Ugens speciale: Prostitueret, sexarbejder eller bare luder?

Share

Den offentlige debat omkring prostitution i Danmark er for unuanceret. RUSK vil fremover hver uge omtale et nyafleveret speciale.

Prostitueret680Der er formodentlig ikke mange, der tvivler på, at prostitutionen trives i Danmark. Afhængigt af, hvem man spørger, anslås der at være 3000-6000 aktive prostituerede i landet, og selvom det kan lyde overraskende, har forskning vist, at 14 procent af danske mænd mindst én gang har prøvet at betale for sex. Vi bilder os heller ikke ind, at købe-sex er noget nyt fænomen: ”Verdens ældste erhverv” kaldes det ofte, i delvis alvor.

Men de fleste af os oplever kun nutidens prostituerede på to måder: Enten som slidte kvinder i gadebilledet, eller som ømfindtligt samtaleemne i den offentlige debat.

Billedet af de prostituerede i den offentlige debat har den egenskab at kunne definere vores opfattelse af den prostituerede på gaden, og derfor har Ane Krestine Larsen med sit speciale Prostitutionsdebat og   -politik undersøgt, hvordan vi taler, når vi taler om de prostituerede i Danmark. Specialet tager udgangspunkt i en diskursanalyse af en række avisartikler fra de store danske dagblade og i projektbeskrivelser af den såkaldte Exit-strategi fra 2011.

Forfatteren undgår i denne forbindelse konsekvent at positionere sig i prostitutionsdebatten som enten for eller imod en kriminalisering af sexkøb. I stedet skal specialet læses som en analyse af, hvordan vi italesætter prostitutionen, hvilke forventninger vi har til, hvad en prostitueret overhovedet er for noget, og hvilken konsekvens disse opfattelser ultimativt kan have for den prostitueredes møde med det officielle Danmark.

Det prostituerede offer

Typisk for debatten er nemlig, at de prostituerede opfattes som samfundets ofre, der udgør en tung social byrde, som de sociale myndigheder møjsommeligt forsøger at løfte. Sådan et mærkat passer ikke nødvendigvis med de prostitueredes  egen selvopfattelse, og det kan have konsekvenser for, i hvor høj grad de er villige til at indgå i de handleplaner, der udtænkes af nok så velmenende politikere og socialarbejdere.

“I Danmark har vi defineret prostitution som et socialt problem, modsat f.eks. Sverige, hvor prostitution regnes for vold mod kvinder. Derfor bliver de prostituerede i Danmark behandlet på samme måde, som vi behandler socialt udsatte. Men et socialt problem implicerer, at der er en offergruppe”, konstaterer Ane Krestine Larsen og fortsætter:

“Det er svært at sige, om dét er gavnligt eller ej, men man kan sige, at når en prostitueret rent faktisk har mange ressourcer, så kan systemet spænde ben. Den prostituerede bliver klient i et velfærdssystem med en sagsbehandler og bliver pålagt en offeridentitet, der er en forudsætning for at få hjælp. Når man bliver mødt med den fordom, stiger risikoen for, at den prostituerede også møder systemet med modstand”.

Jeg tror, at der er nogen, der bare gør det for at sende børnene på koloni og give dem spegepølse på brødet

Også forestillinger om kønsroller og seksualmoral bidrager til de prostitueredes offerrolle. AL bruger bl.a. den britisk/australske køns- og kulturforsker Sara Ahmeds begreb Sticky Shame til at beskrive, hvordan følelser af skam særligt forventes at knytte sig til kvindekønnet. Sticky Shame resulterer i, at følelser af skam permanent kan associere sig til f.eks. kvindekroppen, hvorimod mandlige prostituerede, eller mandlige sexkøbere, i kraft af samfundets forestilling om maskulin seksualitet, ikke pålægges den samme følelse af skam.

“Sticky Shame er iøjenfaldende, når de sociale indsatser kommer til at handle om at hjælpe prostituerede. Prostitution er et begreb, der traditionelt opfattes som skamfuldt og amoralsk, og det “klistrer” til de prostituerede kvinder. Det ses i prioriteringen af, hvem der opfattes som subjekt i den sociale indsats  –  det gør de prostituerede og ikke deres kunder. Selvom de prostituerede er en meget lille gruppe i forhold til deres kunder, får de næsten al opmærksomheden i debatten.

