Debat: Studentervalget på RUC er en farce

Share

Betegnelsen ”studenterpolitik” dækker over tilfældige studieglade karikaturer, der tror studerende er til salg for kaffe og kage og et poppet slogan. Markus Eg Schwartz Nielsen er ikke imponeret over det netop overståede RUC-valg.

Studenterrådet og Frit Forum lokker traditionelt med både kaffe og kage, når der er valg. De har også budskaber, men de er for overfladiske, mener debatøren.  Foto: Rasmus Thirup Beck

Studenterrådet og Frit Forum lokker traditionelt med både kaffe og kage, når der er valg. De har også budskaber, men de er for overfladiske, mener debatøren. Arkivfoto: Rasmus Thirup Beck

Når der er studievalg på RUC, møder man altid smilende studiepolitiske studerende langs stien fra stationen til RUC. De deler kaffe ud og ønsker en en god dag. Ligeledes hænger der langs stien plakater med selvsamme storsmilende personer, med påklistrede intetsigende slogans som ”styrk fagligheden” eller ”studiemiljø for alle”.

Det er selvfølgelig rart at møde venlighed på sin vej. Men hver gang jeg får en opfordring som ”husk nu at stem” med på vejen, er min første indskydelse altid hvorfor. I min verden handler politik om visioner for fremtiden som bygger på ideologi. Studenterpolitik er kamp om indflydelse i de politiske beslutninger. Det handler om at organisere studerende og lave aktivisme. Det ville jeg kunne forstå og det ville jeg støtte op om.

Er Drude Rohde uenig i dette? Det lyder ikke sådan

Men umiddelbart lader det ikke til, at de studerende der står for valg, er enige. Eksempelvis går formanden for Studenterrådet, Drude Rohde, til valg på, at vi får flere sterinlys og plakater i RUCs grupperum. Jeg kan da godt se, at lidt hygge til RUCs lokaler vil være dejligt, men hvorfor skal Drode Rohde beskæftige sig med at handle sterinlys i Søstrerne Grene og købe Justin Beiber plaketer fra Vi Unge?

Sæt de store ønsker forrest

Eller hvad med Morten Slabiak fra Frit Forum, der er besat af tanken om flere karakterer på sit afgangsbevis. Jovist er det da rart med gode karakterer – sikkert også for fremtidige arbejdsgivere. Men hvorfor dette specifikke fokus på tal, når jorden skælver under flere af RUCs institutioner?

Selvfølgelig har både Studenterrådet og Frit Forum politik der stikker dybere. Men det er mig ubegribeligt, at de ikke sætter de store politiske ønsker forrest, frem for nogle navlepillende enkeltsager. Hvis jeg kunne, ville jeg da også hænge balloner over alt på RUC, men det er jo ikke lige dér skoen trykker!

Løsningen er politisk og kræver reele politiske visioner, som strækker sig ud over små mærkesager, som læsesal i København eller bedre metodeundervisning.

Der mangler homogenitet studerende imellem, hvilket selvfølgelig hænger sammen med RUCs studiemiljø. Men løsningen er politisk og kræver reele politiske visioner, som strækker sig ud over små mærkesager, som læsesal i København eller bedre metodeundervisning.

Martin Eg synes RUC-valget er en farce. Er du enig? Foto: Privat.

Martin Eg Schwartz-Nielsen synes, at RUC-valget er en farce. Er du enig? Foto: Privat.

Det kræver at de studiepolitiske organisationer og personer dels kontinuerligt arbejder på at engagere studerende i politisk ideologi funderet på studiepolitik. Og det kræver dels at de arbejder aktivistisk, da en sådan tilgang er socialt forankret og uundgåelig at støde ind i på studiet.

Derfor er studentervalget en farce. Og jeg  –  som mange andre  –  har det med ikke at stemme på nogen eller noget, som ligner en parodi fremfor et demokratisk valg.

Markus Eg Schwarz-Nielsen er kandidatstuderende på Socialvidenskab og Pædagogik og Uddannelsesstudier.

Rettelse: RUSK brugte et af Studenterrådets egne billeder fra valgkampen ved første publicering af dette indlæg. Det bad Studenterrådet om at få pillet ned. 

Comments

  1. Morten Slabiak says:

    Kære Markus.

    Tak for dit indspark i debatten. Jeg er lidt ærgerlig over, at dine små opstød – som jeg mener er alt for karikerede – kommer til at skygge for den langt vigtigere debat om retning, som dit indlæg også rejser.

    I Frit Forum bruger vi en hel del energi på at gøre opmærksom på, at den politik som besluttes i RUC’s styrende organer, grundlæggende handler om politiske valg. Derfor tager vi også et bredt centrum-venstre udgangspunkt, når vi formulerer politiske mærkesager.

    Lad mig give to eksempler.

    For lidt over et år siden indledte Frit Forum en kamp for at ændre optagelsessystemet på RUC. Vi vil gerne væk fra det gamle kvote 1 optag, som af mange grunde har udtjent sin værnepligt. I stedet ønsker vi at indføre et system, hvor dem med evner og motivation reelt også er dem der bliver optaget. Det er et klart politisk valg, som tager afsæt i et bestemt syn på verden. Kald det endelig ideologi.

