Ny kommunikationschef: Vi skal vække nysgerrighed og fortælle historier

Share

RUC’s nye kommunikation- og sekretariatschef hedder Elisabeth Hvas, og vil fortælle en ny historie om RUC. RUSK besøgte hende i hendes helt nye kontor.

hvas680-2

Kvinden med ansvaret for RUC’s brand, kommunikationschef Elisabeth Hvas. Foto: Camilla Buchardt.

“Hej! Vi skal lige være lidt stille her på gangen. Hanne Leth laver et radiointerview med P1 dernede,” hvisker RUC’s nye kommunikations- og sekretariatschef, Elisabeth Hvas, smilende.

Hun kommer listende ned af gangen og er afslappet klædt i en rød-hvid stribet sejlertrøje, jeans og løbesko. Hun peger ind på sit glaskontor og henter hurtigt en flaske vand og to glas.

Vi sætter os omkring det lille mødebord, og Elisabeth Hvas tager afslappet plads i hjørnet af lokalet, som endnu ikke har fået meget personlighed over sig, foruden en enkelt plakat på væggen. Hendes nye kontor er placeret på rektoratsgangen, hvor der lugter lidt af kaffe og kopimaskiner, og de små glaskontorer er placeret på lange rækker. Det er også her, at hendes travle hverdag begynder og slutter og har gjort det siden hendes ansættelse 1. maj. Hun er 50 år, karrierekvinde med stort K og familiemor fra forstaden.

“Søborg er mit hood. Der har jeg boet i 20 år nu,” siger hun pavestolt, selvom hun oprindelig er fra Aarhus, og fortæller videre om sine interesser:

“Jeg læser meget, og jeg kan lide at sejle. Det sådan en familieting vi gør. Hvor andre måske har et sommerhus, der har vi en båd. Det er en mellembåd på 32 fod, som vi tager rundt om Fyn, Sjælland og til Anholdt.”

“Alt det her med at brande RUC, det er de studerende jo også en aktiv del af. Jeg inviterer derfor alle til at være med til brande os, og det er de studerende på mange måder allerede.”

På kontoret er der også en række ting, som Elisabeth Hvas vægter højt i sin dagligdag:

“Jeg kan godt lide at få sat gang i noget og så få det fulgt til dørs. Det er også vigtigt for mig at få snakket, føle en energi, en entusiasme, grine og pjatte lidt.”

Selv på kommunikation og i rektoratsbygningen synes hun heldigvis, at der er tid til både at pjatte og grine lidt.

I løb fra starten

Elisabeth Hvas fortæller også tilbagelænet om de første uger på RUC, hvor hun er kommet i løb fra starten med en fyldt kalender.

“Der har ligget nogle opgaver og ventet, og det er jo fint at komme hurtigt i gang i stedet for at sidde og læse for mange papirer,” siger hun grinende.

I hendes nye stilling er kommunikation i højsædet, og vi taler os derfor ind på, hvad kommunikation i bund og grund betyder for hende  –  og det er ikke lige nemt at putte ord på. Efter en længere tænkepause giver hun alligevel sit bud:

»Det er, at vække nysgerrighed, fortælle historier og holdningspåvirke. God kommunikation gør også folk klogere, den udfordrer og kan tale til hjertet og hjernen.«

Det nye job på RUC handler for Elisabeth Hvas også om at prøve noget nyt og finde balancen mellem to ben.

“Først og fremmest havde jeg lyst til at prøve noget nyt. Og jeg føler mig privilegeret at kunne få lov til at arbejde et sted som RUC, hvor der er en masse unge mennesker, som jo er dem, der former fremtiden. Indholdet i jobbet hænger også meget godt sammen med, at jeg har et kommunikationsben og et sekretariatsben. Kunsten er så, at få dem til at supplere hinanden på den bedst mulige måde,” erklærer hun.

Det anderledes RUC  –  på den fede måde

Udover vind i sejlende og godt humør har Elisabeth Hvas også en mangeårig erfaring med sig i baggagen til RUC. Hendes lange curriculum vitae omfatter nogle tunge poster som afdelingschef i Finansministeriet (bl.a. med Lars Løkke Rasmussen som chef) i mere end 12 år, direktør i Ingeniørernes A-kasse og chefkonsulent i konsulenthuset Slotsholmen. Med sig fra sin tid i den offentlige sektor har hun også sin karrieremæssige største bedrift  –  som hun endda har foreviget på skrift i bogen ‘Kodeks for god offentlig topledelse’. Hun henter bogen fra sin reol, og viser den frem, imens hun fortæller om indholdet:

“Apropos det her med at engagere folk, betydningen af at få indkredset hvad god ledelse er, bruge billeder og skabe historier, det gjorde jeg der. Det vil jeg også gerne være med til at gøre her.”

Det er dog stadig en anelse uklart, hvad det er for nogle tiltag og historier, som hun vil skabe på RUC. Hvad kan vi egentlig forvente af Elisabeth Hvas i fremtiden?

“Det er vigtigt at holde fast i det anderledes, for ellers kan det være lige meget. Så kan vi være det vi startede med at være, et aflastningsuniversitet for KU, men det er ikke hvad RUC skal være. Man kan godt være anderledes på den fede måde.”

Hun mener selv, at hendes mission er at styrke billedet af RUC som et universitet, der sætter dagsordenen, både når det kommer til eksempelvis ny samfundsrelevant forskning og udvikling af nye moderne undervisningsformer. Hun er derfor heller ikke i tvivl om, hvilket aftryk hun ønsker at sætte.

