Blog: Hvad er problemet?

Share

Hvad er et problem i kritisk uddannelse og forskning? Kasper Risbjerg Eskildsen, ph.d. i filosofi og lektor, giver her et bud.

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Ideen om problemorienteret uddannelse stammer fra amerikaneren John Dewey. Dewey var en af den amerikanske pragmatiske filosofis grundlæggere, men han er i dag sandsynligvis mere kendt for den pædagogiske filosofi, som han udviklede i forbindelse med sit arbejde med The Laboratory School ved University of Chicago omkring år 1900. Centralt for denne pædagogiske filosofi var problemet. For Dewey var et problem altid et problem for nogen.

Det kunne ikke adskilles fra spørgeren, men opstod når noget “forvirrer og udfordrer bevidstheden, så det gør en opfattelse usikker”. Uddannelsen skulle tage udgangspunkt i denne usikkerhed og derved afsøge og udvide grænserne for forståelsen. Formålet med uddannelsen var ikke at få den studerende til at tænke som sin underviser eller at overføre et allerede etableret korpus af viden. Formålet var tværtimod at lære den studerende at tænke selvstændigt og refleksivt, samt at kunne finde nye, anderledes og personlige svar på livets udfordringer. I 1938 opsummerede Dewey forskellen på traditionel og progressiv uddannelse:

Over for tvang ovenfra sættes udfoldelsen og dyrkelsen af individualiteten; over for ydre disciplin fri aktivitet; over for læring fra tekster og undervisere læring fra erfaring; over for tilegnelsen af isolerede færdigheder og teknikker igennem mekanisk indøvelse sættes tilegnelsen af disse som midler til at nå mål af direkte og afgørende betydning; over for forberedelse til en mere eller mindre fjern fremtid sættes det at få mest ud af det nærværende livs muligheder; overfor stillestående formål og materialer sættes kendskab til en foranderlig verden”.

Problemer og paradigmer


Deweys filosofi var med til at definere den progressive uddannelsestænkning i det 20. århundrede, men den var langt fra det eneste bud på hvordan man skulle forstå uddannelse i perioden. Hans adskillelse imellem traditionel og progressiv uddannelse beskrev en konflikt imellem samtidige opfattelser af uddannelse og videnskab, snarere end en historisk udvikling. Mens Dewey forbandt fremkomsten af moderne videnskab med selvstændighed og villighed til at udfordre dogmer, så understregede andre netop videnskabens kollektive og dogmatiske karakter. Denne opfattelse ses måske tydeligst i Thomas Kuhns videnskabsfilosofiske og –historiske værker fra midten af 1900-tallet, hvoraf det mest kendte er The Structure of Scientific Revolutions fra 1962.

Ligesom Dewey, opfattede Kuhn videnskaben som problemorienteret, men han havde en meget anderledes opfattelse af betydningen af dette. Et videnskabeligt problem, ifølge Kuhn, var normalt et problem indenfor rammerne af et bestemt videnskabeligt paradigme. For at kunne identificere og løse problemer skulle den studerende derfor først acceptere indholdet af sine læreboger, også selvom disse forsimplede materialet og skjulte uenigheder, og følge sine underviseres eksempel. Uddannelse skulle altså netop baseres på, hvad Dewey kaldte, ”mekanisk indøvelse” og ”stillestående formål og materialer”. Selv som forsker skulle man ikke forsøge at udfordre videnskabens grundantagelse, men i stedet fokusere på, hvad Kuhn kaldte, ”puzzlesolving”. Forskere var blot vidensarbejdere og havde til opgave at løse mindre videnskabelige uklarheder og tekniske problemer inden for rammer af paradigmet.

Instrumentel versus kritisk uddannelse


Kuhn underviste selv på de amerikanske eliteuniversiteter Harvard, Berkeley, Princeton og MIT og hans beskrivelse af moderne uddannelse og forskning afspejlede situationen på disse universiteter i midten af det 20. århundrede. Hans teorier var måske endog med til at legitimere en mere instrumentel tilgang til videnskaben. Forskningens væsentligste opgave, ifølge denne instrumentelle opfattelse, var ikke at forstå eller forklare verden, men bidrage med nye praktiske og tekniske løsninger. Uddannelsens opgave var dernæst at videregive videnskabens problemløsningskapacitet til de studerende og igennem dem til erhvervslivet. Uddannelsen skulle derfor heller ikke tage udgangspunkt i den enkeltes undren, men i stedet i de typer af problemer som erhvervslivet have udpeget som væsentlige. En sådan instrumentel opfattelse af forskning og uddannelse er ikke blevet mindre indflydelsesrig siden da.

Eliteuniversiteterne udgør imidlertid kun en meget lille del af det samlede universitetslandskab og allerede i 1960erne blev den instrumentelle opfattelse af uddannelse og forskning udfordret fra mange sider. De amerikanske liberal arts colleges insisterede på at højere uddannelse forsat kunne fremme de studerendes dannelse og kritiske selvforståelse. 1960ernes sydamerikanske kritiske pædagogik benyttedes uddannelse til at udvikle demokratisk bevidsthed og social retfærdighed. 1960ernes og 1970ernes reformuniversiteter, som RUC tilhører, leverede nye modeller for tværfaglig undervisning og forskning.

Videnskaben i verden


Fælles for disse alternative institutioner var, at de forsøgte at bevare og forsvare en studenter-centeret undervisning. Undervisning var kun progressiv, som den brasilianske uddannelsestænker Paulo Freire argumenterede, hvis den respekterede de studerendes autonomi og behandlede dem som subjekter snarere end objekter. Universiteterne burde derfor ikke stille sig tilfreds med blot at formidle teknikker og kundskaber, men skulle også lære de studerende at forholde sig selvstændigt til den viden de overtog. Selv hvis de studerende ikke udfordrede videnskabens grundantagelser, så burde de fortsat overveje hvilken betydning videnskaben havde for dem personligt og for verden omkring dem. Ingen videnskab, heller ikke moderne naturvidenskab og teknologi, kunne eller burde afsondres fra de menneskelige og sociale sammenhænge hvor den blev benyttet. Videnskabens og teknologiens specialisering og instrumentelle betydning understregede derfor kun behovet for uddannelsesformer, der tillod selvstændig og kritisk stillingstagen. RUCs bud for en sådan uddannelsesform var og er det problemorienterede projektarbejde.

Lad os diskutere problemet


Formålet med denne blog er at undersøge og diskutere universitetets og videnskabens kritiske rolle i fortid og nutid. Jeg opfordrer læserne til at skrive kommentarer nedenfor eller direkte til mig på eskild@ruc.dk og til at foreslå emner, at beskrive interessante undervisnings- og forskningspraktikker og at nævne universiteter rundt om i verden, der udmærker sig ved en særlig kritisk profil. Jeg vil så forsøge at følge op på dette i senere blogindlæg.

Kasper Risbjerg Eskildsen er ph.d. i filosofi og lektor i videnskabshistorie ved Afdeling for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet.

 

 

 

Speak Your Mind

*