»Det handler ikke kun om et CV. Det handler om at lære.«

Share

Før marmorklinkerne på Christiansborg kommer til at udgøre hverdagens kampplads, ligger Johanne Schmidt-Nielsen på gulvet i RUC’s kantine og maler protestbannere. For den dedikerede politiker var studietidens vigtigste lektier ikke dem, hun lærte i undervisningen.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Dette er andet kapitel i RUSK’s Alumne-serie, hvor vi interviewer og sætter fokus på tidligere RUC-studerende, der på markant vis sætter deres præg på den offentlige debat.

Det er onsdag eftermiddag og klokken er 13. I den anden ende af smartphone-forbindelsen rumsterer det. Rindende vand. Ubekendte genstande skifter plads. Imellem korte telefoniske pauser stjæler en velkendt kvindestemme opmærksomheden.

”Jeg vasker lige op, mens vi snakker, ik? Bare hvis du undrer dig over lyden.”

Stemmen tilhører Enhedslistens velkendte ansigt udadtil, Johanne Schmidt-Nielsen, som er i fuld gang med at fortælle om sin studietid på RUC.  Hun står i sin lejlighed på indre Nørrebro, hvor der leves et politisk liv, som umiddelbart ligger fjernt fra basishuset på Marbjerg Mark.

Vi havde stort set ikke noget undervisning. Det synes jeg, er et stort problem. Det synes jeg også dengang

Det er otte år siden, den nu 31-årige Johanne Schmidt-Nielsen blev bachelor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet. Det er også otte år siden, hun blev valgt ind som Folketingsmedlem for Enhedslisten. I dag står der både spidskandidat og politisk ordfører på hendes CV.

Alligevel mener hun, at karrierefokusset hos studerende i dag er alt for ekstremt.

“Den der konkurrencestatsmentalitet, den er godt nok stærk. Der er rigtig mange, som er meget bekymrede for, om de nu får de høje karakterer og det rigtige studiejob. Nogle gange kan det måske blive så travlt, at man glemmer at være der, hvor man er lige nu. Det handler jo ikke kun om et CV og om jagten på et eller andet prestigejob. Det handler også om at lære,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Lavede sin egen undervisning

Viljen til at undre sig, handle på det og i sidste ende lære har altid været drivkraften i politikerens eget liv. I gymnasietiden var hun aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og da hun flyttede til København som 18-årig, blev hun valgt ind som næstformand.

Værdier som demokrati og samarbejde er derfor inkorporeret i det politiske DNA, og valget om at læse på RUC virkede oplagt. Men det begrænsede antal undervisningstimer gav hurtigt anledning til kritisk stillingstagen.

“Vi havde stort set ikke noget undervisning. Det synes jeg, er et stort problem. Det synes jeg også dengang,« fastslår hun. Ordene bliver drevet frem af en skarp insisteren, mens frokosttallerkenen får med grovfilen.”

Vi arrangerede demonstrationer og malede bannere, og mon ikke også vi strejkede

Der bliver hurtigt taget affære.

“Vi organiserede faktisk vores egen undervisning ved siden af,” konstaterer hun og forklarer, hvordan en lille flok af studerende stimlede sammen efter den obligatoriske økonomiundervisning. Her fik det netop gennemgåede pensum et nøje eftersyn. Det selvbestaltede fag kaldte de for ’Kritisk økonomisk tænkning’.”

Læs også om RUC-alumnen Jesper Tynell: Kunsten at lære uden andres ledelse

“Bevar gruppedannelser!”

Vandet er holdt op med at rinde og opvaskebørsten lagt til side.

Det virker til, Johanne Schmidt-Nielsens tanker holder hvil i fortiden. Mere præcist i foreningen SamBA, som var »et aktivistisk supplement til det etablerede studenterråd.«

“Vi havde nogle overordnede tanker om, hvorvidt studiet bare skal være sådan noget, man skynder sig igennem, eller om det giver mening, at der også er plads til at stoppe op og tænke sig om. Helt konkret beskæftigede vi os med, om gruppeeksamen skulle eksistere eller ej,« siger hun.”

Rytmen i stemmen brydes jævnligt af et spontant grin, et hovedrystende fnys eller en eftertænksom pause.

»Vi arrangerede demonstrationer og malede bannere, og mon ikke også vi strejkede. Det tror jeg, vi gjorde. Jeg husker, vi malede et kæmpe banner, som vi hang op på biblioteket, så man kunne se det fra toget. Der stod: Bevar gruppedannelser!« siger hun.

Hvis et smil på læben havde en lyd, ville det med stor sandsynlighed kunne høres nu.

For mange projekter og for lidt tid

Man kan godt have Johanne Schmidt-Nielsen mistænkt for at have en indbygget funktion, der helt intuitivt forvandler frustration til handling. Samtidig kan man undre sig over, hvordan hun finder tid til konstant at have den tændt.

“Jeg har altid haft et forholdsvist højt arbejdstempo,” forklarer politikeren, men erkender også, at de mange aktiviteter gjorde det vanskeligt at studere på fuld tid.

“Det var svært både at få læst og samtidig lave politik. Og det var da ikke altid, jeg fik læst alt det, jeg burde,” indrømmer hun.

Jeg ved det ikke. Jeg må gå til en studievejleder

Særligt projektskrivningen var en udfordring.

“Den intensive del af projektfasen stjal jo simpelthen alt tid. Vi flyttede ind i små toværelseslejligheder på Nørrebro eller Vesterbro. Og tilbragte dage og uger der. Det synes jeg var fedt, og det var fedt at være en del af det fællesskab. Men det var også hårdt. Det tror jeg, de fleste, der har prøvet det, ved,” siger hun.

Ingen forkromet fremtidsplan

Lige nu er fortidens travlhed imidlertid sat i bero.

Johanne Schmidt-Nielsens periode som politisk spidskandidat for Enhedslisten er slut, og kollegaen Pernille Skipper har taget over. Men selvom den tidligere spidskandidat i dag er et helt andet sted, end da hun studerede, foreligger der heller ikke nu nogen forkromet plan for, hvad der i fremtiden skal skrives på CV’et.

»Enten finder jeg et spændende arbejde, eller også læser jeg en kandidat. Jeg har dog svært ved at forestille mig, det bliver på RUC. Jeg ved det ikke. Jeg må gå til en studievejleder,« griner hun.

Tab og vind

Det er blevet tid til at forlade studietiden og komme tilbage til nutiden. Johanne Schmidt-Nielsen siger pænt farvel og tager fra sin lejlighed på Nørrebro til DR-byen, hvor hun skal dyste mod Inger Støjberg i programmet Quizzen med Signe Molde. Dagen efter skriver hun i en mail:

»Det var mig mod Støjberg. Hun vandt desværre. Hun var hurtigere på knappen på det sidste spørgsmål. Fordømt.«

Den vigtige lektie er i den forbindelse klar - og alligevel svær at sluge: Man kan ikke vinde hver gang. Det handler jo om at lære.

Speak Your Mind

*