Blog: Hvad lærer man af en lærebog?

Share

Lærebøger i kritisk tænkning er stjerneeksempler på paradokset ved at undervise andre i at tænke kritisk og selvstændigt, fortæller videnskabshistoriker Kasper Risbjerg Eskildsen.

RUSK byder velkommen til videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen, der er seneste skud på RUSK's blogger-stammen. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Lærebøgerne afspejler undervisernes målsætning om at lære de studerende at tænke kritisk. Det gør dem til konkrete eksempler på det paradoksale ved at undervise i kritisk tænkning, fortæller Kasper Risbjerg Eskildsen. Foto: Privatfoto

Siden oplysningstiden er der blevet udgivet lærebøger om kritisk tænkning, fra Jean Leclercs uhyre populære Ars Critica fra 1698, der overskueligt og klart præsenterede den filologiske tekstkritik, til de mange angloamerikanske introduktioner til Critical Thinking, der i dag formidler logik og argumentationsteori til bachelorstuderende uden overdreven brug af tekniske begreber. Der findes ligeledes en mængde af nemt fordøjelige indføringer og lærebøger i kritisk pædagogik, kritisk teori og adskillige andre fagområder og teoriretninger, der har fået vedhæftet adjektivet ‘kritisk’.

Siden oplysningstiden har mange imidlertid også betvivlet, at kritisk tænkning kan læres fra en lærebog. Formålet med lærebøger er, i sagens natur, at introducere og regulere snarere end at provokere og diskutere. Af hensyn til forståelsen forsimpler de materialet og skjuler uenigheder. Kritisk tænkning kræver derimod selvstændig stillingstagen. Der findes derfor næppe noget bedre eksempel på den kritiske undervisnings paradoks, som jeg introducerede i mit sidste blogindlæg, end udbredelsen af sådanne lærebøger.

Fornuften, loves det, forklares ”uden syllogismer” og ”på en måde, der er letforståelig for alle, uanset hvilket køn eller hvilken stand de tilhører.”

Undervisning med og mod bogen

Før oplysningstiden benyttede underviserne ofte, men ikke altid, flere tusind år gamle lærebøger. En indføring i logik kunne eksempelvis tage udgangspunkt i Aristoteles’ Organon og en indføring i retorik i et værk af Cicero. Til forelæsningen forventedes alle studerende at anskaffe sig et eksemplar af værket, og nogle europæiske bogtrykkere leverede særlige udgaver af sådanne lærebøger med god plads til forelæsningsnoter. Underviseren startede med at læse op af bogen og kommenterede derefter indholdet ord for ord og side for side. Til sidste blev de studerende overhørt i deres forståelse af teksten. I løbet af 1600- og 1700-tallet blev lærebøgerne erstattet af nyere værker, men undervisningsformen var ofte den samme. Selv Immanuel Kant benyttede en sådan undervisningsform, som det fremgår af de grundige og udførlige studenternoter fra hans forelæsninger.

Læs også Kasper Risbjerg Eskildens første blog: Kan man undervise i kritisk tænkning?

En af de første til at påpege problemerne med den lærebogsbaserede undervisning var den tyske oplysningsfilosof Christian Thomasius. Thomasius skrev selv lærebøger, herunder en fornuftslære, Einleitung zu der Vernufft-Lehre fra 1691, der i stil, indhold og formål minder en del om de moderne introduktioner til Critical Thinking. Undertitlen efterlader heller ikke nogen tvivl om, at bogen forsimpler og formidler. Fornuften, loves det, forklares ”uden syllogismer” og ”på en måde, der er letforståelig for alle, uanset hvilket køn eller hvilken stand de tilhører.” I sin undervisning, først i Leipzig og senere i Halle, forsøgte Thomasius imidlertid at undergrave og modarbejde forsimplede fremstillinger. I sine forelæsninger præsenterede han flere forskellige modstridende holdninger og argumenterede skiftevis for det ene og for det andet standpunkt, i forskellige tonefald. Han opfordrede også sine studerende til besøge andre forelæsninger og til at opsøge og fremføre argumenter, der udfordrede de holdninger og filosofiske grundsætninger som man kunne finde i hans lærebøger. I en kort indføring til jurastudiet fra 1699, hævdede han eksempelvis at ”jo mere de tvivler på mig, ja, jo skarpere de opponerer imod mig, desto mere vil det glæde mig”.