    Et andet eksempel. Du mener, at studiemiljø for alle er en floskel. Hvis man kun læser overskriften er jeg enig. Hvis man derimod læser resten af vores materiale, lytter til vores oplæg ved forelæsninger eller måske endda både tager imod kaffen OG tager en snak med os, så vil du finde ud af, at der er meget mere i den sag. Vi er dybt bekymret over studiemiljøet på RUC. Vi vil gerne give nye svar på nogle af de spørgsmål, som har plaget RUC i rigtig mange år. Konkret bliver det så en læsesal i København. Og her er vi ved en vigtig pointe. Studenterpolitik handler for mig ikke om aktivisme for aktivismens skyld. Det handler ikke om lange og teoretiske diskussioner, hvis det aldrig fører til noget konkret. Studenterpolitik handler om at skabe forandringer, der kan mærkes. Derfor er det naturlige udfald konkrete mærkesager.

    En sidste ting, som jeg bliver nød til at reagere på. Du skriver: “Eller hvad med Morten Slabiak fra Frit Forum, der er besat af tanken om flere karakterer på sit afgangsbevis.” Jeg ville sådan ønske, at du havde deltaget i en af de mere end 50 forelæsninger, som jeg var ude til. Eller måske kontaktet mig og spurgt, hvorfor egentlig flere karakterer? Hvis du havde gjort det, ville jeg have fortalt dig, at jeg synes, at karaktere og feedback på opgaver er vigtigt, fordi det er med til, at bryde den negative sociale arv. Studerende fra ikke-akademiske hjem har brug for feedback på deres studiefremdrift. Jeg vil gerne være med til at skabe rammer, der reelt sikrer muligheden for at træffe andre uddannelsesvalg end ens forældre. Det er et klart politisk valg, som kommer til udtryk ved konkrete politiske mærkesager.

    Til sidst vil jeg sende dig en klar opfordring til at engagere dig i studenterpolitik. Ca. hvert fjortende dag holder Frit Forum arrangementer i København, hvor du er velkommen. Du er også meget velkommen til at kigge forbi vores kontor, som ligger i studenterhuset. Er vi der ikke skal du endelig ringe eller skrive.

    Endnu en gang tak for dit bidrag til debatten.

    Mvh.
    Morten Slabiak

  2. Martin Vitved Schäfer says:

    Kære Markus.

    Ja, politik handler om visioner for fremtiden. Heldigvis har de studenterpolitiske organisationer masser af visioner for vores universitet og for uddannelsessystemets fremtid. Men det er ikke det universitetsvalget handler om. Det handler om at lave konkrete forandringer, der forbedre RUC-studerendes hverdag, og gør vores uddannelser bedre. Selvfølgelig er de mærkesager som kandidaterne stiller op på, funderet på en langsigtet vision for vores universitet. Men valget handler om, hvad der skal ændres på RUC i det kommende år. Hvis man gerne vil vide hvad de studenterpolitiske organisationers vision er for RUC, så kan man bl.a. klikke ind på Studenterrådets hjemmeside, hvor organisationens uddannelsespolitiske principper ligger frit tilgængeligt.

    Ja, en del af de slogans der pryder plakaterne på campus i valgugen, er rimelig intetsigende. Jeg går ikke ud fra, at der er nogen studerende der er uenige i, at vi skal styrke fagligheden på RUC. Men i min optik er det heller ikke meningen med universitetsvalget at vi studerende skal være uenige. Meningen med universitetsvalget er, at vi studerende skal stå sammen om en fælles sag, som vi i samlet flok kan arbejde for det kommende år.

    Ja, studenterpolitik handler om indflydelse på de politiske beslutninger, om at organisere studerende og lave aktivisme. Hvis man følger Studenterrådets arbejde vil man også vide, at det er lige præcis det, vi gør. Vi søger indflydelsen på RUC, vi knokler for at organisere studerende på deres fag gennem fagrådene, og vi laver aktivisme, både når vi laver events i løbet af valgkampen, men i endnu højere grad når vi i løbet af året mobilisere studerende til at sige nej til SU-nedskæringer, dimensioneringsplaner og nedskæringsfinanslove, og til at sige ja til bedre feedback på afleveringer, flere vejledningstimer og bedre undervisere.

    Nej, universitetsvalget og studenterpolitik handler ikke om ideologi. I hvert fald ikke for mig og resten af Studenterrådet. For mig handler det om at forandre RUC til gavn for os studerende. Studenterpolitik handler om at gøre hverdagen bedre for os studerende, ikke om at udbrede bestemte politiske ideologier.

    Nej, kandidaternes mærkesager var ikke ”navlepillende enkeltsager”. Når man stiller op på at forbedre metodeundervisningen, gentænke grupperummene, skabe ordentligt socialt miljø på vores fag, sikre sammenhæng mellem vores kombifag og forbedre vores campus, så er det fordi det er de emner, der berør os studerende. Det er de områder, som kandidaterne mener der skal gøres noget ved, for at forbedre vores hverdag og vores uddannelser. Det er hverken navlepillende eller enkeltsager. Det er mærkesager, der er afgørende for vores uddannelser.

    I min optik er det netop det, universitetsvalget og studenterpolitik handler om. At gøre en forskel på RUC og for RUC’ere.

    Når alt dette er sagt, så synes jeg det er dejligt, at du har en holdning til studenterpolitik på RUC. Jeg vil derfor opfordre dig til at engagere dig i en af de studenterpolitiske organisationer, og være med til at forandre RUC.

    Hilsen Martin.

Speak Your Mind

*