Alkoholpolitikken på RUC er inkonsistent

Share

Reglerne for salg af alkohol på RUC er usammenhængende. RUCBar må først sælge fra klokken 14, men i kantinen kan man altid købe det. I husene må der først indtages alkohol fra klokken 16. Ledelsen erkender problemet.

I RUCBar må der først serveres øl fra kl. 14, hvorimod man kan købe øl i kantinen fra morgenstunden. Universitetsdirektør Peter Lauritzen lægger op til at begrænse tidsrummet, hvor kantinen kan sælge øl. Foto: RUCBar.

I RUCBar er ølsalget tidsbegrænset, hvorimod man kan købe øl i kantinen fra morgenstunden. Foto: RUCBar.

Af Mathias Falkengaard

Baren i Studenterhuset, RUCBar, har en reel alkoholbevilling fra 5 morgen til 2 nat, men RUC har begrænset salget til kun at kunne ske fra kl. 14 til kl. 2 om natten. Det er ikke altid populært blandt eleverne, fortæller Sebastian Høyer, som er økonomiansvarlig i RUCBar.

”Det betyder, at vi nogle gange må sende nogle skuffede herfra, men det er ikke noget vi kan gøre noget ved,” siger Sebastian Høyer.

Læs også: Byggesjusk forsinkede Studenterhuset

 Sammen med resten af koordinatorerne i baren må han følge de begrænsninger, som ledelsen har pålagt dem for, hvornår der må sælges alkohol. Men sådan er det ikke overalt på campus. I husene er reglerne endnu strengere. Her må der først indtages alkohol efter klokken 16.  Men i universitets egen kantine, Green Café, sælges der alkohol helt fra morgenstunden.

…hvis der er et marked for det, og det er godkendt i vores samfund, hvorfor skulle det så ikke også være sådan på campus?

-Jimmi Christiansen, køkkenchef i Green Café

Kantinen ikke begrænset

Kantinen er ikke underlagt bestemte regler, for hvornår det må sælges. Forsøger man, som RUSK’s udsendte, at købe en øl klokken halv 11 om formiddagen, bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved det. Køkkenchefen Jimmi Christiansen ser det ikke som et problem.

”Om det er på campus eller nede på tankstationen, de køber alkohol, kan være det samme. Ellers er det jo en helt anden verden, vi skal have, for hvis der er et marked for det, og det er godkendt i vores samfund, hvorfor skulle det så ikke også være sådan på campus,” spørger han retorisk.

Selvom RUC har en politik, der tilsigter at alkohol først må indtages efter klokken 16, vil kantinen således ikke ændre på noget, medmindre de får besked på det fra RUC.

Læs også: Smilet i kantinen

”Det er der ikke nogen fornuft i. Men hvis man kommer med et påbud til os, om at det skal laves om, så er vi jo nødt til at efterleve det,” konstaterer køkkenchefen.

Og noget tyder på, at der arbejdes på at stramme op på reglerne.

Dårligt signal

 Universitetsdirektør Peter Lauritzen er i hvert fald bekendt med problemstillingen. Han hæfter sig ved det signal det sender, at alkohol altid er tilgængeligt i kantinen.

”Vi har drøftet det en del gange i de år jeg har været her, for jeg synes det sender et forkert signal,” siger Peter Lauritzen.

Derfor lægger han op til, at salgstidspunkterne laves om, så de tilpasses RUC’s politik.

”Min holdning er at vi skal begrænse det tidsrum, man kan købe alkohol i kantinen, for at det passer sammen med vores generelle politik,” siger Peter Lauritzen.

Comments

  1. Nicolas Padfield says:

    “Studerende”, ikke “elever” tak 🙂 Elever går i skole og læreren er ansvarlig for læringen. Studerende går på universitetet og har ansvar for egen læring 🙂

Speak Your Mind

*