Historiens årsfester: Lokumsdruk, strip og ulykker

Share

Det begyndte småt, voksede sig så alt for stort og vildt – og indimellem blev der skrevet et hav af anekdoter om RUC’s Årsfest. 

197552_186562494719772_3887062_n

Beskeden (kedelig) begyndelse

1976 blev året, hvor den første årsfest på RUC løb af stablen. På daværende tidspunkt, blot fire år efter RUC’s grundlæggelse, var årsfesten af noget beskeden karakter: Der var blot et enkelt telt, der dannede ramme om RUC-revyen og lidt simpel festivitas for særligt indbudte og æresdoktorer. Siden blev der åbnet op for flere deltagere, men festen foregik fortsat centralt om dette ene telt indtil midten af 1980’erne, hvor hvert hus fik til ansvar at indbyde til fest.

Det stikker af

Husene var nu omdrejningspunktet for årsfesten, hvilket forblev en tradition i mange år. Der var ingen restriktioner på, hvor lang tid festerne i husene måtte vare, og hvert hus forsøgte med alle mulige koncepter at tiltrække så mange mennesker som muligt for på den måde at skrabe gysser sammen til huskassen. Med gratis adgang for alle, såvel RUC’ere som gæster, voksede RUC’s snart både berømte og berygtede årsfest sig større og større, og omkring år 2000 lå deltagerantallet oppe på omkring 15.000 gæster.

Skudelokum, øretæver, Jade-Laila  –  og brandfare

I 1999 lå husene i benhård konkurrence for at lokke flest mennesker til. Hus 9.1 havde lavet et ”skudelokum”, hvor man kunne tragte ”Fregatten Jylland”-guldøl igennem cisternen på et IFÖ toilet. Ærkefjenden, hus 9.2, havde sørget for lummert ”Boogie Nights”-tema med halvnøgen servering, Ron Jeremy (berømt pornostjerne)-cocktail og et særligt ”Fight Club” lokale, hvor man kunne stikke sine venner en på hatten. Der var en del blå øjne, sårede knoer og ømme gummer næste morgen.

Begge barer blev i løbet af natten stormløbet af et hobetal af opstemte mænd fra en af CAT-barakkerne, som brandmyndighederne havde evakueret på grund af nedstyrtningsfare. Ovre i CAT-barakkerne var det nemlig lykkedes dem at få hyret Jade-Laila fra den populære docu-soap ”Stripperkongens piger”, der blev sendt på TV-Danmark i de år, til at strippe, hvilket var blevet noget af et tilløbsstykke – brandmyndighederne fandt mere end 500 mennesker i lokaler kun godkendt til 150. Barerne i mange af husene spærrede desuden for nødudgangene.

Dette var året efter den store diskoteksbrand i Göteborg i 1998, hvor der opstod ildebrand i et lokale med 375 unge, der kun var godkendt til 150 mennesker, og hvor 63 omkom, hvilket nok har haft sin indvirkning på, at brandsikkerheden på RUC blev taget ret alvorligt.

Røvere i ovnen

189483_186562434719778_8124000_n

Er det en elg? Set i 2011.

Årsfesten 1999 var mere end strip og sure brandfolk. I et af husene kørte det derudad med indtjening til huskassen i en sådan grad, at pengesedlerne hvirvlede omkring omme bag baren i mangel på opbevaringsplads. Snedigt var der en, der fik den idé at gemme pengesedlerne i barens ovn, som ikke var i brug. Nok blev der ikke tændt op i ovnen, men i nattens mulm og mørke opdagede bartenderne til gengæld pludselig, at nogle banditter rodede i ovnen og i fuld fart løb af sted med favnen fuld af pengesedlerne. I det slow-motion tempo, man nu opdager ting, når man har drukket tæt hele natten, nåede bartenderne aldrig at fange gerningsmændene før, de var væk. Røveriet blev aldrig opklaret, og den ellers så lovende bar gik i underskud.

