Ministerdebat: “Hvem ville ikke gerne have flere penge?”

Share

Torsdag d. 27/02 kom uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen på besøg til Kvalitetsdebat på RUC. I den forbindelse måtte hun svare på mange kritiske spørgsmål fra de fremmødte RUC’ere.

Der var helt fyldt op i Studenerhuset, hvor studerende og fastansatte både kunne måde en relativt nyudnævnt uddannelsesminister og en helt nyudnævnt rektor. Foto: Eva Jørgensen.

Der var helt fyldt op i Studenerhuset, hvor studerende og fastansatte både kunne måde en relativt nyudnævnt uddannelsesminister og en helt nyudnævnt rektor. Foto: Eva Jørgensen.

Omkring middagstid er vi omtrent 150 mennesker stuvet sammen i Studenterhusets cafeområde, hvor der for enden af lokalet er lavet et lille podie med plads til 3 debattører og en ordstyrer, der i dag udgøres af Silas Harrebye, adjunkt på Institut for Samfund og Globalisering. Foruden ministeren er RUC’s prorektor, og kommende rektor, Hanne Leth Andersen, samt formanden for Studenterrådet Drude Rohde sat i de varme sæder. Der bliver serveret kaffe til de fremmødte, der siddende og stående udfylder hele Studenterhusets cafe, og hele seancen har opnået den besynderlige fornemmelse af formalitet og særsyn, som kendetegner en vaskeægte politisk debat. Størstedelen af de fremmødte er studerende, men siddepladserne optages også for en betydelig del af mænd og kvinder, der, må man håbe, for længst har overstået deres uddannelse. Et godt bud er, at omtrent en fjerdedel af deltagerne består af en blanding af undervisere og administrativt personale på RUC, samt enkelte journalister, der lurer i krogene.

Nej tak til brugerbetaling

På tapetet er spørgsmålet om, hvordan man bedst sikrer, at de studerende får en uddannelse af høj kvalitet, og om politikernes foreløbige tiltag virker efter hensigten. Det var Morten Østergaard, der i december kom med den opsigtsvækkende udmelding, at et ubestemt antal studier måtte forventes at lukke i forbindelse med regeringens planlagte uddannelsesreform. Siden har repræsentanter fra både uddannelses- og erhvervssektoren udtalt sig flittigt  –  senest om, hvorvidt Akkrediteringsinstitutionen anvender relevante kriterier for at vurdere studiernes arbejdsmarkedsrelevans. Og alt imens tæller uret ned til, at Morten Østergaards Kvalitetsudvalg i marts kommer med første halvdel af to delrapporter, der indeholder konkrete forslag til den kommende uddannelsesreform.

Det er Sofie Carsten Nielsen, der åbner debatten, og hun lægger kritisk ud ved at opridse nogle af de udfordringer, uddannelsessektoren står overfor; blandt andet nævner hun, at et bekymrende antal studerende ikke er i nærheden af at kunne kaldes ”fuldtidsstuderende”. Hun ser gerne, at de studerende tager et større ansvar for at investere sig i deres uddannelser og derigennem får mulighed for at forkorte længden af deres studietid. Hun understreger, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng imellem længde og kvalitet af uddannelse, tværtimod.

”For mig handler kvalitet også om intensitet”, understreger hun.

Prorektor Hanne Leth Andersen vælger i stedet at åbne ved at sætte uddannelse i et internationalt perspektiv. Hun mener, at vi i Vesten er ”trængt”, og at vi derfor i højere grad er begyndt at kontrollere, hvad vi foretager os. Konsekvensen af denne strategi kan de asiatiske udvekslingsstuderende fortælle om, da de i stor stil rejser hertil for at opleve et mere åbent og gruppeorienteret uddannelsesmiljø. Derfor mener Hanne Leth Andersen, at det er synd, at ministeren tilsyneladende er kommet til RUC for at forsvare regeringens fremdriftsreform.

Studenterrådets Drude Rohde fremstår fra begyndelsen som langt mere konfronterende over for ministeren og vælger at sætte økonomi og nedskæringer på dagsordenen. Hun understreger kritisk, at kvalitet ikke er lig med fire timers ugentlig undervisning og overopfyldte undervisningshold. Hun giver heller ikke meget for ministerens planer om at udrette mere med de samme midler, men betragter det snarere som velsmurte politiske formuleringer:

”Jeg har selv gået på politik og administration, hvor man lærer at spare uden at offentligheden opdager det”, siger hun og fremprovokerer latter i lokalet.

Hun spørger direkte ministeren, om vi kan forvente brugerbetaling på universiteterne, og til det svarer Sofie Carsten Nielsen klart: ”Brugerbetaling  –  nej tak”, hvilket næsten formår at lokke et bifald ud af de fremmødte. Hun henviser til Produktivitetskommissionens skarpe kritik af uddannelsessystemet fra 2013, men fastslår, at Produktivitetskommissionen ikke dikterer hendes holdning, og at der ikke kommer brugerbetaling på universiteterne, så længe hun er minister.

To afleveringer og et ryk

Således er vi godt opvarmet, da der åbnes for spørgsmål. Der bliver spurgt til, hvad man fra politisk hold vil gøre for at sænke dimittend-ledigheden, og institutleder for ENSPAC, Jørgen Ole Bærenholdt, kritiserer ministeren for tidligere på måneden at være gået med på Akkrediteringsinstitutionens præmis om at bruge aftagerpaneler som kriterium for, om en uddannelse er arbejdsmarkedsrelevant eller ej. Han spørger, muligvis retorisk, hvordan vi fremadrettet får et bedre debatniveau.

