Frivillige på RUC kritiserer RUSK skarpt

Share

RUSK er et amatørmedie, det er nytteløst, man kan ikke stole på journalisterne, der er en ond bagtanke bag artiklerne. Det er blot nogle af de kritikpunkter, der er skudt efter RUSK. 

Især artiklen om rusvejlederne intensive forberedelse af rusforløbet vakte sidste år kritik af indeværende medie. Foto: Louise Akselsen.

Især artiklen om rusvejlederne intensive forberedelse af rusforløbet vakte sidste år kritik af indeværende medie. Foto: Louise Akselsen.

RUSK har været på mange af de frivilligt engageredes læber, især under sidste semester. Så meget, at der i november blev indkaldt til et møde om RUSK. Et møde, der handlede om, at mange af RUSK’s artikler har ét eneste formål: At kritisere det aktive miljø på RUC.

Det, der helt klart har været baggrunden for en del af kritikken af RUSK, er faktuelle fejl i artiklerne. Mikkel Sørensen, som har været frivilligt engageret inden for en række forskellige instanser på RUC, forklarer om en artikel bragt i sommeren 2014:

”Hierarkiet med lakajer og rusvejledere blev beskrevet helt forkert. Og det var der mange, der ikke synes var særlig fedt. Hvis RUSK ikke kan finde ud af at sætte den rigtige titel på den rigtige person, så negligerer de fuldstændig de personer, de snakker med, og deres arbejde.”

Rusvejledere vier dag og nat i august til de nye studerende

Forhenværende formand for Studenterrådet og nu medlem af Universitetsbestyrelsen Drude Rohde er enig:

”Lakajerne bruger et helt år på at planlægge rusvejledningen, så jeg tror, de følte sig meget nedværdigede af at blive fremstillet, som om de ikke lavede noget,” forklarer Drude.

Positiv opmærksomhed

RUSK’ redaktør Rasmus Thirup Beck erkender blankt, at der har været uheldige, faktuelle fejl i artikler. Dog har han undret sig over den store kritik af især selvsamme artikler, da de i hans øjne var positive. Han forklarer:

”Det mest paradoksale er, at jeg faktisk ikke synes, at de artikler har været kritiske. Det helt store kritikpunkt var dækningen af introugen under rusforløbet, hvor vi i en artikel, der i øvrigt fuldstændig roste alle de her frivilligt engageredes kæmpestore engagement, og det at de nærmest flytter ind på RUC, misforstod, hvad en lakajs arbejde er. Det blev blæst op til, at vi var de vildeste amatører og ikke anede, hvad vi lavede. Jeg kan godt forstå, at det var en vigtig detalje for dem, men det var jo ikke noget, der ændrede den gennemgående vinkel, som var: Wow, hvor lægger de meget energi i det her rusforløb.”

Hvis RUSK ikke kan finde ud af at sætte den rigtige titel på den rigtige person, så negligerer de fuldstændig de personer, de snakker med, og deres arbejde.

De faktuelle fejl havde altså en meget større betydning for de frivilligt engagerede, som fik tildelt forkerte titler.

Også i forhold til studenterpolitikken er RUSK blevet kritiseret. Mikkel Sørensen mener, at RUSK fuldstændig misrepræsenterer både Studenterrådet og Frit Forum ved ikke at formå at beskrive deres politik. Han nævner også, at Frit Forum selv har udtrykt utilfredshed med nogle af de ting, RUSK har skrevet.

Formanden for Frit Forum, Jacob Bjelskov Jørgensen, har dog ikke meget at sætte på RUSK:

”Det har mest været i forhold til, at RUSK har lagt nogle forkerte billeder ind af dem, der er blevet interviewet, eller hvor der har stået nogle forkerte navne. Men det er blevet ændret hurtigt. Det er bare halvirriterende, hvis det allerede ligger på Facebook. Men det er egentlig det eneste.”