Ulykkerne

I 2000 tog årsfestens begivenheder en alvorlig drejning, da en 26-årig mand på vej hjem fra festen blev ramt af en bil og omkom på stedet. Denne ulykkelige episode bar RUC naturligvis ikke ansvar for, men i medierne blev RUC’s vilde årsfest alligevel kædet sammen dermed.

Årsfesterne var på dette tidspunkt kendt over det halve af Sjælland og også folk uden nogen form for tilknytning til RUC kom for at deltage i denne ”mini-Roskilde festival”. Trængslen var så enorm, at festerne var begyndt at få politiets bevågenhed. Allerede i 1996 havde den lokale beredskabsmyndighed udtrykt skepsis vedrørende sikkerhedsforholdene. I 1997 indførte man derfor ”orangevagterne”  –  frivillige, ædruelige RUC’ere, som vi kender dem i dag, der, udrustet med tællere, skulle holde øje med overbelastningen af mennesker i husene og i det hele taget holde øje med, at alt forløb i god ro og orden.

Ikke desto mindre faldt en fyr ud af et vindue fra 1.sal i en af CAT-bygningerne i slutningen af 1990’erne. Han overlevede, men slog hovedet og fik alvorlige følger af ulykken. Trængslen var fortsat stor til festerne og udover en tvivlsom brandsikkerhed påpegedes også risikoen for nedtrampning som stor.

Kontrollen kommer

I det hele taget mentes det fra flere hold, at festlighederne var gået over gevind, og især fra år 2003 begyndte man at skærpe reglerne både for deltagelse, og reglerne for, hvor lang tid, man måtte feste i husene. Campus blev desuden omringet af hegn til den årlige begivenhed.

Den større kontrol har dog ikke sat en stopper for, at RUC’s årsfest er et stort tilløbsstykke med gennemsnitligt 7000 deltagende, blandt andet takket være en dedikeret gruppe af frivillige RUC’ere (den såkaldte Kamarilla-forening), der lægger et imponerende arbejde i at få festen op og stå.

Der sker også fortsat mange vilde ting rundt omkring. I 2010 fik en pige, der lettede sin nødtørft i en toiletvogn, en snurretur, da nogle feststemte mennesker valgte at vælte vognen. Resultatet var, at hele toilettets indhold blev tømt ud over pigen, som skyndte sig at flygte i skam.

I 2011 var der 11 barer, 7500 liter øl, 550 flasker sprut, 4 scener, 9 dansegulv og 17 musiknavne. I 2012 sponsorerede Mentos kassevis af mentos-produkter, som med garanti betød ekstra freeeshness til folket.

Hvad mon 2013 har at byde på?!

Hvad er det med den elg?

”Elgen kommer” siges det, når årsfesten er på trapperne. Det virker som sort snak.

Men i tidernes morgen sad en flok stenede RUC’ere og legede med RUC’s logo (som forestiller en fin og yndig koral), og da de tippede den en omgang til venstre, fremkom det sureste, ondeste elghoved. Straks blev elgen symbolet på årsfesten  –  symbolet på, at noget vildt er på vej.

Elgen er da også en ordentlig krabat. Det er verdens største hjortedyr og vejer mellem 500-800 kilo, kan blive op til tre meter lang og to meter høj. Elgene er ivrige efter at komme til Danmark: For blot fire år siden svømmede en elgko over Øresund (direkte kurs mod Roskilde) og i 1999-2000 levede en elg i Nordsjælland i omkring 10 måneder, inden et ubarmhjertigt Intercitytog mejede den ned. En dansk professor mener, at verdens største hjortedyr, efter 4.500 års fravær, sandsynligvis er på vej tilbage til Danmarks natur.

Han skulle bare vide, at den allerede har betrådt Marbjerg Mark i Trekroner de sidste mange år!

Skærmbillede 2013-09-18 kl. 12.12.06

Speak Your Mind

*