Rektor inviterede til debat om tværfaglighed

Share

Torsdag d. 29. januar inviterede Hanne Leth Andersen til endnu et såkaldt ’dialogseminar’, denne gang om tværfaglighed. Både ansatte og studerende var inviteret, men det var primært ansatte, der mødte op.

Paneldebat i fuld gang. Bemærk den orange kastemikrofon. Foto: Team Kommunikation.

Paneldebat i fuld gang. Bemærk den orange kastemikrofon. Foto: Team Kommunikation.

Store auditorium i bygning 01 summer af stemmer, mens rummet langsomt bliver fyldt, jo tættere den lille viser på uret kommer på ti.

”Så er vi her, lige i sidste øjeblik,” siger en kvinde med knaldrødt hår, matchende rødt tørklæde og jakke samt en lang sort nederdel.

Hun er bedre kendt som Hanne Leth Andersen, RUC’s rektor. Hun hilser på flere af de fremmødte og sætter sig i en blå stol på første række.

Rektor om RUC’s største udfordringer

Det store auditorium er blevet afskærmet, således at man kun kan sidde på stole tæt ved talerpulten. Et aflangt banner står til venstre fra talerpulten, hvor der er påskrevet ”tværfaglighed” ledsaget af en masse spørgsmåltegn. Det er et fingerpeg om, hvad debatten i dag skal handle om.

Der er ikke nogen studerende, der interesserer sig for tværfaglighed.

Dagens værtine, rektor Hanne Leth Andersen. Foto: Team Kommunikation.

Dagens værtine, rektor Hanne Leth Andersen. Foto: Team Kommunikation.

Klokken ti byder Hanne Leth Andersen velkommen og fortæller kort om dagens program og om arrangementet, der er det tredje af sin slags.

”Hvordan styrker vi tværfagligheden på RUC, og hvordan styrker tværfagligheden os?” lyder oplægget til debatten i dag. Kristian Syberg fra instituttet ENSPAC, tager over og holder et kort oplæg om tværfaglighed, hvorefter tre andre oplæg holdes. Blandt andet holdes et oplæg af to studerende, der for ikke mindre end 24 timer siden har afleveret deres speciale  –  der netop omhandlede tværfaglighed.

Selvom både ansatte og studerende er inviteret til arrangementet, er der dog langt mellem de studerende. Det er heller ikke gået de ansattes næser forbi, at de fleste studerende er blevet hjemme:

”Der er ikke nogen studerende, der interesserer sig for tværfaglighed,” mener en mandlig ansat. Det er dog ikke helt sandt, for da debatten går i gang, og rektor fortæller om de indput, der er blevet sendt til hende forud for arrangementet, er der en enkelt studerende, der har været ved tasterne og kommet med sit indput.

Intet RUC arrangement uden gruppearbejde

Efter de forskellige oplæg inddeles de fremmødte i mindre grupper, hvor der ellers skal diskuteres løs. I grupperum fire sidder facilitator lektor Sine Lehn-Christiansen fra PAES, sammen med en håndfuld af de deltagende til arrangementet. Katrine Lindvig, der er tidligere studerende på RUC, og nu er ved at læse en ph.d. på Københavns Universitet, har gjort en interessant opdagelse. Ifølge hende, bliver der snakket meget om tværfaglighed på RUC, men uden at det nødvendigvis praktiseres i hverdagen. Omvendt har hun oplevet det på KU, hvor bare ordet ”tværfaglighed” virker skræmmende, men til gengæld er der langt mere ubevidst tværfaglighed i dagligdagen. Dagens ordstyrer for hele arrangementet, adjunkt Silas Harrebye fra ISG, vifter med hænderne ude foran glasdøren til grupperummet og prøver at signalere, at tiden er gået.

Rektoratets blog: Derfor ændrer vi RUC’s kombistruktur

Tilbage i auditoriet er der lagt op til paneldebat. Et langt bord med en hvid dug og mikrofoner er sat klar. Der er seks paneldeltagere, en fra hvert institut på RUC samt en ph.d. studerende. En orange, firkantet bold med indbygget mikrofon kastes mellem de opmødte, således at den der har bolden, har ordet. Det er ikke så tit, man ser folk i jakkesæt kaste med mikrofoner.

”Vi har faktisk en helt unik måde at gøre det på, på RUC  –  det er vores rygmarv,” mener lektor Kim Esmark fra CUID om den debatterede tværfaglighed.

En mand i jakkesæt er så heldig at få kastet den orange bold til sig, og spørger om tværfaglighed er et middel til målet, eller om tværfaglighed er målet i sig selv? Mikrofonen kastes tilbage til ordstyren der giver paneldeltagerne ordet. Der er bred enighed om, at tværfaglighed er midlet, men lektor Kristine Samson synes, at tværfaglighed er så vigtigt, at det både kan være et middel og et mål.

Tværfaglig starthjælp

Paneldebatten har kørt en times tid, og Silas Harrebye prøver at afslutte, men som en af de sidste har lektor Michael Bruun Andersen fra CBIT, en kommentar. Han oplever, at de studerende ikke har fokus på tværfagligheden, men i stedet opfatter undervisningen på RUC som overfladisk:
”De studerende vælger at flytte til KU for at fordybe sig. Om det er rigtigt eller ej er én ting, men det er relevant at have fokus på.”

Til slut siger prorektor Peter Kjær tak til de fremmødte. En bil udenfor er kørt fast, og motorens brummen er ikke så lidt distraherende. Til sidst må Peter Kjær kommentere den stakkels chauffør, og der jokes med, om der ikke er en form for tværfaglighed, der kan hjælpe bilen i gang. Tre-fire rejser sig for at gå ud og hjælpe den ihærdige chauffør, inden prorektor takker af, og folk lister ud i foyeren og snupper sig en lækker bid mad.

Hele debatarrangementet blev filmet. Se optagelsen her

Dialogseminarerne slutter alle med lækker mad. Foto: Mie Jensen.

Dialogseminarerne slutter alle med lækker mad. Foto: Mie Jensen.

Speak Your Mind

*