Formanden er faktisk overvejende positiv:

”Det er rart, at I laver nogle artikler og lader os komme til med nogle blogs.”

Han synes dog, at RUSK kunne ændre sit fokus, eksempelvis i retning af RUC’s udvikling.

Glemte gennemlæsning

En del af årsagen til de faktuelle fejl i artiklerne har været, at de interviewede ikke læst artiklerne igennem,  før de blev lagt op på nettet  –  i et enkelt tilfælde på trods af en klar aftale. Det var artiklen om sommerens bootcamp, som rusvejlederne stod for:

”Jeg havde aftalt med journalisten, at jeg skulle læse artiklen igennem, før den blev offentliggjort. Det fik jeg ikke lov til. Og det resulterede så i, at RUSK uploadede en artikel, der var fyldt med fejl, folk var citeret forkert og havde fået tildelt forkerte navne. Og så er det et tillidsbrud. Hvis jeg ikke kan stole på min journalist, hvorfor skal jeg så snakke med ham?” forklarer Mikkel Sørensen.

Bootcamp var et stort, lykkeligt kaos

Også reportagen fra årets bootcamp bragte sindene hos flere RUC-frivillige i kog. Foto: Mathias Buch.

Også reportagen fra årets bootcamp bragte sindene hos flere RUC-frivillige i kog. Foto: Mathias Buch.

Også Drude Rohde har oplevet, at artiklerne er blevet sendt ud, før folk har fået lov at tjekke op på det, eller også er der blevet indsendt noget, hvor rettelserne ikke er blevet taget med. Det har eksempelvis resulteret i, at RUSK har tildelt Drude Rohde formandsposten i Studenterhuset, hvilket hun aldrig har været i nærheden af at være.

Redaktøren ser også særligt tilfældet med bootcamp som meget uheldigt:

”En af skribenterne havde en aftale med de interviewede om at gennemlæse artiklen. Jeg havde gjort klart, at jeg ville trykke artiklen, mens den stadig var aktuel, og det troede jeg journalisten havde bragt videre. Det var helt klart en kommunikationsbrist. Og jeg rettede med det samme de fejl, Mikkel Sørensen bad om at få rettet. Det vil jeg altid gøre, hvis der er fejl i artiklen,” forklarer redaktøren og fortsætter:

”Men igen; jeg tror det var én lille faktuel ting, som ikke ændrede på indholdet. At skrive om bootcampen, synes jeg, er en fejring af, at det sker.”

At kritisere bare for at kritisere

De frivilligt engagerede reagerer dog også på vinklen i artiklerne og ikke bare på faktuelle fejl:

”En ting er at blive kritiseret, men så at blive kritiseret, imens der samtidig er faktuelle fejl, det er måske ikke så fedt, når man laver frivilligt arbejde. Alle de her rusvejledere bruger en måned af deres sommerferie på at lave det her arbejde, og så at blive kritiseret foran alle de her studerende, det tror jeg var lidt et slag i ansigtet for dem,” fortæller Drude Rohde.

Også Mikkel Sørensen mener, at de frivillige nogle gange bliver kritiseret på deres engagementer, og at RUSK ikke kan lave kritik og være forkerte på samme tid, for så fungerer det ikke. Han mener, at RUSK er udelukkende kritiske.

Den kritik forstår Rasmus Thirup Beck slet ikke:

”Journalistik handler jo i meget høj grad om at afdække kritisable forhold, og det er også den ambition, jeg har med RUSK. Jeg ønsker, at RUSK skal ruske RUC, og vi ønsker at være kritiske. Og så fejrer vi i øvrigt flittigt RUC’s succeser med omtale.”

For ham kunne RUSK sagtens være endnu mere kritisk:

”Jeg synes jo i virkeligheden ikke, at RUSK har været kritisk nok. Jeg er altid glad, når vi er kritiske,” siger han, og han erkender også, at de frivilligt engagerede får meget opmærksomhed:

”Vi skriver meget om de frivillige. De får meget opmærksomhed. Og overvejende positiv, vil jeg sige.”

