92 procent færre cigaretskod omkring kantinen på bare én måned

Share

RUC er nu en cigaret-tube, kokosnød-askebægre og snakkende skraldespande rigere, imens kantineområdet er 92 procent cigaretter fattigere. Det kan de takke Rosen Lozev for. Han har gennemført en Cleaning Campaign på RUC, og det med gode resultater.

Rozen er en dedikeret mand. han har brugt 10.000 af sine egne kroner på at bekæmpe skrald på¨RUC's campus. Foto: Louise Akselsen.

Rosen Lozev er en dedikeret mand. Han har brugt 10.000 af sine egne kroner på at bekæmpe skrald på RUC’s campus. Foto: Louise Akselsen.

“Hvis nogen fortæller mig, at det ikke er muligt, vil jeg gøre det muligt.”

Sådan siger den hårdtarbejdende studerende, Rosen Lozev, der med sin Cleaning Campaign reducerede antallet af cigaretskod markant, selvom de færreste troede på, at det var muligt.

Har du været på campus de sidste fire måneder, har du helt sikkert bemærket kampagnen. Måske læste du også om Rosen Lozev i RUSK’s artikel i foråret, hvor han kunne fortælle, at han i en radius på fem meter fra væggen rundt om RUC’s kantine havde opsamlet 4749 cigaretskod, og bare en uge efter lå der 2109 skod. Det var i november 2013.

Læs RUSK’s første artikel om Rosen Lozevs skodspeciale

I over et år har han været i fuld gang med sin afhandling, hvor formålet var at reducere antallet af cigaretskod med 90 procent i førnævnte område på en måned. Og det er gået glimrende. Rosen Lozev har nemlig formået at reducere antallet med hele 92 procent.

”Mine undersøgelser viste, at der hver eneste uge blev smidt omkring 2000 cigaretskod i samme område. Da jeg startede kampagnen i maj måned, satte jeg en cigaret-tube op, hvor jeg lagde skoddene i, og hver efterfølgende uge lavede jeg nye tiltag og samlede cigaretskod sammen igen. Det endte med et antal på 95,” fortæller Rosen Lozev stolt.

Det gør mig endnu mere glad, når folk kommer forbi med et smil eller et kram og viser, at de sætter pris på mit arbejde.

Med cigaret-tuben var det muligt at se kampagnens fremskridt, og det skabte stor opmærksomhed blandt de studerende, især fordi Rosen Lozev sørgede for at gå rundt og samle skoddene i dagtimerne.

Tuben var meget multifunktionel; den skabte opmærksomhed, den indeholdt lomme-askebægre, og den havde en kommentar-bog, hvor folk kunne give feedback til hele projektet. Rosen Lozev har nemlig især taget imod gode råd til kampagnen fra de studerende selv.

Snakkende skraldespande og simple askebægre

Foruden cigaret-tuben lavede Rosen Lozev flere forskellige tiltag rundt omkring på campus. Målet var at give rygerne de rigtige faciliteter:

”Du kan ikke forvente, at rygere vil gå 200 meter for at finde et sted at smide deres cigaretskod. Derfor lavede jeg forskellige tiltag for at give rygerne gode faciliteter. Eksempelvis kokosnød-askebægre, som folk var helt vilde med. De stjal dem endda for at have dem derhjemme,” fortæller han grinende.

Engager dig og følg med i Rosens arbejde her

Et andet initiativ var opstillingen af snakkende skraldespande rundt omkring på campus. Hvis du smider et skod i skraldespanden, vil den svare dig med ”Thank you for your butt” eller synge ”I like big butts and I cannot lie”. Og som et ekstra plus, spytter skraldespanden et lille stykke slik ud.

Endnu et tiltag var de såkaldte lomme-askebægre, der gør det muligt at gå rundt med et askebæger i lommen, hvis der ikke er en skraldespand i nærheden. Rosen Lozev købte 500 af dem ind, og han har løbende givet dem ud til de studerende:

”For et par dage siden så jeg en fyr, der gik rundt omkring med sit cigaretskod for at finde en skraldespand. Jeg sagde ”Hey ven, her har du et lomme-askebæger”, og han blev meget glad. Under rusperioden har jeg også foræret det til omkring 200 nye studerende, og de har stået til rådighed ved cigaret-tuben.”

Skodgrafitti. Foto: Louise Akselsen.

Skodgrafitti. Foto: Louise Akselsen.

Den studerende lader altså til at have fundet den rigtige måde at ændre folks adfærd på. Han tror ikke på simple flyers med en masse tekst, men på kreative og anderledes tiltag:

”Skilte og flyers er ikke så effektive. Hvis du bare spreder 200 flyers, vil folk være ligeglade, og tingene vil være ved det samme. Det er især vigtigt på et universitet med unge mennesker at komme med positive beskeder, bruge en masse farver, smileys og lignende. Derfor har jeg også, sammen med en ven, lavet et graffitimaleri, fordi det vækker de studerendes opmærksomhed.”

