Blog: Hvad skal vi med fortiden?

Share

Kan man overhovedet lære noget af fortiden? Er moderniteten virkelig “strandet i nutiden”, som historikeren Peter Fritzsch har udtalt? Dette er nogle af de spørgsmål lektor i Filosofi og Videnskabsteori Kasper Risbjerg Eskildsen tager op i sit seneste blogindlæg.

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

For den, der mest er optaget af nutidens udfordringer, kan det måske undre, hvorfor vi på universiteterne bruger så meget tid og energi på at forstå og udforske fortiden. Hvad der skete for flere århundreder eller årtusinder siden, har ikke umiddelbar betydning for os og vores livssituation. Fortidens mennesker forstod verden anderledes end os. De have andre håb og andre problemer. De talte og skrev sprog, som vi ikke længere forstår og troede på ting, der i dag virker absurde. Hvis formålet med uddannelse og forskning er at løse nutidens udfordringer for at skabe en bedre fremtid, så kan studiet af fortiden altså virke som spild af tid. Som John Dewey udtrykte det i Democracy and Education fra 1916:

”Fortiden blot som fortid er ikke længere vores sag. Hvis den var helt væk og færdig ville der kun være en fornuftig tilgang til den. Lad de døde begrave deres døde.”

Dewey forsatte med at argumentere for, at undervisningen i historie alligevel kunne retfærdiggøres fordi ”viden om fortiden er nøglen til at forstå nutiden. Historien behandler fortiden, men denne fortid er nutidens historie”. Denne benådning af fortiden løser imidlertid kun delvis problemet, for hvad med al den historie, der ikke umiddelbart er knyttet til nutiden?  Det er muligt at det var nødvendigt forstå ”opdagelsen, udforskningen og koloniseringen af Amerika” for at forstå USA ”i dag”, som Dewey hævede i 1916, men er det også nødvendigt at forstå Mingdynastiet, Karthago eller Inkariget?  Er al denne historie ikke borte og uden relevans for moderne mennesker og særdeleshed moderne mennesker i andre lande, såsom USA eller Danmark?  Bør vi i disse tilfælde ikke blot lade ”de døde begrave deres døde”?

Bolingbroke hævede her, at historien var ”filosofiundervisning igennem eksempler”

Hvis man ønsker at hævde fortidens betydning for nutiden, er der ikke den store hjælp at hente i historievidenskaben. Den moderne historievidenskab er bygget på den grundantagelse, at fortiden ikke umiddelbart kan relateres til nutiden. Historievidenskabens opgave, som fagets grundlægger Leopold von Ranke berømt hævdede i 1824, er ikke at ”dømme fortiden til nytte for nutiden og belæring af fremtiden”, men blot at sige ”hvordan det egentligt har været”. Historikerne er i dag knap så sikre på at de kan opdage ”hvordan det egentligt har været”, men dette har kun understeget fortidens irrelevans.

I Tyskland har Reinhart Koselleck fremmanet en Sattelzeit omkring år 1800, der adskilte nutidens mennesker fra fortidens således vi ikke længere kan identificere os med disse. I Frankrig har François Hartog tilsvarende påstået, at historien er opdelt i forskellige régimes d’historicité med grundlæggende forskellige tids- og verdensforståelser. Fra USA belærer Peter Fritzsche os om, at vi i moderniteten er ”strandede i nutiden”.

Historien som livets lærermesteride

Da Ranke begrænsede historievidenskabens opgave i 1824, var dette endnu usædvanligt. Siden antikken havde det været en almindelig antagelse, at historien kunne tjene som magistra vitae – livets læremesterinde –og illustrere universelle principper. Historien tilbød farverige og levende eksempler til efterlevelse og advarsel. Den gav et spejl, som nutidens mennesker kunne se sig selv i og lærte dem at undgå fortidens fejltagelser.

Denne opfattelse var også almindelig i århundredet før Ranke. Et af 1700-tallets mest populære historieteoretiske værker var Lord Bolingbrokes Letters on the Study and Use of History, først udgivet i 1738. Bolingbroke hævede her, med et klassisk udtryk, at historien var ”filosofiundervisning igennem eksempler” og særlig værdifuld på grund af den indflydelse som disse eksempler havde på læserne. Den største gevinst ved studiet af historien var ”en stadig fremgang i privat og offentlig dyd”.

Til trods for historikernes tale om Sattelzeit og régimes d’historicité tjener historien fortsat et sådanne moraliserende formål. For langt de fleste mennesker er fortid, nutid og fremtid ikke adskilt. Når historievidenskaben tier, står mange andre klar til at tage over. Historiske film og TV-serier er ofte moralsk belærende, som vi fornylig har set med 12 Years a Slave og 1864,  og holder sig ikke tilbage fra at ”dømme fortiden til nytte for nutiden og belæring af fremtiden”.

