Sådan skaffer du nemt dine bøger

Share
Du skal sikkert forbi bogladen på RUC for at hente pensumbøger og kompendier. Men har du styr på, hvor du kan finde din pensumliste, hvornår pensum er klar i butikken, og hvordan du bedst undgår de lange køer?

Koebillede

Af Sabrina Vitting-Seerup

Pensumlister

Boghandlerne indhenter pensumlister fra underviserne på RUC for at være sikre på, at de har det rigtige på hylderne. De starter allerede i foråret med at skrive ud til underviserne, og ca. 14 dage før semesterstart publiceres listerne på academicbooks.dk/pensumlister

Listerne offentliggøres online d. 17. august, så du kan sagtens gå ind og se dem nu. Kan du ikke finde din liste på hjemmesiden, kan du altid gå ned i bogladen (lige overfor kantinen) og spørge boghandlerne. Så finder de den frem til dig!

Du skal dog være opmærksom på, at underviserne nogle gange støder på en ny brillant ny bog op til studiestart, og så kan din pensumliste ændre sig. Boghandlerne gør altid deres bedste for at få det hele med i bogpakkerne og op på hylderne, men der kan altså godt være nogle bøger, der først når frem efter studiestart. Husk derfor at tjekke din pensumliste igen, lige før undervisningen begynder.

Pensum i butikken

Men hvornår kan du så finde dine bøger i butikken? Et populært spørgsmål med et irriterende svar: Det kommer an på, hvilke bøger du skal bruge:
Er din pensumliste fyldt med klassikere, og er dine kompendier kommet tidligt fra trykken, kan de såmænd stå på hylderne allerede nu! Men er dit kompendie bagest i køen på trykkeriet, og er forlaget bag dine bøger længe om at få dem sendt afsted, er dit pensum først klar ved studiestart.
Ifølge boghandlerne kan du dog godt regne med, at dine bøger ligger klar en uge før studiestart.

Undgå køerne

De lange køer i bogladen er umulige at undgå op til semesterstart. Sådan er holdningen hos mange, men ifølge boghandlerne, kan du faktisk godt styre uden om de længste af slagsen. Kig forbi før d. 1. september – så burde køerne stadig være til at komme igennem, og du kan finde de fleste, hvis ikke alle, dine bøger på hylderne.
Er du ikke i nærheden af bogladen på det tidspunkt, så kan du også være smart og købe dit pensum online og hente det fragtfrit i butikken, når det passer dig. Du kan bestille bøger og kompendier direkte på academicbooks.dk/pensumlister, og så vælge afhentning i butikken som leveringsmetode.

Speak Your Mind

*