Enkelte svipsere i den bæredygtige RUCamp

Share

RUCampen på Roskilde Festival har bæredygtighed som tema og giver bl.a. folk til opgave at iklæde sig ’Anything but Clothes’  –  alt andet end tøj. Selv om lejren er gennemført, når det kommer til sit bæredygtige tema, halter det dog enkelte gange med afviklingen.

Den stolte ansvarlige for RUC-campen 2014. Foto: Oliver Alexander Nyberg.

Den stolte ansvarlige for RUC-campen 2014. Foto: Oliver Alexander Nyberg.

Tirsdag eftermiddag går det stille og roligt for sig i ‘RUCampen’, der er én ud af tre lejre, der igennem Studenterrådet hver har modtaget 25000 kr. af RUC. Klokken er også kun 14:00, og vi befinder os dermed stadig i den passive fase af Roskildegængerens aktivitetscyklus, hvor gårsdagens tømmermænd endnu ikke vil vige for en gryende eftermiddagsbrandert.

Hyun Kirkegaard hører til en af de mere vågne RUC’ere i lejren,  og RUSK finder ham i en campingstol med en reparationsbajer ved hånden. Selvom lejrens indbyggere har spor efter tæt ved tre dages Roskilde Festival, har lejren næsten intet affald, og den virker i det hele taget mere ryddelig, end hvad man normalt forventer af en Roskilde-lejr.

”Selvom vi er på Roskilde, kan en camp godt se lækker ud. Det har også betydning for hyggen”, forklarer Huyn Kirkegaard, der til daglig læser Kommunikation og Informatik.

Læs også: RUC RISK på Roskilde  –  da universitetsdirektøren kom forbi

Han er projekt- og byggeansvarlig forRUC-campen og har lagt over tre ugers fuldtidsarbejde i tilblivelsen og afviklingen af lejren, primært sammen med tre andre RUC’ere. Den færdige lejr er en del af Roskilde Festivals såkaldte Dream City, hvor særligt engagerede festivalgængere har haft udvidede muligheder for at bygge deres drømmelejr siden d. 29. marts.

Det netværk, du skaber her er superstærkt. Og det er en del af at gå på universitetet, især på RUC.

Lejrens særlige fokus på affald og bæredygtighed afspejler sig i dens mest prominente særpræg: Et flere meter højt udkigstårn, der fungerer som kombineret musikpodie, solpanel og vindmølle. Bag alt det tekniske står kyndige hænder fra Humtek.

Det superstærke netværk

”Det er lidt som rus-vejledningen”, forklarer Hyun Kirkegaard, og uddyber:

”Vi har et kæmpe netværk, vi prøver at fange ind. For eksempel har nogle IT-guruer fra Humtek hjulpet med anlæg og strøm”.

Læs mere om RUC-aktiviteterne på årets Roskilde Festival

Og sammenligningen med rus-vejledningen er ikke ramt helt ved siden af. Faktisk er det primært rus-vejlederne fra Humtek, der står bag planlægningen af lejren, ligesom den i øjeblikket primært er besøgt af deres tidligere ruslinge. Tirsag aftens planlagte ABC-fest  –  som i Anything But Clothes  –   stammer også fra et fast indslag i rus-perioden med samme navn.  Og i kraft af dens tydelige tilstedeværelse, har lejren endda haft besøg af nysgerrige, der ville have lidt studievejledning. Hyun Kirkegaard mener dog, at lejren er mere end en udvidet rus-periode.

”Det her er ikke forlængelse af rus-turen. Det netværk, du skaber her er superstærkt. Og det er en del af at gå på universitetet, især på RUC”, siger han.

Som de fleste Roskilde-lejre fungerer RUCampen med en vis fleksibilitet i sit fastlagte skema. RUSK får derfor lovning på at modtage en SMS, når ABC-konkurrencen bliver afviklet. Den besked lader dog vente på sig, og da vi besøger lejren ved 20:00-tiden er den blevet udskudt på ubestemt tid. Det bliver aldrig klart, hvornår, ABC-konkurrencen egentligt findersted, men Hyun Kierkegaard fortæller siden, at konkurrencen skam blev afviklet, selvom konceptet desværre ”røg ret hurtigt”.

Så har lejren til gengæld mere held med deres øvrige aktiviteter, f.eks. ’Skraldebasket’, hvor deltagerne får til opgave at ramme en indkøbsvogn med det skrald, de kan finde i området. Og onsdag afholder lejren en stort opsat fest med et større parti af knæklys, og hvor udkigstårnet leverer lyd og lys til pladsen foran lejren.

”Folk har virkeligt spyttet”, siger Hyun Kirkegaard og fortsætter:

”Men det er også det, det kræver, hvis det skal være ordentligt”.

Kurven blev godt opdækket til skraldebasket i RUCamp. Foto: Hyun Kirkegaard.

Kurven blev godt opdækket til skraldebasket i RUCamp. Foto: Hyun Kirkegaard.

Højt humør i RUCamp. Foto: Hyun Kirkegaard.

Højt humør i RUCamp. Foto: Hyun Kirkegaard.

Speak Your Mind

*