Ministeren giver på begge fronter spørgsmålene videre. Hun mener, at når samfundet vælger at give nogen en femårig uddannelse, så må det være uddannelsesinstitutionen, der sørger for, at man er kvalificeret til at få et arbejde. Dimittend-ledigheden er altså først og fremmest et problem, der skal løses på de relevante uddannelsesinstitutioner. Og til Jørgen Ole Bærenholdts spørgsmål lukker ministeren af ved at fastslå, at Akkrediteringsinstitutionen må stå inde for egne udtalelser:

”Jeg synes selv, Akkrediteringsinstitutionen meldte ekstremt hårdt ud, men I må tage diskussionen med dem”, siger hun.

De tre paneldeltagere får på skift igen ordet, og det er Drude Rohde, der denne gang taler først. Hun forstår ikke ministerens efterlysning af, at de studerende tager mere ansvar for deres uddannelse, for hun ser dagligt, at de studerende knokler og gør alt, hvad de kan på deres studie. Hun mener ikke, at studierne skal indrettes efter arbejdsmarkedet, men spørger om man ikke i stedet burde indrette studierne efter de studerende, da de har det bedste kendskab til progressionen i studiet. Derefter rykker hun igen for, at universitetet får tilført flere midler. Hun fortæller, hvordan det kan opleves at have undervisning, når universitetet ikke besidder de nødvendige ressourcer:

”Jeg har oplevet, at vi sad i en vandpyt på gulvet i en uge  –  vi endte med at være syge alle sammen”, fortæller hun, og der udbryder igen latter i lokalet, selvom historien som sådan er ment i alvor.

Hanne Leth Andersen kritiserer, på linje med Jørgen Ole Bærenholdt, akkrediteringen af uddannelserne. Hun fortæller, at hun har hørt akkrediteringseksperter sige, at der findes uddannelser, der er bedre end dem, der i øjeblikket bliver akkrediteret  –  de var bare ikke bedre ifølge de opstillede kriterier.

Den kritik svarer Sofie Carsten Nielsen, som man måske kunne forvente, ikke på. Hun har allerede tidligere over for Jørgen Ole Bærenholdt afvist at tage ansvar for Akkrediteringsinstitutionens konkrete arbejde, og hun fokuserer i stedet på Drude Rohdes kritik. Ministeren fastslår, at det ikke er muligt at indrette studierne udelukkende efter de studerendes ønsker og desuden, at tingene må kunne lade sig gøre ”inden for de eksisterende rammer”, hvilket direkte kan oversættes til ”for de samme penge”:

”Hvem ville ikke gerne have flere penge?”, spørger hun retorisk og fortsætter: ”Det ville jeg også gerne selv. Vi bliver bare nødt til at opstille et dogme, der hedder ’Det får vi ikke’ ”

Dermed er der ikke udsigt til, at universiteterne skal have tilført flere midler. Mange var nok også blevet overrasket, hvis ministeren havde udmeldt noget andet. Ikke mindst Hanne Leth Andersen, der heller ikke har samme udgangspunkt som Drude Rohde:

”Jeg beder faktisk ikke om flere penge. Jeg vil bare ikke bruge dem, vi får, på administration men i stedet på noget konstruktivt”, siger hun, hvorefter lokalet kvitterer med et stærkt bifald.

Skuffede Marxister

Vi er nu en time inde i debatten. Omkring dørene er der konstant en vis gennemstrømning, efterhånden som studerende og ansatte på skift er nødsaget til at vende tilbage til universitetets virkelighed med undervisning og arbejde. Omtrent en fjerdel af tilhørerne i lokalet er forsvundet, da Kasper Risbjerg Eskildsen fra institut for Kultur og Identitet stiller det næste spørgsmål, der mest har form af en kommentar.

Han peger ligesom Hanne Leth Andersen på, at de stigende krav til dokumentation og kontrol på universiteterne også medfører stigende udgifter. Desuden anfører han, at dokumentation forudsætter, at studierne indrettes sådan, at de overhovedet kan dokumenteres, hvilket direkte kan modarbejde målsætningen om at uddanne fleksible og bredt kvalificerede studerende.

Studenterrådets Akademisk Rådsformand, Therese Cederberg Nielsen, maner herefter til, at man ikke glemmer den sociale mobilitet i uddannelsespolitikken, og som den sidste kommentar fortæller Rasmus Jeppesen fra Marxistiske Studerende, at han gerne vil give en garanti for, at vi får højere kvalitet på uddannelserne, hvis politikerne vil give garanti for, at der kommer massive investeringer. Det er med andre ord igen økonomiske spørgsmål, der optager de fremmødte studerende.

Sofie Carsten Nielsen understreger, at kvalitetsreformen ikke er tænkt som en spareøvelse, hvilket hun igen kæder sammen med udelukkelsen af brugerbetaling. Ministeren fortæller, at der i dag ikke er forskel på den sociale baggrund for de studerende, der bliver forsinkede og dem, der ikke gør det, hvilket hun ser som en god indikator på, at den sociale mobilitet er sund.

Hun gør sig dog ikke meget besvær for at forsone sig med Rasmus Jeppesen.

”Det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke skuffede Marxistiske Studerende”, svarer hun nøgternt, og udløser latter i lokalet.

Debatten er ved at nå sin afslutning, og Drude Rohde bruger sin sidste taletid på at opfordre til, at man fjerner de administrative barrierer for de studerende i stedet for at tvinge dem igennem studierne.

Hanne Leth Andersen slutter i et mere forsonende leje:

”Sofie sagde, at politik er en forhandling  –  det er uddannelse også”, afslutter hun, og modtager et anerkendende nik fra ministeren.

Spørgelysten var stor da uddannelsesministeren stillede op til debat. Foto: Eva Jørgensen.

Spørgelysten var stor da uddannelsesministeren stillede op til debat. Foto: Eva Jørgensen.

Speak Your Mind

*