Debat: RUC styrker Frivillighedskulturen

Share

Akademisk Råd har netop vedtaget, at det fremover skal være muligt at få dispensation fra Fremdriftsreformens krav om fuldtidsstudier, hvis man som frivillig på RUC bruger rigtig mange timer på at gøre vores universitet til et bedre sted at studere.

Af International Club, RUCBar & Café, Rusvejledningen 2015, StudenterhusetRUC og Studenterrådet.

Foto: Peter Brandt / Roskilde Universitet

Foto: Peter Brandt / Roskilde Universitet

Vores rektor, Hanne Leth, har ofte rost RUC for at være det universitet i Danmark, som har det bedst fungerende frivillige miljø blandt sine studerende. Et miljø som Fremdriftsreformens krav om, at studerende skal læse 30 ECTS pr. semester bringer i fare. Nogle studerende bruger så mange timer som frivillig, at det vil gå ud over deres studier, hvis Fremdriftsreformens skal følges. Og da vi trods alt er her for at få en uddannelse, vil det resultere i, at langt færre ville kunne lægge de fornødne kræfter som frivillige her på campus.

Akademisk Råd har netop vedtaget, at det fremover skal være muligt at få dispensation fra Fremdriftsreformens krav om fuldtidsstudier, hvis man som frivillig på RUC bruger rigtig mange timer på at gøre vores universitet til et bedre sted at studere. Rektor bakkede op om denne indstilling, som nu gør det muligt at læse på halv tid, hvis man bruger så mange timer som frivillig, at det vil påvirke ens studier.

På RUC har vi heldigvis studerende, som gerne bruger rigtig, rigtig mange timer om ugen som frivillige i vores organisationer. Uden de frivillige studerende her på RUC ville campus være kedeligere og vores forhold som studerende være ringere. RUC har, som landets eneste universitet, anerkendt vigtigheden af dette arbejde ved at give studerende mulighed for at fortsætte det store stykke arbejde, der lægges overalt på campus.

Muligheden for dispensation er ikke kommet af sig selv. I de seneste måneder har vores organisationer, samt en række studienævn, presset på for, at der blev taget hensyn til de frivillige studerende på campus ved implementeringen af Fremdriftsreformen. Derfor er dette også en sejr, som vi gerne vil dele med vores medstuderende.

Fremdriftsreformen er ikke god for nogen studerende, men nu har vi i det mindste sikret, at den ikke ødelægger frivillighedsmiljøet på vores universitet fuldstændigt. Vi håber, at dette tiltag vil komme både nuværende og kommende studerende til gode, og at det vil gøre det nemmere at være frivillig på RUC fremover, så kommende studerende kan være med til at skabe det fedeste studiemiljø på RUC .

Speak Your Mind

*