Rasmus Thirup Beck tror dog også, at den til tider voldsomme reaktion fra de frivillige bunder i, at dem, RUSK har kritiseret, er mennesker, som lægger rigtig meget energi og timer i RUC uden at få en krone for det.

”Det er enormt prisværdigt,” siger han:

”Og så er det selvfølgelig ikke fedt at få kritik, når man gør en masse ting ud af sit gode hjerte. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Der må jeg så bare sige, at det ikke er min opgave som redaktør for et uafhængigt, og ikke mindst kritisk, medie at tage hensyn til, om folk bliver stødte på manchetterne for at sige det groft. Det er min opgave at være kritisk.”

Drude Rohde er enig.

”Jeg tror på mange måder, at frivilligt arbejde er lidt mere sårbart, fordi det nemlig er frivilligt, og man lægger sin tid og energi i det på en anden måde, end man gør på et studiejob,” siger hun.

Men både Mikkel Sørensen og Drude Rohde kritiserer RUSK for bare at kritisere:

”Det handler om, at I skal ruske RUC, men jeg tror meget af kritikken kommer af, at det bliver meget en kritik for kritikkens skyld,” mener Drude Rohde.

Mikkel Sørensen har samme holdning:

”Jeg kunne godt tænke mig et miljø, hvor vi ikke kritiserer hinanden med den eneste grund, at man kritiserer noget. Man skal ikke kritisere bare for at kritisere, man skal kritisere, hvis der er noget at kritisere. Og det, jeg ikke har set i de artikler her, det er, hvad I vil med jeres kritik.”

Han mener tillige, at RUSK givet en del dårlige anmeldelser af de fester, der er arrangeret af de frivilligt engagerede: ”Vi prøver at vise folk, at det kan være virkelig fedt at være her. Og det eneste, vi har fået fra RUSK, det er dårlige anmeldelser. At vi forsøger at snyde hinanden, at vi stjæler gæster. Der er altid en ond bagtanke ved det.”

MGP-kritikken

Mikkel Sørensen lægger især vægt på en reportage omhandlende MGP, hvor der ikke kom mange mennesker. Han sammenligner den med en reportage af en årlig techno-fest, som havde en mere positiv vinkel.

RUC MGP: Kun for de indviede?

Therapissed fik taget til at lette på kantinen med deres hævi  -  og tog publikum så meget med storm at de også blev RUC MGP-vindere 2014. Men de skulle ikke spille til Årsfesten, som RUSK skrev.

Therapissed fik taget til at lette på kantinen med deres hævi – og tog publikum så meget med storm at de også blev RUC MGP-vindere 2014. Men de skulle ikke spille til Årsfesten, som RUSK skrev.

”Det var begge fest-reportager, men de blev set i meget forskellige lys. Den ene artikel var enormt kritisk, den anden var næsten en fejring af konceptet,” mener han.

Technofest: “Let’s go”

Rasmus Thirup Beck forklarer først og fremmest, at RUSK ikke laver anmeldelser:

”Forskellen ligger i den vinkel, den enkelte journalist ser og vælger. Ved MGP-festen kunne den udsendte journalist konstatere, at det i høj grad var ’Tordenskjolds soldater’, der var med til festen, og at arrangørerne havde haft svært ved at tiltrække de øvrige RUC’ere  –  hvilket i øvrigt blev bekræftet af en kilde, der tidligere havde været med til at arrangere MGP. Techno-festen var mere ren reportage.”

Redaktøren forklarer desuden, at RUSK ikke forholder sig til, om journalistikken får folk til at blive væk:

”Vi stræber efter at beskrive faktuelle forhold,” siger han.