Den studerende som forfatter

Allerede i oplysningstiden eksperimenterede man også med nye undervisningsformer, hvor de studerende ikke blot skulle indlære viden fra lærebøger og forelæsninger, men også hver for sig og i fællesskab producerede ny viden. Thomasius gjorde selv enkelte forsøg, men det vigtigste eksempel er Friedrich August Wolfs filologiske seminar i Halle, grundlagt i 1787. I seminaret skulle de studerende selv udvælge emner fra den klassiske litteratur, fremsætte selvstændige teser om materialet og skriftligt argumentere for disse. Disse teser og argumenter blev derefter diskuteret i fælleskab blandt de studerende og med Wolf selv. På baggrund af disse diskussioner skulle de derefter aflevere selvstændige opgaver.

På det moderne masseuniversitet behøvede studerende og undervisere ikke længere at udfordre sig selv og hinanden, men kunne trygt lære kritik efter bogen.

Wolfs undervisningsform forsatte på 1800-tallets tyske universiteter og var sandsynligvis en væsentlig inspiration ved grundlæggelsen af Berlins Universitet i 1810 forbilledet for det såkaldte Humboldtske forskningsuniversitet. Wilhelm von Humboldt kendte Wolf personligt, besøgte ham i Halle og beundrede hans seminarundervisning. Ligesom Humboldt selv, fremhævede mange af professorerne i Berlin også betydningen af denne type undervisning. Universitetets opgave var ikke kun at overføre viden fra underviser til studerende, men også at lære de studerendes at tænke kritisk og selvstændigt. Selvstændighed og kritisk tænkning kunne ikke erhverves fra en lærebog eller en forelæsning, men kun gennem øvelse. Den væsentligste øvelse var produktionen af selvstændige skriftlige arbejder og ikke mindst den gensidige kritik af disse arbejder. Endnu i 1881 blev den Belgiske historiker Paul Fredericq nægtet adgang til Theodor Mommsens og Johann Gustav Droysens kildekritiske øvelsesundervisning i Berlin med den begrundelse, at kritikken her var for hård til, at en udenforstående kunne deltage.

Læs også: Hum-studerende er for dårlige til at møde op til undervsning

Erhvervsarbejde og metodebøger

Det var imidlertid kun et lille mindretal af de studerende ved 1800-tallets tyske universiteter, der havde mulighed for at deltage i øvelser, som dem Mommsen og Droysen udbød i Berlin. Godt nok blev seminarinstitutionen i løbet af 1800-tallet udbredt til alle tyske universiteter og til samtlige fagområder, men formålet med disse seminarer var primært at træne studerende til fremtidigt erhvervsarbejde og i særdeleshed til arbejdet som gymnasielærere. Gennem øvelser skulle de studerende skoles og indlære fagets metoder, således at de senere ville levere nogenlunde samme undervisningskvalitet til deres elever i gymnasiet. De studerende forventedes derfor heller ikke at skrive selvstændige forskningsarbejder, men skulle i stedet løse opgaver der illustrerede bestemte metodiske pointer.

Læs også: Blog: Tid til eftersyn af metodeundervisningen

Denne øvelsesform blev efterhånden normsættende for universitetsundervisningen og førte til en opblomstring af nye lærebøger i metode fra anden halvdel af 1800-tallet og frem. Den moderne kildekritik blev således kodificeret i Ernst Bernheims Lehrbuch der historischen Methode fra 1889 og hans kortere Einleitung in die Geschichtswissenschaft fra 1905 , Charles Seignobos og Charles-Victor Langois Introduction aux études historiques fra 1898 og, i dansk sammenhæng, Kristian Erslevs Historisk Teknik fra 1911. På det moderne masseuniversitet behøvede studerende og undervisere ikke længere at udfordre sig selv og hinanden, men kunne trygt lære kritik efter bogen. Fremkomsten af lærebøger i Critical Thinking er vel kun den naturlige konsekvens af denne udvikling, hvor kompetencer og færdigheder standardiseres og tilpasses arbejdsmarkedet. Om disse lærebøger så rent faktisk lærer de studerende at tænke kritisk er nok mere tvivlsomt.

Om bloggeren

Formålet med denne blog er at undersøge og diskutere universitetets og videnskabens kritiske rolle i fortid og nutid. Jeg opfordrer læserne til at skrive kommentarer nedenfor eller direkte til mig på eskild@ruc.dk og til at foreslå emner, at beskrive interessante undervisnings- og forskningspraktikker og at nævne universiteter rundt om i verden, der udmærker sig ved en særlig kritisk profil. Jeg vil så forsøge at følge op på dette i senere blogindlæg.

Kasper Risbjerg Eskildsen er ph.d. i filosofi og lektor i videnskabshistorie ved Afdeling for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet.

Speak Your Mind

*