It takes two to tango

Og netop mændenes rolle savner Ane Krestine Larsen mere fokus på i den traditionelle prostitutionsdebat. For det første fordi manderollen er bundet sammen med en dominerende “funktionalistisk” tilgang til prostitution, der dikterer, at kvindens seksualitet underlægges mandens sexlyst, der både kvalitativt og kvantitativt anses for fundamentalt anderledes fra kvindens. Og for det andet fordi, man sjældent hører sexkøbernes egne historier og opfattelser af prostitutionen. Til spørgsmålet om, hvordan  en problematisering af prostitutionskunden ville gavne debatten, svarer specialeforfatteren:

“It takes two to tango”, men vi fokuserer alligevel næsten kun på de prostituerede. Jeg ved ikke, hvorfor ingen mænd vil fortælle om at købe sex. Jeg tror, at enten skammer de sig, eller også synes de bare, det er OK. Men hvis det er så svært at tale om, så må de vel synes, det er forkert, og så kan man spørge: “Hvorfor gør de det så?”. At inddrage kunderne er at sige “Prostitution handler også om dig og mig”. Dét kunne være spændende.”

Man tænkte: “Der er sikkert nogle andre mennesker, der vil have sex med de handicappede  –  lad os bruge de prostituerede til det”

Som et eksempel på den funktionalistiske tilgang til prostitution, supplerer Ane Krestine Larsen med historien om, at Socialministeriet i 2001 udsendte en “seksualitetsvejledning” til fagpersonale, der arbejder med handicappede, hvori der stod, at personalet gerne må hjælpe de handicappede til at købe sex:

“Man tænkte: “Der er sikkert nogle andre mennesker, der vil have sex med de handicappede  –  lad os bruge de prostituerede til det”.

I dag er formuleringen lidt anderledes  –  man understreger nu, at fagpersonalet ikke har pligt til at formidle kontakt til prostituerede  –  men AL vurderer, at da etablering af kontakt til prostituerede stadig er tilladt, tjener denne ændring formodentligt mest et signalpolitisk formål.

Vejen til en bedre debat

For at bringe prostitutionsdebatten videre mener hun først og fremmest, at flere skal komme til orde, og at debatten skal tåle at rumme flere nuancer. For at understrege dette fremhæver hun to polariserede kvindetyper, der gentagne gange fremhæves i medierne: På den ene side kender man den sørgelige historie om kvinden, der nok er kommet ud af prostitution, men stadig har traumer efter sin tid som prostitueret. På den anden side fortælles historien om kvinden, der er tilfreds med at være prostitueret, men gerne vil have flere rettigheder.

Dette står i kontrast til den diversitet, Ane Krestine Larsen selv stødte på, da hun mødte  tidligere prostituerede:

“Jeg har snakket med kvinder, der er kommet ud af prostitution, og jeg fik det indtryk, at de lige så godt kunne have været mine forældres veninder. Jeg fik en forståelse for, at det er alle slags mennesker, der er prostituerede. Det er ikke kun “den liderlige kvinde”, eller hende der blev stofmisbruger som 16-årig og blev misbrugt af sin stedfar. Jeg tror, at der er nogen, der bare gør det for at sende børnene på koloni og give dem spegepølse på brødet.”

På et direkte spørgsmål om, hvad der kan bringe prostitutionsdebatten fremad, svarer hun:

“Jeg har en klar opfordring til de prostitueredes kunder om at blande sig i debatten. Og så skal vi have en bedre tone, fordi der i dag er en tendens til, at personlige fortællinger bliver mødt med kritik. Man siger “Bare fordi hun har oplevet det sådan, behøver det ikke betyde, at det samme gælder for alle prostituerede”. Nej, fint nok, men sådan kan man jo altid sige. I stedet bør man have lov at have sin holdning, selvom den strider mod os andres opfattelse af prostitution som noget godt eller dårligt.”

Dermed lægger hun også et stort ansvar på journalisternes evne til at formidle et nuanceret billede af prostitution. Hun efterlyser direkte, at journalister i højere grad går op i at finde kilder, der ikke blot repræsenterer de traditionelle yderpoler i debatten. Journalisterne skal simpelthen erkende, at de retvisende kilder ikke nødvendigvis er de lettest tilgængelige. Som hun udtrykker det:

“Det er sådan, at journalister ringer op til dem, der er tilgængelige. Det handler om at få fat i nogen. Men idet, man vælger sin kilde, tager man også noget af kildens synspunkt. Jeg synes, journalisterne skal lægge mere benarbejde i at finde kilder og lade være med at skrive sig ind i polariseringen.”

 

 

 

Specialet Prostitutionsdebat og -politik er frit tilgængeligt i Roskilde Universitets digitale arkiv.

Speak Your Mind

*