RUC’ere har helt særlige forudsætninger for iværksætteri

Share

RUC-studerende vil revolutionere privatrengøring i København og gøre op med den sorte økonomi på et marked, der er mere end to mia. kroner værd. Hun opfordrer flere studerende til at droppe lønmodtagermentaliteten og kaste sig ud i egne iværksættereventyr.

Tekst: Rasmus Karkov
Foto: Uffe Weng

RUC_ere_har_helt_240x240Da vi mødes, er der tre uger til, hun går i luften med en start-up, der potentielt vil omvælte et stort marked, der hidtil har henlagt i mørke. Med sitet MakeMyHome.dk vil hun sammen med sine medstiftere slutte sig til deleøkonomiens sociale revolution og formidle rengøring til private i først København, siden resten af landet og måske engang til hele verden.

»MakeMyHome gør det let, hurtigt og fleksibelt at booke professionel rengøringshjælp og samtidig gøre en forskel. Vi hjælper udenlandske kvinder med at få adgang til det danske arbejdsmarked, og vi gør vores bedste for at gøre det mere attraktivt at vælge det lovlige marked for rengøringshjælp. Vores løsning er en platform, der er inspireret af Übers måde at matche personers placering på og Airbnbs service-platform, som både er nem og pålidelig at bruge,« siger 26-årige Charlotte Bay Hansen.



RUC bør fremme iværksætterånd

Stifterne mødte hinanden gennem netværket Future Entrepreneurs of Denmark, der i samarbejde med spillere som McKinsey, Google og Microsoft hjælper studerende, der bryder med den traditionelle danske lønmodtagermentalitet og i stedet vil skabe deres egne virksomheder. Charlotte Bay Hansen synes, at langt flere af hendes medstuderende skulle gøre det samme.
»Jeg forstår ikke, at der ikke er flere studerende, der starter deres eget. Jeg synes, der er for få, der kaster sig ud i det. Der er mange muligheder for studerende, der vil iværksætte, og det er ikke fuldtid, men noget jeg gør ved siden af studierne,« siger Charlotte Bay Hansen.

Hun mener også, at RUC kunne gøre mere for at fremme selvstændig virkelyst hos de studerende.

»RUC gør for lidt for at fremme et iværksættermiljø. Man kunne godt gøre langt mere for at bygge bro og videndele og skabe iværksætternetværk. RUC har forudsætningerne. Studerende fra RUC har nogle helt særlige kompetencer inden for projektledelse og evner til at skabe udvikling inden for sociale områder. Derfor burde det være langt mere naturligt for RUCstuderende at satse på en fremtid som selvstændig frem for lønmodtager,« siger Charlotte Bay Hansen.

Hendes medstiftere Santia Akhoundi og Laurynas Gruzinskas fra Iran og Litauen læser henholdsvis jura på Københavns Universitet og Global Business Informatics på IT-Universitetet. Tilsammen bruger de deres studiekompetencer fuldt ud i virksomheden. Således har Charlotte Bay Hansen ansvaret for markedsføring, forretningsstrategi og CSR.

Freelancemodel giver adgang til arbejdsmarked

Privat rengøring er på nuværende tidspunkt en sort økonomi, som Rockwool Fonden vurderer svarer til over to mia. kroner omregnet til hvidt arbejde. Det er et svimlende beløb, og en deleøkonomi-tjeneste, der som Airbnb og Über kan holde prisen nede og fleksibiliteten i top, er så simpel og god en idé, at stifterne allerede har deltaget i Venture Cup Idea Competition og modtaget 25.000 kroner fra Fonden For Entreprenørskab. De penge har de brugt til at outsource selve onlineplatformen, som er udviklet af bulgarske programmører.

Systemet fungerer på samme måde som andre deletjenester ved at forbinde arbejdsgiver og arbejdstager. Rengøringsassistenterne er ikke ansat af MakeMyHome, men er tilknyttet på freelancevilkår. Den model er stærkt kritiseret af fagbevægelsen over hele verden, da den udraderer de traditionelle lønmodtagerrettigheder. Men Charlotte Bay Hansen mener, at deres forretningsmodel tværtimod fungerer som en indgang til det traditionelle arbejdsmarked for personer, der ellers ville arbejde sort. 

»Vores virksomhed er bygget op om vores værdier, der handler om, at vi gerne vil bekæmpe den sorte økonomi, hjælpe folk, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, samarbejde med jobcentre og gøre det nemt, fleksibelt og billigt at få gjort rent i sit hjem,« siger Charlotte Bay Hansen.
Artiklen har tidligere været bragt i Rubrik - læs øvrige artikler her

Speak Your Mind

*