Drude Rohde ser sagen fra begge sider:

”Jeg tror, at de, der stod for MGP-festen, var kede af at blive fremstillet på den måde, og det gør jo også, at der måske ikke er så mange studerende, der dukker op til næste fest. Jeg husker det som om, at festen blev fremstillet som et flop, men det er det jo også, hvis der kun var 100 studerende, når vi er 8000 i alt, for det er jo meningen, at festerne i kantinen skal kunne samle hele universitetet.”

Dog var hun ikke selv med til festen.

RUSK har potentiale

”Når de frivillige skyder ret meget med skarp efter nogle af skribenterne på RUSK, så skal de bare huske, at de på mange måder er ens. Begge grupper er frivillige mennesker, der lægger nogle kræfter i at gøre RUC til et bedre sted. Jeg synes, der skal være plads til kritik. De skal bare lige huske at holde en ordentlig tone,” fastlår Rasmus Thirup Beck.

Mikkel Sørensen kalder da også nogle af artiklerne for noget lort, så tonen kan være hård.

Men trods al kritikken ser han og Drude Rohde også et lys i RUSK. Drude Rohde mener, at de frivillige kan få mere ud af RUSK ved, at de studerende får information om, hvad der sker på campus, flere kan få lyst til at melde sig som rusvejledere og lignende. Og som hun siger:

”Både RUSK og rusvejlederne må jo lære noget af det. RUSK må så lære, at hvis nogen har bedt om at tjekke artiklen igennem, så skal de også have lov til at gøre det.”

Mikkel Sørensen tror endda, at det kan blive rigtig stort.

”RUSK har potentiale. Stort potentiale. Og jeg elsker jeres mantra med, at man skal forsøge at ruske i noget. Jeg synes, I skal skrive endnu mere,” siger han, men vil stadig ikke slippe kritikken:

”I skal bare lige have kvaliteten med også. Måske burde I ansætte en fact-checker. Og så skal I bare skrive sandheden”.

Faktisk har Mikkel Sørensen selv tilbudt at fact-checke for RUSK, men han fik afslag. Han gemmer ellers på et helt katalog fyldt med artikler med fejl, som han har rettet i.

Rasmus Thirup Beck mindes ikke Mikkel Sørensens tilbud, men han vil stadig svare nej tak:

”Det er et pænt tilbud, men det må og skal være den enkelte journalists arbejde at sørge for, at fakta er i orden. Af samme grund har jeg indskærpet overfor redaktionen, at de netop meget gerne må sende deres artikler forbi dem, de skriver om  –  ikke for at give dem redigeringsret, men for at få udryddet fejl og misforståelser.”

Det er altså RUSK’s mål fremover. Og så håber campusmediet på, at omtalen bliver bedre.

”Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, hvis der er kommet sådan en diskurs omkring RUSK, at det er noget, man ikke skal engagere sig i. For det synes jeg ikke, RUSK er. Jeg synes RUSK er vigtig for RUC,” fastslår Rasmus Thirup Beck.

Mikkel Sørensen har også rettet kraftig og omfattende kritik af denne artikel. Han er blevet tilbudt at få kritikken offentliggjort, men afslået. Han er også blevet tilbudt publicering af sit ‘katalog’ over faktuelle fejl i RUSK-artikler. Begge tilbud står ved magt.

Denne artikel er skrevet af den samme journalist, der skrev artiklen om rusforberedelserne.

Comments

  1. Mikkel Sørensen says:

    Jeg vil gerne erklære at min kritik af RUSK ikke bliver gengivet korrekt, mine kommentarer er til dels taget ud af kontekst og journalisten lyver når hun siger at jeg ikke har vendt tilbage med hensyn til en reaktion. Mit svar er i hendes mail indbakke.

  2. Hack Kampmann Kirkegaard says:

    Hej RUSK. Louise og Rasmus

    Først synes jeg at Mikkel Sørensen bliver sat meget i et negativt lys, selvom han blot kommer med lidt kritik af jeres kritiske medie.

