, og hvor positionerer du dig, rent videnskabsmæssigt, hvis der rent faktisk er noget, der er?”

Efter jydens interesse for hvad der er, og ikke er, kommer den sidste fra bedømmelsesudvalget på banen. Ligesom de andre går Hanne Jørndrup op til talerstolen, lægger sine papirer frem og kommer med både ris og ros. Hendes hænder bevæger sig mens hun snakker, en gang imellem fanger højre hånd en løssluppen, lysegrå hårlok og sætter den tilbage bag øret. Også hendes spørgsmål klarer forsvareren.

Bonusspørgsmål

Derefter er det tid til spørgsmål fra andre folk i salen. Både studerende og andre lektorer har spørgsmål. En mand har en masse spørgsmål og går op og tegner en masse på tavlen, mens Jørgen Skrubbeltrang forklarer så godt, han kan.

”Vi takker vores hemmelige fjerde opponent,” siger Mark Ørsten, hvilket frembringer latter.

Kl. 16 er det slut med spørgsmål, og folk lister ud salen for at guffe mere kaffe og kage, mens der snakkes om ph.d.-forsvaret. Solen bager gennem de høje vinduer i foyeren, og en smal glasdør er da også blevet åbnet ud til det fri.

”Jeg synes, det gik godt. Der var nogle enkelte dårlige ting, men det er der jo altid. Spørgsmål man ikke kan svare på, og tidspunkter hvor man er træt. Det er lang tid at være på,” konstaterer dagens hovedperson.

Et kvarters tid efter forsvaret er slut, overrækker Hanne Jørndrup Jørgen Skrubbeltrang bedømmelsesudvalgets seks sider lange udtalelse, hvor der bliver lagt vægt på, at det er et modigt og nyskabende ph.d.-projekt, som dog også har nogle problematikker.

Den nykårede ph.d. beståede kan nu puste ud og nyde, at hans treårige rejse er slut. Og det skal selvfølgelig fejres. Med hotdogs.

”Nu er der jo reception her, og så har jeg inviteret til hotdogs for familie og venner hjemme i privaten bagefter, så der håber vi at lave en lille fest,”erklærer den glade ph.d.’er, før vi forlader ham med et glas champagne i hånden og et bredt smil i hovedet.

Er du blevet nysgerrig på afhandlingen, der altså leger med fiktion, kan den læses her

Jørgen Skrubbeltrang i færd med at svare på et af de mange kritiske spørgsmål til hans afhandling. Foto: Mie Jensen.

Jørgen Skrubbeltrang i færd med at svare på et af de mange kritiske spørgsmål til hans afhandling. Foto: Mie Jensen.

Speak Your Mind

*