Det anderledes maleri kan ses ved RUC’s indgang nær kantinen.

Ingen økonomisk støtte til projektet

Rosen Lozev har ikke fået nogen økonomisk støtte fra RUC, hvilket har gjort projektet svært at gennemføre, og det har kostet ham mange penge. Dog har det sparket gang i kreative idéer:

”Jeg har forsøgt at gøre det så billigt som muligt, så idéerne kom, fordi jeg ikke havde nogen penge. Al materiale, jeg har brugt under kampagnen, har været genbrug, så der har ikke været noget spild. Eksempelvis var de kreative askebægre lavet af simple kokosnødder, hvor kokosmælken gik til Studenterhuset, og jeg har lavet armbånd ud af resterne.”

Lomme-askebægrene var noget af det, Rosen Lozev har brugt flest penge på under forløbet. De kostede ham nemlig 5000 kroner, og hvis han havde råd, ville han gerne have anskaffet mange flere.

Han har allerede nu brugt omkring 10.000 kroner på projektet, og det gør det svært at vedligeholde de forskellige tiltag:

”Hvis jeg havde haft flere penge, ville jeg have gjort tingene permanent, så det kunne holde i mange år,” siger han.

Det har heller ikke været helt nemt at være alene om projektet. Godt nok har der været megen hjælp fra RUC’s gartner og Rosen Lozevs nu gode ven, Tue Sørensen, en masse støtte fra studerende og en stor hjælp fra FabLab, der kunne hjælpe ham med materialer og alt det tekniske.

Fortsætter skod-arbejdet

Rosen Lozev er ikke færdig med at arbejde for et renere campus. Han vil først og fremmest hjælpe til med at lave tiltag inden Årsfesten, som forhåbentlig vil reducere mængden af skrald efter festen. Derefter vil han tælle skod igen for at se, om der er forskel på antallet af cigaretter under kampagnen i maj og nu under studiestart:

”Kampagnen var i maj, hvor der ikke er så mange studerende på campus. Her i semesterstartstiden er der mange flere, så i slutningen af september vil jeg tælle cigaretskod igen, bare for at se, hvordan det står til. Og selvom det måske ikke er reduceret med 80 procent, men med 60 eller 70, så er det stadig et stort fremskridt.”

Han skal fra nu af gå fra praksis til teori, selvom han har svært ved at slippe det praktiske helt:

”Jeg har endnu ikke skrevet noget ned på papir, så det skal der fokus på fra nu. Jeg vil stadig arbejde på lidt forskelligt, men ikke så intenst. Jeg vil lave posters, flere askebægre med et cool design og forsøge at holde tingene ved lige. Der er stadig meget at gøre.”

Og Rosen Lozev er meget tilfreds med resultatet:

”I starten ville jeg bare ændre nogle få, men nu kan jeg se, at jeg virkelig har ændret mange mennesker. Nu er det hele meget bedre, ikke bare rundt om kantinen, men på hele campus.”

De mange arbejdstimer, kræfter og penge, der er gået til projektet, er derfor det hele værd:

”Det gør mig meget glad, når jeg ser folk bruge de forskellige askebægre, når jeg samler færre og færre cigaretskod, og når jeg ser, at folk er blevet bedre til at skille sig af med sine cigaretter på en ordentlig måde. Så alle de penge jeg har brugt har gjort en forskel. Og det gør mig endnu mere glad, når folk kommer forbi med et smil eller et kram og viser, at de sætter pris på mit arbejde.”

Det snakkende, slikbelønnende askebæger. Foto: Louise Akselsen.

Det snakkende, slikbelønnende askebæger. Foto: Louise Akselsen.

Faktaboks

  • November 2013: Rosen Lozev opsamler 4749 cigaretskod rundt om kantinen.
  • November 2013, en uge efter: Han opsamler 2109 skod i samme område.
  • April 2014: Opsamler cirka 2000 skod i samme område.
  • 5. maj 2014: Rosens Cleaning Campaign starter. Cigaret-tuben sættes op, hvori de 4749 og 2109 indsamlede cigaretskod lægges i.
  • 12. maj 2014: Rosen opsamler 412 cigaretter i området og lægger dem i tuben. En reduktion på 80 procent. Han opsætter kokosnød-askebægre.
  • 19. maj 2014: Rosen opsamler 246 cigaretter og lægger dem i tuben. Han opsætter snakkende askebægre.
  • 26. maj 2014: Han hænger graffitimaleriet op og fortsætter med at lave anderledes askebægre og skraldespande.
  • Ved kampagnens afslutning: Rosen opsamler 95 cigaretter. En reduktion på 92 procent.

 

Rosens egen grafiske fremstilling af indsatsen i maj i år.

Rosens egen grafiske fremstilling af indsatsen i maj i år.

 

Speak Your Mind

*