Ph.d.-blog: Hvad en ph.d er

Share

Magnus Rotvit Perlt Hansen har høstet dyrtkøbte erfaringer i løbet af sit ph.d.-forløb. Dem vil han gerne dele her i bloggen. Men først  –  selvfølgelig  –  en begrænsning.

Bloggeren i et mere afslappet øjeblik. Privatfoto.

Bloggeren i et mere afslappet øjeblik. Privatfoto.

Tillykke! Du har valgt at blive akademisk bums de næste 3-4 år. Det kaldes også for “en Ph.D.”

Det er latin for “Philosophicae Doctorae”, men bare rolig, du kan på ingen måde kalde dig selv for “doktor” når du er færdig. Det er nemlig en beskyttet titel som kun læger, altså medicinske kandidater med “M.D” i deres titel, må kalde sig selv (det står sikkert for “Medicalis Doctoritis” eller noget i den retning). Nå ja, og så er der også det der kaldes en “doktorgrad” men det kræver en del mere arbejde end en almindelig PhD. Og du kan godt glemme alt om betydningen af titlen “æresdoktor”. Den kan udstedes lidt i flæng og har sjældent nogen som helst anden betydning end en anerkendelse af den pågældende person, og altså ikke kun et specialiseret fagligt arbejde.

Du vil sikkert også føle at venner og familie så småt begynder at stå mere og mere i vejen for din indre kamp med at opnå PhD-graden.

Nu du har sagt ja og landet stillingen som Ph.D.-studerende vil du til gengæld opleve ganske mange skønne frustrationer de kommende år. I denne første del af bloggen vil jeg adressere et personlighedstræks særkende ved akademikere generelt: håbløs distræthed.

Summende monolog uden mening

Du vil opleve frustrationerne eskalerer i en smuk samklang med, at du gradvist ikke længere kan genkende din personlighed fra da du startede din akademiske karriere (det er faktisk ikke altid en dårlig ting). Og du vil sikkert også føle at venner og familie så småt begynder at stå mere og mere i vejen for din indre kamp med at opnå PhD-graden.

Magnus første blog handlede om skriveblokering -og løsning

Du har sikkert oplevet det når du sikkert og konsistent er drevet tilbage i din hjerne mens du har taget opvasken sammen med din kone, mand, kæreste eller livspartner. Den almindelige samtale om hvordan arbejdsdagen har været glider langsomt i baggrunden, indtil “samtalen” mest er en behagelig, summende monolog fra din partner uden nogen rigtig mening. Du hører ikke efter. I stedet er du godt i gang med at løse et par efterladenskaber af de problemer som du ikke havde tid til at løse mens du var på arbejde.

Blot husk: det er ikke en dårlig ting og det betyder ikke du er ved at blive dement (dog gives der ingen garantier). Du er bare ved at blive akademiker.

En for evigt håbløs sejlbådsgast

Min mentor fra USA, Richard Baskerville, illustrerede den personlige udvikling med en historie om, hvordan han i sine unge år tog sejlbådstimer sammen med to andre kollegaer. Han faldt i snak med instruktøren, styrmanden på båden, som havde sine forbehold om at skulle oplære akademikere. Kære Richard spurgte nysgerrigt ind til hvad han egentlig mente med det. Jo, sejlbådsinstruktøren mente at akademikere var forfærdelige gaster ombord på en sejlbåd. I det øjeblik var en af kollegaerne, Heinz, gået i gang med sin primære opgave, nemlig at surre et reb fast på stavnen på båden. I samme stavn befinder hoved-bommen til sejlet sig. Når der skal skiftes retning på en sejlbåd, giver styrmanden typisk information til sin besætning med ordene: “Coming about!” (på dansk: “vi bommer”, hvilket betyder at bommen svinger rundt og nu skal man knageme passe på ikke at få den i nakken). Styrmanden viste det på følgende måde da Heinz var i gang med at surre rebet fast, lige foran bommen: “Coming about!”, råbte han, til Heinz. Ingen bevægelse fra Heinz’ side. “We’re turning her ‘round”, prøvede han igen. Stadig ingen reaktion. Heinz vedblev at surre sit reb fast. Han blev på sin opgave og på at løse sit tildelte problem.

Hvorfor?

Jo, det er egentlig ikke fordi akademikere er glemsomme eller distræte. Tværtimod. Akademikere er fokuserede. Vi ser på en opgave, ser på problemet og forsøger at finde en løsning på problemet, koste hvad det koste vil kognitivt. Og vi stopper sjældent før opgaven er løst. Vi er håbløse gaster på et skib, fordi vi sjældent ænser hvad der sker omkring os når først der er løsningskrævende problemer i farvandet.

Betalt for at tænke

Til gengæld bliver du nu betalt for at tænke, og du vil på et tidspunkt finde en enorm sindsro og behagelighed ved at kigge indad, lade hjernen tage over, og, når du en gang har vænnet dig nok til det, lade fingrene og tastaturet på computeren være dit forståelsesmedie.

Læs også: Ph.d.-blog: Sort skærm

I de kommende blogs vil jeg bl.a. skrive om:

– Find din personlige faglighed: høstrået i nålestakken.

– Egenkontrol: erfaringer med at få hevet gulvtæppet væk under fødderne i 3 år.

– Når din afhandling bliver accepteret: det bedste forsvar er et angreb.

– Beslutninger x 3: livet efter din affære med fru Akademika.

Comments

  1. If you are able to download an actual software program,
    Mavis Beacon Teaches Typing is a classic program that
    works well and has taught thousands of people how to type.

Speak Your Mind

*