RUC på Folkemødet: Mand dig op, bliv klogere og tag ansvar!

Share

Er du til Folkemødet på Bornholm? Så kig forbi Røgeriets Mødetelt, hvor Roskilde Universitet i år har tre spændende debatarrangementer.

Siden Folkemødets spæde start i 2011, så er udviklingen kun gået én vej. I år har demokrati- og politik ’festivallen’ endnu en gang oplevet vokseværk. Det anslås, at omtrent 100.000 kommer til at deltage i de over 2.600 events fordelt på mere end 200 telte i Allinge.

Roskilde Universitet er selvfølgelig med på Folkemødet, ligesom de andre danske universiteter også er. For RUC’s rektor, Hanne Leth Andersen, er det en selvfølge, at RUC skal være repræsenteret på Folkemødet:

“Det er også et universitets rolle og ansvar, at være med til at kvalificere den politiske debat. For RUC ligger det meget lige for at deltage i Folkemødet, da vi i vores profil bekender os mod at være åbne og engagerede i samfundets væsentligste problemstillinger og debatter”.

Her har du en oversigt over hvad du kan forvente af Roskilde Universitets tre arrangementer, samt hvornår de foregår:folke

Torsdag 19:15-20:15: Mand dig op, Mand!

Kenneth Reinicke, der er kønsforsker ved RUC, kommer torsdag aften med en opsang til de danske mænd, som han mener har et misforstået forhold til ligestilling. Mange mænd forbinder ligestillingsprojektet med, at de skal afgive magt til kvinderne, i stedet for et projekt som de selv kan vinde en masse på. Derfor lyder det retoriske spørgsmål fra Kenneth Reinicke:

“Hvorfor er det så svært at indse, at mere ligestilling også betyder flere muligheder for mænd?”

Kenneth Reinicke har i længere tid forsket i mænd og manderoller, og satte bl.a. i 2012 fokus på de kønsspecifikke problemstillinger som mænd er særligt udsatte for i sin bog Drenge og mænd i krise? Perspektiver og indsatsområder.

Til debatarrangementet får Reinicke selskab af både Edith Jakobsen, arbejdspolitisk chef i DJØF, og Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog. RUC’s rektor Hanne Leth Andersen agerer ordstyrer. Arrangementet finder sted i Røgeriets Mødetelt 3 (F8) ved Allinge Røgeri.

Fredag 17:45 – 19:00: Er det dumt at blive klogere?

Fredag står i etikkens tegn, når Thomas Søbirk Petersen inviterer til debat om etikken i ’kunstigt’ at forbedre mennesket. Han mener nemlig ikke. at det som udgangspunkt er problematisk, at legalisere brugen af doping og smart drugs til raske mennesker.

“Jeg synes ikke, der er noget kontroversielt i det, hvis man kan hjælpe folk, der er dårligt stillede, til at få en uddannelse og få en bedre oplevelse ved eksamen, udtalte Thomas Søbirk Petersen i 2011 til Berlingske i en artikel om smart drugs.”

Smart drugs bliver også kaldt study drugs, og dækker bl.a. over Ritalin (ADHD Medicin) og former for amfetamin. I de seneste år er study drugs blevet udbredt på særligt amerikanske universiteter, og mens indtaget af dem endnu ikke anses for almindeligt i Danmark, så tyder det på, at fænomenet er ved at blive mere udbredt på danske læringsanstalter.

Til at debattere hvorvidt det er smart at tage smart drugs eller ej, kommer Bente Klarlund Pedersen, der er sundhedsforsker og overlæge på rigshospitalet. Derudover kommer Joachim B. Olsen, der er folketingsmedlem for Liberal Alliance og tidligere Olympisk guldvinder i kuglestød, samt Niels Saxtrup, praktiserende speciallæge i almen medicin i Rønne. Hanne Leth Andersen agerer igen ordstyrer.

Lørdag 14:45 – 16:00: Ansvaret, der forsvandt?

Lørdagens debatarrangement starter lidt tidligere end de andre, men ikke tidligere end at man sagtens kan nå at komme af med de værste tømmermænd og være klar til at sætte fokus på hvad der sker, når forvaltningen af vores demokrati fejler. For det sker tilsyneladende oftere og oftere i disse skandaleplagede tider vi lever i.

Man kan nævne skandalerne i flæng – skattesagen, overbetalte sygehuse, nødløgn og kalenderfusk. Listen over skandalesager der har ramt ministre og top embedsmænd de seneste år er lang, og tegner et problematisk billede af en offentlig administration i krise. Oplægget ligger op til en diskussion af hvordan kulturen og systemet i den offentlige administration er under pres disse dage.

Til dette arrangement har Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved RUC samt folketingskandidat for Det Radikale Venstre, lavet oplægget. Derudover deltager Jesper Thynell, Cavling-prisvindende journalist og RUC alumne, samt Christian S. Nissen, der er forfatter og tidligere generaldirektør i DR. Til dette arrangement har Silas Harrebye, adjunkt i politik og social forandring ved RUC, overtaget ordstyrerrollen fra Hanne Leth Andersen.

Debatten finder ligeledes sted i Røgeriets Mødetelt 3 ved Allinge Røgeri.

Her kan du se alle de ruc-forskere, der deltager i debatter på Folkemødet

Speak Your Mind

*