Sådan søger du om penge i studiemiljøpuljen

Share

Går du og brænder inde med en god idé, der kan forbedre studiemiljøet på RUC? Så er det NU, du skal søge om penge i RUC’s studiemiljøpulje.

Foto: Peter Brandt / Roskilde Universitet

Nej, du kan desværre ikke søge om mere sommersol igennem RUC’s studiemiljøpulje.  Foto: Peter Brandt / Roskilde Universitet

Rusperioden for de nye studerende er forbi. Det er blevet efterår, og semestrets nyindkøbte bøger flyder allerede alle vegne derhjemme. Men der er altså ingen grund til at rippe Netto for Rittersport og forberede dig på vinterhi og intens læsning helt endnu.

I stedet kan du søge penge igennem studiemiljøpuljen og kaste lidt arbejde i et tiltag, der kan forbedre studiemiljøet på campus, give dig mulighed for at hænge ud med dine medstuderende eller gøre det mere inspirerende at komme til næste undervisningsgang.

Studiemiljøpuljen er et finansieringsmiddel, som kan søges af alle med et initiativ, der søger at skabe et bedre studiemiljø på RUC.

Vil have tydelige ansøgninger

Men hvad skal der egentlig til, for at du kan få del i de 100.000 kroner, som universitetet tilfører studiemiljøpuljen hvert semester?

Hvis det, du tænker, udfylder noget, som vi kan se, ikke allerede er på ‘tilbudslisten’ på RUC,  så er det jo også noget, vi vil prioritere

“Helt overordnet handler det om, at du i din ansøgning får gjort klart i detaljer - uden at det er en kronik - hvad det er, du har tænkt dig at lave. Jo mere utydeligt, det er for os at gennemskue, hvad det er, du vil bruge pengene på, jo mere tilbøjelige vil vi være til at prioritere det nedad,” fortæller Theis Lykkegaard, der er studenterrepræsentant og medlem af Studiemiljøpuljeudvalget, der vurderer ansøgningerne, inden de bliver sendt videre til RUC’s rektorat.

Læs også: Rektoratets blog: Ses vi på et af RUC’s nye mødesteder?

“Man kan vedlægge et program, hvis det er et arrangement. Men hvis man også reflekterer lidt over bevæggrundene bag arrangementet, så kan det sige lidt om, hvad det er for et arrangement,” tilføjer Theis Lykkegaard.

Hvis din ansøgning ender med at blive godkendt til studiemiljøpuljen kan det give dig mulighed for at udføre de kreative indslag, du måtte have til forbedring af livet på RUC for dig og dine medstuderende.

Skal helst tilbyde noget nyt

Forårets bevillinger gik blandt andet til understøttelse af en paneldebat om dansk udenrigspolitik i Mellemøsten. Debatten var arrangeret af RUIN (på Institut for Samfund og Globalisering), som søger at engagere deres deltagere i internationale formål.

…og så var der en klub på RUC, som gerne ville dyrke insekter og tilberede dem for at spise dem

Rektor godkendte indstillingen med, at dette tiltag til særdeleshed imødekom en gruppe af de studerende, som hun anser for værende til tider overset de internationale.

“Hvis det, du tænker, udfylder noget, som vi kan se, ikke allerede er på ‘tilbudslisten’ på RUC,  så er det jo også noget, vi vil prioritere,” fortæller Theis Lykkegaard.

“Vi har rigtig mange fester på RUC, så det behøver vi ikke støtte. Det er bedre, hvis man kommer med nogle arrangementer, som har nogle vinkler eller nogle præmisser, som vi ikke kender til ude på RUC, og vi tænker ’det her, det er noget, der ikke bliver udbudt andre steder’ “.

Ansøgningsfrist fredag

I efterårssemestret 2014 tildelte studiemiljøpuljen blandt andet 2.500 kroner til gyngerne foran Plan, By og Proces, såvel som en sum penge til de studerende på Journalistik, så de kunne deltage i fodboldturneringen for danske journaliststuderende, der afholdes årligt.

Læs også: RUC et sted eller et fællesskab?

Ideerne er altså ikke få og rangerer lige fra den faglige til den mere sociale ende af skalaen. Nogle af de initiativer, der har fået penge, kan man vel nærmest kalde eksotiske.

“Der var et initiativ, der hed RUC’s Øllaug, og så var der en klub på RUC, som gerne ville dyrke insekter og tilberede dem for at spise dem,” fortæller Theis Lykkegaard.

Ansøgningsfristen er NU på fredag den 25. september klokken 12 så det er bare om at komme i gang, hvis du lige ved, hvad der vil få Marbjerg Mark-gængerne ud af fjerene og ind på campus.

Du kan finde mere information om ansøgningsproceduren og projektbeskrivelse på RUC’s intranet.

Speak Your Mind

*