    RUSK som uafhængig, og ikke mindst kritisk, medie på RUC er en god ting fordi det er uafhængigt og dermed ikke bundet af nogle interesser som kunne farve artiklerne. RUSK virker dog nogle gange til at være skrevet af mennesker som ikke selv deltager i det sociale som foregår. Mange sociale tiltag bliver sat i dårligt lys, fordi den kritiske vinkel er meget gennemtrængende og det er kritikken som er i fokus, og ikke det gode som også er bragt på banen i det enkelte tilfælde. Personligt ville jeg mene at RUSK som et uafhængig og kritisk medie, har muligheden for at være et samlingspunkt for RUC, hvor man kan kunne få bragt en god historie som måske forklarer nogle brølere undervejs. Når man læser over-kritiske artikler får man ikke indtrykket af at en journalist har bevæget sig herud for at hygge sig.

    Jeg synes generelt ikke dette indlæg viser åbenhed overfor kritik.

    “[…] det må og skal være den enkelte journalists arbejde at sørge for, at fakta er i orden”. Men er det ikke redaktørens ansvar?

    Kærlig hilsen en menig RUC’er som ikke orker læse jeres ofte negative og overkritiske indlæg
    – Hack Kampmann Kirkegaard

    • Kære Hack,
      Jeg er nok nødt til at bede dig være mere konkret, for jeg har lidt svært ved at se hvordan artiklen sætter Mikkel i et negativt lys. Skribenten Louise har kontaktet ham og bedt ham uddybe sin kritik.
      Det samme gælder faktisk din udlægning af at at RUSK er et overkritisk medie, der sætter mange sociale tiltag i et negativt lys. Et forsigtigt bud er, at 9 ud af 10 artikler RUSK har skrevet om det sociale liv og studenterorganisationerne har været enten ukritiske reportager af arrangementer eller politiske interview med de to politiske foreninger. De ganske få kritiske artikler udgør et minimum men skygger tydeligvis for alt andet på RUSK.dk. Det synes jeg er ærgerligt.
      Jeg kan på stående fod komme i tanke om MGP-reportagen (hvis vinkel vi jo får bekræftet af en tidligere formand for arrangementet og som Drude Rohde i den aktuelle artikel jo tilkendegiver ikke er helt ude i skoven); en småkritisk nyhed om, at Kamarillaen for to årsfester siden brugte en masse penge på at flytte nogle betonfirkanter, der netop var blevet stillet op; og en klart kritisk artikel om Studenterrådets dobbeltrolle (med klare kritiske afsendere – det var ikke bare noget, vi fandt på).
      Kan du komme i tanke om mere?
      Alternativet må være, at vi kun fejrer RUC, og det er hverken intentionen med RUSK eller specielt interessant. Det rykker ikke universitetet nogle veje.
      Jeg ønsker ikke at virke defensiv, men jeg vil gerne forklare mig. Og jeg vil meget gerne have dit svar.
      Bedste hilsener,
      Rasmus
      P.s. Jo, faktuelle fejl er redaktørens overordnede ansvar. I praksis betyder det, at man sørger for at have dygtige, grundige journalister i redaktionen, og så bærer skylden når det går galt. For det går galt. For RUSK, for Politiken, for DR. Det er uundgåeligt. Taget i betragtning, at jeg kun har 15 timers arbejdsuge, kan jeg ikke bruge min tid på at eftertjekke alt i artiklerne. Jeg giver i stedet efterkritik på det journalistiske håndværk, sætter nye artikler i gang og redigerer, de artikler jeg får ind.
      Og som sagt, så har jeg indskærpet en grundigere faktatjeksproces overfor redaktionen. Tro mig, der er ingen der er mere træt af fejl i artikler end mig.
      Jeg vil ønske, at du går ind og læser nogle af de mange positive, ligefrem fejrende og ikke mindst fejlfrie artikler, der udgør langt størstedelen af indholdet på RUSK.dk.
      De bedste hilsener,
      Rasmus

Speak Your Mind

*