”Jeg vil gerne være med til at fortælle en historie om det nye RUC, om det RUC som er der nu, og det som kommer. Der er meget fokus på beskæftigelseskravet, tal for ansøgere og karaktergennemsnit. Men universitetet handler om meget mere end det. Vi skal uddanne mennesker, der løser vigtige samfundsproblemer. Og så skal vi også formidle den entusiasme og energi, der er på et universitet,” konstaterer hun.

Kommunikationschefens mission harmonerer sjovt nok meget fint med hendes chefs

Historierne og billedet af RUC findes i dag i mange forskellige versioner, alt efter hvem man spørger. Spørgsmålet er, om en god historie er nok til at afdække RUC’s styrker og svagheder, og ikke mindst tegne et nyt billede af RUC til omverdenen. Heldigvis har Elisabeth Hvas også en ide om, hvor den nye historie skal begynde, og hvad den skal indeholde.

”Det er en udfordring for RUC, og har længe været det, at vi har så mange kombinationsmuligheder. Det jo også en styrke, men kommunikativt kan det godt være en udfordring. Hvad er det så lige man kan, når man er færdig, og når man ikke bliver uddannet som jurist eller læge? Så er det noget andet  –  at man fx bliver ekspert i at navigere i krydsfeltet mellem miljøplanlægning og projektledelse, eller kan få job i FN og arbejde med menneskerettigheder ved at kombinere Filosofi og Internationae Udviklingsstudier  –  og det skal vi blive skarpere på at kommunikere om,” forklarer hun.

Kombistrukturen er også under forandring. Læs hvorfor i rektoratets blog

Netop det andet er ofte et billede, som hænger ved, når der tales om RUC. Her har Elisabeth Hvas en klar holdning til, hvordan vi skal håndtere det, at være anderledes:

“Det er vigtigt at holde fast i det anderledes, for ellers kan det være lige meget. Så kan vi være det vi startede med at være, et aflastningsuniversitet for KU, men det er ikke hvad RUC skal være. Man kan godt være anderledes på den fede måde.”

Det er bare ikke så lige til, at gøre RUC anderledes på den fede måde. Hun henviser derfor til en ny kampagne, som RUC lige har søsat, men møder dog hurtigt et par uforstående øjne. Hun vender sig straks og peger op på den førnævnte plakat, der hænger bag hende.

Den famøse plakat, som er en af mange plakater, der er blevet fremstillet i forbindelse med den seneste kampagne. Foto: Camilla Buchardt.

Den famøse plakat, som er en af mange plakater, der er blevet fremstillet i forbindelse med den seneste kampagne. Foto: Camilla Buchardt.

“Har du ikke set den?!” udbryder hun:

“Den skal du kende! Som et led i rekrutteringsindsatsen har vi besluttet, at lave en målrettet kampagne, så vi kan blive skarpere på, hvad det er man kan som RUC’er.”

Kampagnen har, med sin kontante titel ”Hvad er problemet?”, til hensigt at fremstille RUC’ere som problemløsere i forskellige stillinger. For kommunikationschefen handler det også om at gøre RUC mere tilgængelig for omverdenen. Det handler om at reducere kompleksitet, og det ligger højt på Elisabeth Hvas’ dagsorden.

Se og læs mere om kampagnen her

“Noget af det, der foregår på et universitet, kan være svært tilgængeligt for omverdenen. En af de ting, der skal arbejdes med er, at få tydeliggjort, at projektarbejdsformen er et RUC-brand, som adskiller sig fra andre universiteter.” uddyber hun.

På falderebet får Elisabeth Hvas også muligheden for at knytte en kommentar til de studerende.

”Alt det her med at brande RUC, det er de studerende jo også en aktiv del af. Jeg inviterer derfor alle til at være med til brande os, ved f.eks. at deltage i projekter eller medvirke i vores kampagner, og det er de studerende på mange måder allerede.”

RUC’s kommunikation har fået ny kaptajn ved roret. Kursen har hun allerede lagt, men for hende er det lige så vigtigt, at få de studerende med om bord.

hvas680-1

Comments

  1. Alexander Bardenfloht says:

    Uenig i at Roskilde Universitet skal holde fast i at være “anderledes” for dets egen skyld. Det handler om at finde ud af, hvad der virker og hvorfor det virker. Og det kan meget vel være noget andet end det, der virker for andre og andre steder – fordi målet kan være et andet. Definér det. Opnå det.

    Roskilde Universitet havde med en ny kommunikationschef mulighed for at starte på en frisk og ryste 70ér udtrykket af sig. Og gøre op med fordomme om RUC-studerende. Men nu er det jo sådan med fordomme, at de også gerne indeholder en vis sandhed. Og en del af potentialet ved fortællinger er netop, at de kan ændre selvforståelsen hos dem, de handler om – indefra og ud. Men det virker som om, at man i Roskilde Universitets ledelse ønsker at holde fast i den gamle fortælling om universitetscentret på marken som et 2. rangs universitet. Et universitetscenter, der er kendt for nogle helt suverænt dygtige og selvstændige kandidater – men som primært er kendt for en stor del forvirrede og middelmådige studerende, som muligvis slet ikke skulle gå på universitetet. Det er jo sandheden. Og det er den slags virkeligheder, som god branding kan ændre på. Udefra og ind.

    Med en ny visuelt linje på Roskilde Universitet havde man for nylig muligheden for at skille sig ud som et progressivt og nytænkende universitet. Men dialogen med E-types synes at have handlet om at holde fast i det gamle med en strejf af forandring. En ny font. Vildt. Samtidig har man valgt at holde fast i den pædagogiske farvelade som en anden børneinstitution. Og man har valgt at holde fast i betegnelsen Center i forkortelsen RUC.

    Det nye brand kommer til at tiltrække de samme studerende. Men det er måske også meningen, ærligt?

    The irony.

Speak Your Mind

*