Studerende hjælper allergikere

Share

Det kan være en jungle for almindelige mennesker at lave mad til allergikere. Men italiensk RUC-studerende har udviklet en app, der skal gøre det nemt at invitere allergikere på middag.

Denne artikel er bragt i samarbejde med RUC-magasinet RUBRIK

Foto: Uffe Weng

RUC. Rubrik #6.

Sara Lisot lider af svær glutenallergi, men hun har vendt sit lille handicap til sin fordel. Hun laver nemlig forretning på det.

En stor del af den danske befolkning skal hver eneste dag nøje overveje risikoen, inden de putter mad i munden. Konsekvenserne ved at indtage fx mælk, soja, gluten eller æg kan være helt uoverskuelige. Derfor kan det at blive inviteret på mad af venner og bekendte være forbundet med stress og angst i stedet for at være en glædelig begivenhed.

Det oplever den 26-årige italienske Sara Lisot, der er kandidat-studerende på Social Entrepreneurship and Management på Roskilde Universitet. Hun lider selv af svær glutenallergi.

»Der er nogle ting, som kan være svære at undgå. For nogle med allergi og fødevareintolerance betyder det, at de helt undgår at spise sammen med andre eller takker nej, når kollegaer har kage med. Risikoen er ganske enkelt for stor,« siger Sara Lisot.

Jeg har bl.a. lært at udfærdige en forretningsplan, arbejde med forretningsgrundlag og analysere brugergrupper. Men først og fremmest handler studiet om at skabe innovation, og det bruger jeg her.

Derfor bruger hun nu de værktøjer, hun har fået på sit studie, til at skabe en såkaldt ’social virksomhed’, der skal gøre tilværelsen langt nemmere for allergikere og deres bekendte. Omdrejningspunktet er en kogebogsapp, der udskifter de ingredienser, som den allergiske ikke kan tåle med alternativer.

»Hvis du skal have en allergiker til middag, sender allergikeren sin profil til din app. Ud fra profilen kan app’en så se, hvilke ingredienser der skal undgås og foreslå alternativer,« siger Sara Lisot.

Besværlige børnefødselsdage

I hendes tilfælde betyder det, at hvis hun bliver inviteret på spaghetti med kødsovs, vil app’en advare mod pasta med gluten og linke til steder, hvor man kan købe glutenfri pasta. App’en skal fungere med alle typer fødevareallergi og intolerance og diabetes. Men den udskifter ikke bare de farlige ingredienser med alternativer. Ud fra allergikerens profil, kan værten se, hvordan maden skal behandles for at undgå en farlig, allergisk reaktion.

»I mit tilfælde betyder det fx, at gaflen, man tager pasta med, ikke må komme i kontakt med pasta, der ikke er glutenfri,« siger Sara Lisot.

Læs flere artikler fra Rubrik nr. 6

RUC. Rubrik #6. Forside.De fleste ikke-allergikere bliver især konfronteret med allergi i forbindelse med børn i institutioner og skoler. Det kan være en nærmest umulig opgave at bage en kage til en almindelig børnehavestue. Men det er meningen, at app’en skal være så avanceret, at den kan tage højde for flere forskellige allergier.

»Som det er nu, kan det udvikle sig til en stressende oplevelse for både den forælder, der skal bage fødselsdagskagen og for de forældre, der har børn med allergi. Men med app’en vil alle kunne være trygge. Forældrene til allergikere ved, at deres børn ikke bliver udsat for det, de ikke kan tåle, mens forælderen der skal bage kagen ved præcis, hvilke ingredienser vedkommende skal bruge. På den måde bliver det at fejre fødselsdag noget festligt, som alle børn er inkluderet i, i stedet for at nogle af børnene bliver nødt til at spise noget andet end de andre,« siger Sara Lisot.

Sammen med en studerende fra CBS arbejder hun på projektet sideløbende med studiet. Hun bruger mange af de værktøjer, som hun har lært på studiet.

»Jeg har bl.a. lært at udfærdige en forretningsplan, arbejde med forretningsgrundlag og analysere brugergrupper. Men først og fremmest handler studiet om at skabe innovation, og det bruger jeg her,« siger Sara Lisot.

Dramatisk vækst

På socialt entreprenørskab bliver de studerende uddannet til at udvikle nonprofit-innovationsvirksomheder, organisationer og Ngo’er, som er målrettet integration af socialt udsatte grupper. I Danmark er TV Glad, hvor udviklingshæmmede arbejder, et eksempel. Det er meningen, at virksomheden skal fungere som en social virksomhed med krav om, at en vis andel af profitten skal geninvesteres i virksomheden. Sara Lisot håber at kunne få kapital fra fødevareindustrien, ernæringsorganisationer og sundhedsmyndighederne. I første omgang er hun ved at rejse 25.000 kroner til at udvikle en simpel prototype på engelsk, som hun kan vise til potentielle investorer. Den færdige app vil koste 400.000 kroner at udvikle.

En mio. allergikere i Danmark

Ideen til app’en opstod, da Sara Lisot kom til Danmark for halvandet år siden. Hun oplever, at folk i Italien generelt er mere oplyste omkring allergi end i Danmark.

Hun mener, at de danske myndigheder i det hele taget overser problemet. En fjerdedel af befolkningen i den vestlige verden lider af en eller anden form for allergi. I Danmark drejer det sig om over en million. En del af dem er allergiske eller intolerante over for fødevarer. Derfor mener Sara Lisot, at app’en har et meget stort potentiale på verdensplan.

»Flere og flere bliver diagnosticeret med allergi og diabetes, men det er et problem, der bliver overset i samfundet. De fleste danskere betragter allergikere som helt normale mennesker uden et handicap. Men vi har nogle store problemer, som besværliggør hverdagen. Min app er en simpel og socialt innovativ idé i et marked, der er i dramatisk vækst,« siger Sara Lisot.

Speak Your Mind

*