Høring på Christiansborg kan være optakten til et nyt optagelsessystem

Share

Fredag d. 30 januar var der høring på Christiansborg. Her blev det diskuteret, hvordan indførelsen af en nyt optagelsessystem kan være med til at skabe et bedre match mellem uddannelserne og de studerende.

Der er bogstaveligt talt højt til loftet i det smukke på Christiansborg. Foto: Mathias Tuxen.

Der er bogstaveligt talt højt til loftet i den smukke Landstingssal på Christiansborg. Foto: Mathias Tuxen.

I gangen foran landstingssalen på Christiansborg hænger som altid 15 portrætter af tidligere statsministre, men i døren til salen står der i dag også en menneskehøj fane fra Frit Forum.

”Vi starter nu!”, kalder en mand i blazer fra hjørnet. Langsomt bliver de småsnakkende deltagere sluset ind i den store og kridthvide sal, hvor mere end 60 mennesker er samlet til høringen Uddannelsesmatch.

Med folketingsmedlem Jeppe Bruus (S) og Frit Forum i spidsen, vil flere af lederne fra landets uddannelsesinstitutioner samt en række eksperter kaste lys på det, som i fremtiden kan blive et nyt optagelsessystem for uddannelserne.                                                                                                                                  

En række af oplæg

”Lad os forandre systemet. Det er i dag one size fits all”, indleder den første oplægsholder, direktør hos Danmarks Evalueringsinstitut, Mikkel Haarder, hvorefter også b.la. rektor på University College Lillebælt, Erik Knudsen, rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen og rektor på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen holder oplæg.

 ”Vi kan se mange af de tanker bag modellen på SDU fungere i en RUC-kontekst med respekt for vores brede indgang”

Tilbage i november sidste år havde folketingsmedlem Jeppe Bruus (S) et debatindlæg i Politiken med titlen ’Fremtidens studerende skal matches med uddannelsen’. Han skrev:

”Jeg vil gerne opfordre alle uddannelsesinstitutioner til at deltage i udviklingen af nye værktøjer”.

Denne opfordring bliver der samlet op på under høringen, hvor problemer om et højt frafald, og arbejdsløshed for færdiguddannede bliver hørt. Deltagerne diskuterer også, hvorvidt man kan bedømme de studerendes egnethed kun ud fra deres karakterer fra gymnasiet.

Hanne Leth Andersen påpeger også efter sit oplæg, at debatten om et bedre optagelsessystem er vigtig at tage nu.

”Der er en masse problemer med det nuværende optagelsessystem, så det godt, at der bliver taget initiativ til en høring og politikerne viser interesse”, siger hun. 

Et nyt optagelsessystem i fremtiden

I løbet af formiddagen bliver alt tvivl om et alternativt optagelsessystem også fjernet, da Morten Hansen, Studiechef på Syddansk Universitet fremviser, resultater fra deres brug af motiveret optag.

På SDU forsøger de sig med at bruge Multiple Choice Test, interviews og motivationsundersøgelse på en procentvis af deres optag. Fremadrettet forklarer Morten Hansen også, at de vil optage alle gennem både karakterer og supplerende optagelseskriterier, så de sikrer det bedste match for de studerende. På de sundhedsvidenskabelige uddannelser, hvor de har forsøgt sig med motiveret optag, har udgifterne til interviews og test også vist sig at udligne udgifterne ved et ellers større frafald ved traditionelt optag.

Modellen fra SDU finder Morten Slabiak fra Frit Forum på RUC derfor også yderst inspirerende og spændende.

”Vi kan se mange af de tanker bag modellen på SDU fungere i en RUC-kontekst med respekt for vores brede indgang”, forklarer han bagefter.

Hanne Leth Andersen understreger dog, at RUC først og fremmest skal fokusere på at formidle RUC’s nuværende struktur, men fremadrettet er hun også åben for nye forsøg.

Læs det indlæg om optag som rektor skrev sammen med Frit Forums Morten Slabiak

”Vi skal huske, at vi har en situation lige nu, hvor vi ikke har det så godt økonomisk, men vi kan godt lave nogle forsøg, og de studerende kan også godt engagere sig”, lover RUC-rektoren.

Det næste skridt

Da RUSK fanger Jeppe Bruus et par uger efter høringen, er han tilfreds med den store opbakning og interesse, men den store enighed på området er også vigtig for ham.

”Det vigtigste, som jeg har taget med fra høringen, er, at alle er enige i behovet for at matche unge og uddannelser bedre. Både for at højne kvaliteten og mindske frafaldet,” siger han

Efter høringen har Jeppe Bruus også arbejdet videre på området og taget det næste skridt i arbejdet for et bedre uddannelsesmatch.

”Det er en del af processen at snakke muligheder grundigt igennem med alle parter, inden vi lægger os fast på løsninger, og det er det, vi er i gang med. Allerede i ugen efter høringen havde jeg f.eks. en grundig drøftelse med undervisningsministeren omkring det her,” forklarer han.

Morten Slabiak fra Frit Forum fortæller også, at de er i løbende dialog med Hanne Leth om fremtiden.

”Vores næste skridt vil være at blive endnu mere specifikke på en RUC-model, hvor vi håber, at alle, som er interesserede, vil bidrage til arbejdet”, siger han.

Læs mere om Uddannelsesmatch på Frit Forums hjemmeside her

Powerpoint-teksten siger det hele om Hanne Leth Andersens oplæg. Hun er dog knap så villig til at følge sine ord op med konkret handling på optagelsesområdet på RUC. Foto: Mathias Tuxen.

Powerpoint-teksten siger det hele om Hanne Leth Andersens oplæg. Hun er dog knap så villig til at følge sine ord op med konkret handling på optagelsesområdet på RUC. Foto: Mathias Tuxen.

Speak Your Mind

*