Smilet i kantinen

Share

RUSK har mødt RUC’s altid smilende, råbende og mystiske kantinemedhjælper Pia Shirley Maja Berlon til et ærligt interview om arbejdet i kantinen og om personen bag kantinens skranke. 

Skrevet af Sofie Ruhnau Andersen

Sådan ser hun ud. Altid med et smil.

Sådan ser hun ud. Altid med et smil.

Der hersker en slags stilhed efter stormen i RUC’s kantine. Frokostrushet har efterhånden lagt sig, og kun få studenter er stadig at finde rundt omkring i kantinens fællesarealer. Nogle taler sammen, andre sidder med hovedet fast forankret i computerens firkantede skærm, og få andre bevæger sig stadig ind i ”Green Café by RUC.”

Kantinepersonalet tømmer skraldespande, tørrer borde af og det sidste snavsede service er i gang med at blive vasket rent igen.

Se også: Kantinekrigen raser

Da klokken passerer 15.00 på det store ur over kantinens skilt, kommer Pia ud. Pia Shirley Maja Berlon, som hun rettelig hedder, er kantinemedhjælper i kantinen og kendt af de fleste. I dag er hun klædt i en blomstret tunika og smiler - selvfølgelig - med hele ansigtet.

Kunderne er det bedste

Pia Berlon har arbejdet i RUC’s kantine i 12 år til august. De mange år har gjort hende til en fast del af kantineteamet, og hun er blevet et genkendeligt og værdsat ansigt blandt RUC’s mange studerende. Men værdsættelsen er gengældt. Hun mener nemlig, at kunderne er dem, der gør jobbet bedst og mest fyldestgørende.

”De er simpelthen så søde, så smilende og så dejlige. Og det smitter,” erklærer hun.

Og det kan man se på hende. Bag disken har hun altid et smil på læben og taler dagligt med de mange studerende, der kommer for at sikre sig frokosten. Selv i kantinens travle timer mellem 11-14 får kunderne et ”hav en god dag” eller ”går det dig godt?” med på vejen.

Du skal være smilende, du skal være positiv, du skal hjælpe, hvor du kan hjælpe, og så går kunder ud med en god oplevelse og kommer igen.

Det adskiller sig fra Pias Berlon tidligere job. Hun er uddannet fra Dahls Varehus, og her var kundekontakten en lidt anden.

”Hvis du står der, hvor jeg har stået, i Dahls Varehus, kommer du ikke dine kunder ved - det er forskellige kunder fra dag til dag. Du kan ikke huske, hvem eller hvem du ikke har ekspederet. Her kan man næsten huske dem alle.”

Man kommer længst med et smil

Ved de travle tidspunkter i kantinen kan hun høres i den lille biks.

”Ret nu ind i køen”, ”Kan i ikke læse skiltene, der står kontanter eller og dankort,” råber hun ud over menneskemyldret.

Men man skal ikke tage fejl af hendes høje røst. Lige efter kommer et stort og bredt smil.

Pia Berlon er nemlig i størstedelen af tiden i godt humør og med et smil på læben. Hun beskriver sig selv som ærlig, glad og nem at have med at gøre. Det at være glad lægger hun stor vægt på. Hun stræber efter at se det positive i alt og forsøger så vidt muligt at give kunderne en god oplevelse med på vejen.

”Du skal være smilende, du skal være positiv, du skal hjælpe, hvor du kan hjælpe, og så går kunder ud med en god oplevelse og kommer igen. De gider ikke, hvis det er en dårlig opførsel.”

En mystisk bagside

Bag kantinedamens glade og positive ydre dukker et mere mystisk indre frem. Pia Berlon har i mange år dyrket det alternative, hvilket hun har arvet fra sin mor. I teenageårene var hun meget skræmt af sine clairvoyante evner, men som årene gik, og hun begyndte at undervise og tage kurser indenfor det alternative, fik hun mere og mere styr på, hvordan hun skulle tackle det.

Kødfri mandag - nu med kød

I dag har hun dog lagt denne side helt bag sig. Efter sin mors død slog den alternative klap ned. Moderen havde i 30 år levet og åndet for det alternative, hvor hun havde hjulpet folk. Men hun fik ingen hjælp fra det alternative, da hun havde brug for det. Det skuffede Pia Berlon, og derfor vendte hun den alternative side ryggen.

”Jeg har lukket helt af for det. Jeg ser ingenting mere, der er lukket ned.”

Sit glade smil har hun dog ingen planer om at lukke ned for. Pia Berlon er blevet et kendt ansigt i kantinen, og de studerende værdsætter hendes gode humør.

Én efter en kommer de ud med et stort smil på læben og mad i hånden. De smiler og de griner ud af kantinens udgang.

Speak Your Mind

*