Danset frokost tiltrak nysgerrige ikke-RUC’ere

Share

Af alle de RUC-events RUSK overværede på Roskilde Festival var det såkaldte RUC Lunchbeat torsdag middag det umiddelbart succesfulde. Det tiltrak opmærksomhed  –  også fra folk, der ikke var fra RUC.

Kan man danse, mens man spiser? Sagtens. Det er hele konceptet bag Lunchbeat KBH, der på Roskilde Festival havde lånt sig selv til RUc. Foto: Rasmus Thirup Beck

Kan man danse, mens man spiser? Sagtens. Det er hele konceptet bag Lunchbeat KBH, der på Roskilde Festival havde lånt sig selv til RUc. Foto: Rasmus Thirup Beck

En sandwich i den ene hånd, en vand i den anden og så fuld gang i danseskoene. Det var oplægget til RUC Lunchbeat torsdag klokken 12 på Roskilde Festival. RUC leverede sandwichene og vandflasker med RUC-logo, Lunchbeat KBH  –  der bl.a. består af RUC’ere  –  leverede ideen, og det for Roskilde festival-gæster velkendte mobile lydsystem LUKSUS leverede musikken.

Og det virkede. Godt ansporet af gratis frokost blev folk trukket til og dansede sig igennem deres måltid. RUC-bannere (også oppe imellem de cool DJ’s), en strategisk parkeret rød RUC-bil og arrangøreres mintgrønne RUC-t-shirts sørgede for at minde dem om, hvem folkene bag var.

Jeg synes, at det er okay. Det er i hvert fald enormt fedt at se RUC’s bannere her på pladsen.

–  Universitetsdirektør Peter Lauritzen

Universitetsdirektør Peter Lauritzen lød da også tilfreds, da han blev bedt om at vurdere arrangementet. Han var kommet til festivalen med sin søn midt i ferien for at se, hvad nogle af de 75.000 kroner fra rektors udviklingspulje var gået til.

“Jeg synes, at det er okay. Det er i hvert fald enormt fedt at se RUC’s bannere her på pladsen. Om det så virker eller ej, synes jeg det er svært at vurdere”, konstaterede han over sin egen sandwich og en let vippende højrefod.

Læs også: RUC vil gnubbe sig op af Roskilde Festivals brand

Vurderet på hvem der rent faktisk dansede, var der i hvert fald en vis gennemslagskraft over eventet. Mens de tre såkaldte ‘RUC Eventcamps’ primært var besøgt af RUC’ere, så viste en hurtig stikprøve nemlig, at de allerfleste her var ikke-RUC’ere.

Læs om event-lejrene her

Universitetsdirektør Peter Lauritzen besøgte Roskilde Festival torsdag  -  bl.a. for at besøge nogle af de lejre, som han via Rektors udviklingspulje havde givet penge til. Foto: Rasmus Thirup Beck

Universitetsdirektør Peter Lauritzen besøgte Roskilde Festival torsdag – bl.a. for at besøge nogle af de lejre, som han via Rektors udviklingspulje havde givet penge til. Foto: Rasmus Thirup Beck

Det var dog så som så med det, man kan kalde aktiv interesse for RUC. De to udkommanderede studievejledere Camilla Lang og Sofie Naver Markussen kunne fra deres plads lidt uden for det støvede dansegulv i hvert fald berette om meget få RUC-relaterede spørgsmål fra de potentielle nye studerede, Peter Lauritzen & co havde i tankerne med festival-satsningen.

“Vi får rigtigt mange dumme spørgsmål. “Hvor er toiletterne?” “Hvor kan man købe bolde?” og så videre. Jeg tror faktisk kun, at vi har fået et RUC-spørgsmål”, konstaterede Camilla Lang.

Derudover var der mange spørgsmål fra eksisterende RUC’ere, og Sofie Naver Markussen tror også, at Roskilde-tilstedeværelsen vil generere flere spørgsmål udefra efter festivalen:

“Jeg tror, der er mange, der nu tænker over, at vi findes, bare fordi vi er her”.

Også arrangørerne var nogenlunde tilfredse. Deres mål var, som Julie Wittrock fra Lunchbeat KBH forklarede, “at skabe opmærksomhed om os og RUC og at skabe glæde”.

“Men jeg synes godt, at folk kunne have danset noget mere. Jeg tror, de er trætte. Det blev mere lunch end beat”, konstaterede hun med et smil.

Den klassiske RUC-bil, midt på Roskilde Festivals campingområde. Foto: Rasmus Thirup Beck

Den klassiske RUC-bil, midt på Roskilde Festivals campingområde. Foto: Rasmus Thirup Beck

 

Speak Your Mind

*