Ph.d.-blog: Bagsiden af medaljen

Share

Livet som Ph.d.-studerende er ikke en dans på roser. Vores Ph.d.-blogger Mie Birgitte Fried beskriver i sit sidste blogindlæg, om udfordringerne ved både at have børn og skrive Ph.d.

Mie Birgitte Fried

Mie Birgitte Fried

Det sidste års tid har åbning af Facebook, diverse aviser og medier føltes som en stor provokerende hammer lige oveni mit mor-hoved. Overskrifter som “Tusindvis af børn holder sommerferie i institutionen”, ”Det er bekvemt at fortælle sig selv, at børnene lever det gode liv i institutionen. Det gør de ikke!” og tonsvis af opslag fra dømmende forældre har tæppeklistret skærmen med udsagn som ”Hvorfor pokker vil de have børn, hvis de ikke har råd til, eller ikke orker at tage sig af ungerne?”.

Og på et eller andet tidspunkt, som er nu, er nok bare nok! Og jeg bliver nødsaget til at efterlyse forståelse i stedet for løftede pegefingre. Hvordan opnår jeg så det? Tror simpelthen jeg bliver nødsaget til at fortælle sandheden, om end det betyder, at der skal lukkes op for lidt ynk, hvilket jeg slet ikke er typen på. Jeg bidder tænderne sammen og gør, hvad der skal gøres, uden at kny. So hear goes.

Jeg er den forælder, der efterlader mit barn i daginstitution minimum 40 timer om ugen, i perioder fra åben til luk, ikke holder de gængse ferier, ej heller tre ugers sommerferie. Men nej, jeg går ikke til frisøren, til fitness, i spa, realiserer mig selv, holder kæreste-hygge med min ikke-eksisterende kæreste, ej heller i Netto, jeg går faktisk bare på arbejde. Og for at komme på arbejde bruger jeg pt. dagligt to timer på at komme fra A til B, hvilket, uden man behøver have en matematisk studentereksamen, giver ti timers transport ugentligt. Av hva’.

Forståelse fremfor løftede pegefingre

Måske man skal have gennemført landets højeste uddannelse, nemlig en ph.d.-uddannelse, for at forstå, hvorfor arbejdsvilkår i Danmark kan være så ringe at ferier og helligdage er en by i Rusland, og ens kontrakt på 37 timer ugentligt sort på hvidt forslår som en skrædder i helvede. Men sådan er det altså bare, hvis man vil opnå sin ph.d.-grad og stille sig selv fremad i køen til at få et job på den anden side af ph.d.-land. Hvilket jeg har fået, på 30 timer endda!

Måske man også skal have prøvet at være alene-forældre for at forstå, hvor krævende det er at være den eneste, der året rundt får hjulene til at køre rundt for både sit barn og sig selv. Man er den eneste støtte for sit barn og sig selv, den eneste skulder at græde ud hos. Den eneste til at tage ansvar, den eneste til at bekymre sig. Man er faktisk bare helt alene, altid. Derudover kommer alle de praktiske gøremål, som man selvsagt også er den eneste til at varetage. Og man kan heller ikke være med på overskuds-bølgende med spelt-bolle bagning, halvmaratons, eller stå på hovedet i fondant. Hvilket jeg ikke helt ved om jeg synes er så slemt endda, og i hvert fald intet i mod tabet af de venskaber man ikke har tid til at pleje.

Livet er gynger og karruseller, valg og fravalg

Eller også er det ikke nødvendigt at have gået i andres sko, for at udvise bare en anelse respekt og forståelse. Det er vel ikke nødvendigt at beskylde os ikke-med-på-overskudsbølgen forældre for at være egoistiske og ignorant overfor vores børns behov? Jeg ved godt, min søn har lange dage i institutionen. Men det er ikke det samme som, jeg ikke har øje for hans trivsel og behov. Robert er mit et og alt og højst sandsynligt det eneste barn jeg får.

Men det er et vilkår, at jeg er alene med ham, og et vilkår, at jeg valgte at gennemføre min ph.d., selvom det har haft omkostninger for både ham og jeg. Men jeg klynker ikke over det. Jeg gennemførte min ph.d. inkl. alle omkostninger fordi jeg mener, at det stiller min søn og jeg langt bedre og sikre vores fremtid, at jeg har den højest mulige uddannelse. Jeg gjorde det fordi jeg er viljestærk – og jeg gjorde det uden at kny.

Livet er gynger og karruseller, valg og fravalg. Jeg valgte både at være mor og gennemføre min ph.d. Vil jeg anbefale det til andre, nej. Ville jeg gøre det igen, ja. Hvorfor? Fordi jeg aldrig giver op. Og fordi, intet er forevig.

Tak for denne gang

Lorteforskeren takker af og siger tak for kampen. Håber vilkårene for ph.d.-studerende bliver bedre, men det kræver nogle kampe på slagmarken. Tror ikke de arbejdsvilkår var gået i 3F, og de er i hvert fald ildeset blandt den spelt-bolle bagende del af befolkning. Undskyld mine fordomme. Det ville klæde uddannelse, at jobbet gik fra ”interesse-job” til ”i samfundets interesse”.

Thumbs up til at alle ph.d.-studerende, I er for seje! I klynker ikke, I knokler bare r**** ud af bukserne alle døgnets timer, alle årets dage. Al respekt og forståelse!

Mie Birgitte Fried forsvarede den 2. oktober sin ph.d. 

Speak Your Mind

*