Fortællingen ender nemt med at bekræfte vores egen tidsalders dominerende forestillinger

Nutidens mennesker spejler sig også i historiske eksempler selvom disse ligger længere tilbage i tid og ikke umiddelbart knyttet til deres egene nationale historier. Det er ikke kun skotter, der kan beundre frihedskæmperen William Wallace, der sejrede over englænderne ved slaget ved Stirling Bridge i 1297, efter at have set Braveheart fra 1995. Ridley Scott’s Robin Hood fra 2010 er ligeledes ikke kun ment for englændere med en særlig passion for middelalderlige folkesagn. I disse film repræsenterer de historiske eksempler universelle principper og moralske dyder, såsom mod og retfærdighedssans, og er derved henvendt til enhver.

Hvordan det egentligt har været

Det var imidlertid ikke uden grund, at Leopold von Ranke var kritisk over for en sådan moraliserende brug af historien. Det er muligt, at vi kan bruge historiens eksempler til at illustrere universelle principper og det kan endog være, at de kan bidrage til ”en stadige fremgang i privat og offentlig dyd” som Bolingbroke håbede.  Men den moraliserende brug af historien risikerer at afskære os fra ”hvordan det egentligt har været”. Fortællingen ender nemt med at bekræfte vores egen tidsalders dominerende forestillinger. I stedet for at leve os ind i middelalderlegenden om Robin Hood eller lære den autentiske William Wallace at kende, så sluger vi manuskriptforfatternes versioner og identificerer os skuespillerne. Det gør i sidste ende ikke den store forskel, om den moralske belæring overhovedet har rod i historien og fristelsen er stor til at ændre historien, så den passer til moralen.

Studiet af fortiden […] kan måske endog være med til at fremme moderne dyder, som tolerance og åbenhed

I sine erindringer påstod Ranke, at han selv vendte sig bort fra den retoriske og eksemplariske brug af historien, efter at han i sin ungdom læste den skotske forfatter Sir Walter Scott. Scott vækkede om nogen offentlighedens interesse for historien i begyndelsen af 1800-tallet. Det var ham, der introducerede den moderne verden til Robin Hood og hans ”Merry Men” i Ivanhoe fra 1820. Han genfortalte også historien om William Wallace i første bind af sine Tales of a Grandfather i 1828. Ranke var først betaget af Scotts eventyrlige fortællinger og maleriske skrivestil, men opdagerede under læsningen at disse fortællinger ikke havde belæg i kilderne selv. Efter nærmere studier kunne han endvidere konkludere, at sammenligningen med kilderne ikke faldt ud til Scotts fordel:

”Ved sammenligningen overbeviste jeg mig om, at den historiske overlevering selv var smukkere og, under alle omstændigheder, mere interessant end den romantiske fiktion. Jeg vendte mig herefter væk fra denne og fik den tanke at undgå alt opfundet og opdigtet i mine værker og strengt at holde mig til kendsgerningerne”.

Historien som alternativ

Det kræver nok kenderens veludviklede smag at mene, at historiske krøniker og beretninger er smukkere end Sir Walter Scott’s romaner. Rankes påstand, at den historiske overlevering var mere interessant end romanernes fortællinger giver umiddelbart mere mening. Romanerne afspejler uundgåeligt, at de er skrevet i 1800-tallet. De detaljemættede og indlevende beskrivelser i henholdsvis Rankes historiske værker og Scotts romaner afslører også et vist åndsfællesskab. Dette åndsfællesskab gjorde imidlertid også romanerne mere forudsigelige, og dermed mindre interessante, for den unge Ranke.

Denne historiske indsigt er måske heller ikke uinteressant for den, der mener at formålet med uddannelse og forskning, er at løse nutidens udfordringer. Studiet af fortiden hjælper os ikke blot med at forstå ”nutidens historie”, men viser os også anderledes måder at tænke og forstå verden på. Studiet af fortiden lærer os dermed, at vores forestillinger og meninger kunne være anderledes og kan måske endog være med til at fremme moderne dyder, som tolerance og åbenhed.  Samtidigt giver fortiden os alternativer at vælge imellem. Den viser os eksempelvis hvordan historikere igennem tiden på forskellige måder har benyttet fortiden til at belyse og løse nutidens udfordringer.

Om bloggeren
Formålet med denne blog er at undersøge og diskutere universitetets og videnskabens kritiske rolle i fortid og nutid. Jeg opfordrer læserne til at skrive kommentarer nedenfor eller direkte til mig på eskild@ruc.dk og til at foreslå emner, at beskrive interessante undervisnings- og forskningspraktikker og at nævne universiteter rundt om i verden, der udmærker sig ved en særlig kritisk profil. Jeg vil så forsøge at følge op på dette i senere blogindlæg.

Speak Your Mind

*