RUC skal fyre medarbejdere i 2015

Share

Lige før juleferien mødtes RUC’s bestyrelse for bl.a. at tage stilling til det budgetoplæg for 2015, de havde fået fra rektoratet. Budgetrammen blev vedtaget, og dermed står det klart, at der skal spares 8,6 mio. kroner.

Der kommer til at være længere mellem de studerende i de kommende år - og mindre tilskud til dem er. Det medfører nu afskedigelser på RUC.

Der kommer til at være længere mellem de studerende i de kommende år – og mindre tilskud til dem, der er. Det medfører nu afskedigelser på RUC.

Det har længe ligget i kortene. For det første er de såkaldte taxametertakster blevet reduceret, hvorfor universiterne får mindre indtægt per studerende. For det andet har universiteterne over en årrække fået reduceret deres samlede statstilskud med to procent per år. Og endelig, som et særligt hårdt skud for boven, betyder den igangværende dimensionering et mindre optag og dermed også et mindre tilskud.

Alle disse tiltag er lig med et presset budget, og det har RUC nu taget konsekvensen af. På et bestyrelsesmøde to dage før juleferien vedtog bestyrelsen det strammede budgetoplæg, den havde fået af rektoratet. I hårde tal betyder budgettet, at institutterne til sammen skal spare 5,2 mio. kroner  –  med udgangspunkt i den store indtægtnedgang både ISG og CUID har oplevet  –  og dertil skal fællesadministrationens budget barberes med 3,4 mio. kroner. Det er indtil videre kun et rammebudget. Det helt endelige vil først blive fastlagt til marts.

Læs også: Dimensioneringens konsekvenser ligger klar for RUC

Og for at disse besparelser kan realiseres, skal der også afskediges medarbejdere  –  eller ‘personaletilpasses’, som det lød i rektoratets orientering til medarbejderne umiddelbart efter bestyrelsen.

Det er i sagens natur ikke en situation rektor Hanne Leth Andersen og hendes rektoratkolleger bryder sig om at stå i. Hun vælger dog at fokusere på det positive i det endelige budget – og ikke mindst at se positivt på fremtiden:

“Det har betydet meget, og jeg synes vi sammen med bestyrelsen er landet et relativt balanceret sted. Vi er på vej ind i en periode hvor studentertal, taxameter og STÅ-produktion begynder at falde. Det er vi nødt til at tilpasse aktiviteterne efter. Jeg tror dog vi kan finde nye måder at skaffe ressourcer på, fx ved at få flere studerende på de ikke-dimensionerede uddannelser, ikke mindst på naturvidenskab.”

Umuligt at give et tal

I undgår I jeres meddelelse at sætte tal på, hvor mange afskedigelser vi kan forvente. Kan jeg få dig til at komme det nærmere  –  bare et meget groft tal? 

“Det kommer an på hvordan det går med vintereksamen og tilmeldinger til sommereksamen, og det kommer an på hvor mange frivillige aftaler om fratrædelser, vi indgår i løbet af januar. Så det er umuligt at sige nu,” lyder det fra rektor.

Personaletilpasningen vil af samme grund finde sted over to runder, hvilket der var bred opbakning til i bestyrelsen. Den første runde iværksættes i begyndelsen af marts, når STÅ-indtægterne fra vintereksamen og årsresultatet for 2014 er kendt med 90 procents sikkerhed. Den anden runde iværksættes når STÅ-indtægterne for sommereksamen samt optaget for september 2015 vil være kendt. Ambitionen er klar:

“Vi skal ikke sige farvel til gode og dygtige kolleger uden at det er absolut nødvendigt”, erklærer Hanne Leth Andersen, der også håber at langt de fleste afskedigelser kan findes gennem frivillige fratrædelser og seniorordninger.

De varslede budgetbesparelser fik allerede i begyndelsen af december studerende til at blokere rektoratet

Ask Gudmundsen, der repræsenter Studenterrådet i bestyrelsen indtil 1. februar og altså har været med til at debatere og vedtage budgetstramningen, er ligesom rektor ked af situationen.

“Jeg har det selvfølgelig rigtig skidt med, at have vedtaget en budgetramme, som fører til fyringer og gør det sværere for institutterne at opretholde en høj undervisningskvalitet. Det er ikke en sjov proces, at skulle igennem  –  mindst af alt for dem det går udover”, konstaterer han og pointerer ligesom Hanne Leth Andersen, at det var den eneste mulighed med øje for de kontinuerligt reducerede tilskud fra staten.

Studenterrådet havde dog meget gerne set, at man havde ventet med fyringer indtil indtægtsgrundlaget var helt på plads. Det ville ifølge Ask Gudmundsen koste cirka 8 mio. kroner, som Studenterrådet foreslog, at man skulle tage fra RUC’s ganske solide egenkapital på pt 81 mio. kroner. Han understreger, at Studenterrådet ikke anbefaler, at man bare bruger løs af denne opsparing for at dække underskuddet  –  et strammere budget er eneste fremtidsholdbare løsning  –  men:

“Studenterrådet var meget klare i spyttet om, at der bør bruges af egenkapitalen for at sikre, at så få som muligt fyres.”

Der var imidlertid mest opbakning i bestyrelsen til kun at bruge egenkapitalen til strategiske initiativer.

Morten Slabiak, der fra 1. februar officielt repræsenterer Frit Forum i bestyrelsen, og i den egenskab kommer til at overse implementeringen af det nye budget, er naturligvis også ked af sparenødvendigheden  –  især fordi det vil medføre afskedigelser, hvilket i hans øjne vil sætte uddannelseskvaliteten under pres. Han sender dog også roser mod sine kommende bestyrelseskolleger.

“Bestyrelsen har udvist forsigtighed i et år med store omvæltninger på blandt andet optagelsesområdet. Det er fornuftigt, og konsekvensen bliver forhåbentlig, at vi i budgettet for 2016 kan investere i nye strategiske satsninger.”

Speak Your Mind

*