Rektoratets blog: Fodrejse på RUC: En forskningsturist fortæller

Share

Ikke alle RUC’s forskningsgrupper har et effektivt samarbejde, der hjælper medlemmerne med at publicere forskning. Det skal der laves om på, mener prorektor Peter Kjær.

Prorektor Peter Kjær. Foto: Team Kommunikation.

Prorektor Peter Kjær. Foto: Team Kommunikation.

Jeg er på en fodrejse på RUC. Fodrejsen har indtil videre varet 10 måneder og har bragt mig rundt til næsten alle RUC’s 35 forskningsgrupper. Undervejs er jeg blevet overvældet af mangfoldigheden og styrken i miljøerne, men rejsen har også givet et indblik i udfordringerne for forskningen.

Forskningsgrupperne er en rejse værd, for det er især dem, der skal danne rammen for forskningsidentitet og forskningsstyrker på RUC. De er ideelt set det daglige ophæng og arbejdsfælleskab for forskerne understøttet af institutterne og universitetet som helhed.

Vi skal ikke bare satse på individuelle publiceringsmål, hvis det indebærer, at ingen vil samarbejde på tværs.

Fodrejsen er en dannelsesrejse. Det er det helt konkret: Jeg er blevet indført i et kritisk sundhedsfremmebegreb, i det litterære topos-begreb og i mikrobiologiske grundtermer. Jeg gik fra et møde med bogen ”Hvad er matematik?” i hånden og skyndte mig hjem og læste, indtil jeg gik i stå i de uendelige tal. Det er også en dannelsesrejse på et mere overordnet plan: Der er en verden til forskel mellem eksperimentel naturvidenskabelig forskning og samfundsvidenskabelig feltforskning. Eller mellem designorienteret humanteknologisk forskning og fortolkningsorienteret humanistisk forskning.

Læs også: Rektoratets blog: Stille forskere vs. støjende forskere

Forstår vi ikke disse faglige og grundvidenskabelige forskelle, kan vi ikke forholde os til berøringspunkter og fælles potentialer: Hvordan fagområder låner begreber, teorier og metoder hos hinanden; hvad det indebærer at arbejde tværvidenskabeligt; hvordan universitetet udgør en ramme for forskelligheden.

Forskelligartede forskningsgrupper

Jeg startede rejsen med en naiv ambition om at finde svaret på, hvad der er RUC’s særlige forskningsidentitet. Nu tænker jeg, at spørgsmålet er forkert. Der er masser af god forskning på RUC, og visse forskningsbidrag er helt unikke for RUC, men der er næppe én fælles samlende egenskab ved RUC-forskningen. Vores velkendte styrkepositioner inden for fysik, filosofi eller forvaltning udtrykker meget forskellige forskningstraditioner. RUC’s identitet og historie har skabt særlige forudsætninger, men forskningsmiljøerne trækker på de forudsætninger på meget forskellige måder.

Fodrejsen er også en organisatorisk safari. Den viser den store variation, der er i forskningsgruppernes rolle. De største forskningsgrupper har mere end 30 medlemmer, mens de mindste kun har 5-6 medlemmer. Nogle forskningsgrupper er egentlige arbejdsfællesskaber, styret af en fælles idé, som de fleste bidrager til gennem projekter og aktiviteter. I den anden ende af spektret er der løsere grupper, hvor man samler indbyrdes meget forskellige forskere inden for et bredt felt til lejlighedsvise møder, hvor der deles information og præsenteres forskningsbidrag. Nogle forskningsgrupper har ledere, som tegner gruppen og meget aktivt driver fælles initiativer, mens det ikke er tilfældet i andre grupper.

Læs også: Rektoratets blog: Stærk forskning giver stærke uddannelser

Min ambition med rejsen var også af få svar på, om forskningsgrupperne fungerer som det organisatoriske ”kit” for det lokale forskningsmiljø på RUC. Svaret er et rungende tja! Mange grupper fungerer godt, men på forskellige præmisser. Nogle er små effektive kampgrupper, mens andre er en god ramme for en stor gruppe forskere i skiftende samarbejdskonstellationer. Og så er der grupper, som har svært ved at finde et fælles format, der fungerer.

Frustration over pengemangel

Der eksisterer ikke én optimal måde at organisere forskningsgrupper på. Vi er nødt til først at spørge, hvad opgaven er, og her er det helt tydeligt, at grupperne stiller sig helt forskellige opgaver farvet af faglige og personlige kompetencer og den fælles historie. Der er næppe en fælles model, men vi må blive bedre til at tale om, hvordan man finder sin opgave og måder at arbejde med den på.

Omvendt er vi nødt til at publicere bedre og skaffe flere penge til universitetet.

Endelig spejler fodrejsen de fælles udfordringer for forskningen på RUC. Publiceringsstrategien optager mange og især spørgsmålet om, hvordan man styrker publiceringen gennem fælles indsatser. Mange er også optaget af ekstern finansiering, og hvordan RUC kan blive proaktiv i forhold til finansieringskilderne. Endelig er der næsten overalt frustration over manglen på ”små penge” til konferencedeltagelse, pilotprojekter, oversættelser og fælles seminarer. Og det med at få tid og rum til forskningen…

Læs også: Prorektor: RUC bør have en formidlingspris

Der er ingen snuptagsløsninger i forhold til de fælles udfordringer. Der er stor enighed om vigtigheden af at styrke forskningspublicering, ekstern finansiering og forskningsstøtten, men også en stor bevidsthed om faldgruberne. Vi skal ikke jage eksterne penge, hvis det udhuler forskningskvaliteten. Vi skal ikke bare satse på individuelle publiceringsmål, hvis det indebærer, at ingen vil samarbejde på tværs. Omvendt er vi nødt til at publicere bedre og skaffe flere penge til universitetet.

Besøgene giver hjemmearbejde

Fodrejsen er ikke slut. Jeg har indtil videre mødt 30 ud af cirka 35 grupper og når jeg er færdig, venter besøg hos udvalgte forskningscentre (der er cirka 20). Rejsen er kun lige begyndt, men jeg har alligevel allerede fået tre souvenirs:

Den første souvenir har jeg antydet: Billedet af forskningen som kompleks og uregerlig. Sådan må vi forholde os til den, når vi tænker forskningsorganisering, -ledelse og -strategi.

Læs også: Rektoratets blog: Velkommen til et nyt kapitel

Den anden souvenir er personlig. Jeg er gået opløftet fra næsten hvert eneste møde, selv når jeg har fået skældud. Måske er det, fordi forskning i grunden er en generøs ting, som kun har værdi, hvis den bliver givet til andre; hvis den bliver delt. De fleste har villet dele deres forskning, også når dagligdagen har været under pres.

Den sidste souvenir er en bunke papir, der ligger på skrivebordet foran mig: Artikler som jeg skal have kigget på, bøger jeg skal have bladret i, projektbeskrivelser jeg skal forholde mig til. Den bunke er heldigvis uendelig. Ligesom fodrejsen.

Speak Your Mind

*