Blog: Hvad siger naturen mig?

Share

Der er ikke meget selvudvikling i at udvikle et nyt vaskepulver, men studiet af naturen forudsætter alligevel, at man ved noget om mennesker og samfund, påpeger filosof Kasper Risbjerg Eskildsen.

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Den moderne verden er i høj grad skabt af naturvidenskaben. Vi ville ikke have moderniteten, globaliseringen, eller den enorme velstand i den vestlige verden, hvis det ikke var for vores kontrol over naturen, vores forståelse for naturens love og regelmæssigheder, og vores evne til at indsamle, opbevare og udnytte naturens ressourcer.

Samtidig er naturvidenskabelig forskning og uddannelse også nødvendig, hvis vi ønsker at løse mange af de problemer, som moderniteten, globaliseringen og den økonomiske vækst har skabt. Som samfund må vi vende os til naturvidenskaben, hvis vi ønsker at begrænse den globale opvarmning, at udgå spredningen af epidemier på tværs af kontinenter, eller at mindske forureningen.

Naturvidenskaben har skabt den moderne verden og vi er, som borgere i denne verden, helt afhængige af naturvidenskaben.

Studentercentreret naturvidenskab?

Mens der således ikke kan være tvivl om at vi som samfund har brug for naturvidenskaben, så er det mindre åbenlyst hvorfor den enkelte studerende skulle interessere sig for naturvidenskaben. Når man beskæftiger sig med humanistiske og samfundsvidenskabelige emner kan man spejle sig genstanden for sine undersøgelser.

Selv hvis man studerer den fjerne fortid eller fremmede kulturer, så er genstanden mennesket. Sådanne studier giver forståelse for menneskets potentialer og begrænsninger og åbner dermed for selvrefleksion og selverkendelse. Studiet af nanopartikler eller amøber tilbyder ikke umiddelbart de samme muligheder for identifikation.

Der er ikke megen selvudvikling i at udvikle et nyt vaskepulver.

Universiteter der påstår at være studentercentrerede synes således også umiddelbart at have et forklaringsproblem når de udbyder naturvidenskabelige kurser eller benytter store mængder af penge på laboratorier og naturvidenskabelig forskning. Dette forklaringsproblem bliver ikke mindre med den moderne specialisering og instrumentalisering af naturvidenskaben.

Læs også: Blog: Kan man undervise i kritisk tænkning?

Der er ikke megen selvudvikling i at udvikle et nyt vaskepulver. Det kan måske give mulighed for at udtage et patent eller at søge et vellønnet job, men lærer det dig også noget om, hvad det vil sige at være menneske?

Naturvidenskab og frigørelse

Stillet overfor dette paradoks, at naturvidenskaben på engang er umådeligt relevant for samfundet og kan synes umådeligt irrelevant for den enkelte studerende, er det måske værd at erindre om den moderne naturvidenskabs selvforståelse, da denne blev grundlagt i 1500- og 1600-tallet. Allerede dengang tjente naturvidenskaben instrumentelle formål.

Det var den engelske naturfilosof Sir Francis Bacon der i slutningen af 1500-tallet formulerede mottoet ipsa scientia potestas est videnskaben selv er magt. Kun kendskabet til tingenes sande årsager, argumenterede han, gjorde det muligt at producere de ønskede resultater. Ifølge Bacon skulle kendskabet til naturen, og til tingenes årsager, imidlertid også frigøre mennesket fra de ”idoler”, der slavebinder vores bevidsthed.

Måske tror vi ikke længere på hekse og underjordiske, men nutidens mennesker har fundet rigeligt med kompensation i New Age litteratur og lignende.

I Novum Organum fra 1620 identificerede Bacon fire hovedtyper af sådanne idoler. ”Stammens idoler” var dem, der udsprang af menneskets fælles natur og dennes begrænsninger. Vores sanser narrer os eksempelvis til at tro, at jorden står stille selvom dette ikke er tilfældet. ”Hulens idoler”, der opstår på grund af vores egne fordomme, vores opdragelse og vores tilhørsforhold. ”Torvets idoler”, der opstår i mødet og samtalen imellem mennesker og når vi giver tingene navne. Og endeligt ”teatrets idoler”, der udspringer af de teorier og filosofier, som vi tilegner os fra lærde autoriteter, uden selv at have undersøgt deres gyldighed. Måden at undgå disse idoler var, ifølge Bacon, systematisk at indsamle information om verden ved hjælp af observationer og eksperimenter.

Et væsentlig formål med den moderne kritiske forskning og uddannelse har siden da været at undgå Bacons idoler. Ved sin grundlæggelse i 1660 baserede The Royal Society of London sig i væsentlig omfang sig på Bacons tanker. Dette betød, at medlemmerne forsøgte at benytte naturvidenskaben til samfundets bedste og lavede eksperimenter med henblik på praktiske formål, såsom forbedring af håndværk, landbrug og skibsfart, men også at selskabet så det som et selvstændigt formål at befri menneskeheden for fordomme.

Læs også: Kvalitetsudvalget: Mindst 10.000 studerende burde skifte studie

En sådan fordomskritik skulle ikke alene tjene til at befri mennesket fra de misforståelser, som opstod igennem sansernes og fornuftens begrænsninger, men også til at modgå nedarvede forestillinger og falske autoriteter.

Man kunne naturligvis mene, at naturvidenskaben for længst har vundet kampen imod fordomme og overtro og at vi således ikke længere har behov for denne i vores personlig frigørelsesprojekt. Det er således almindeligt at påstå at vi, som udtrykt af den tyske sociolog Max Weber, lever i en ”affortryllet” tidsalder, hvor de store fortælleringer, åbenbaringen, troen og magien har mistet deres betydning og forklaringskraft.

En rundspørge blandt dine naboer, eller tilfældige forbipasserende på gaden, vil dog hurtigt vise, at denne forestilling ikke har meget rod i virkeligheden. Måske tror vi ikke længere på hekse og underjordiske, men nutidens mennesker har fundet rigeligt med kompensation i New Age litteratur og lignende. Noget kunne endog tyde på, at religionerne har genvundet tabt terræn de seneste årtier.

At være i verden

Den moderne naturvidenskab kan dog også nemt selv komme til at fremstå som en fordom en afart af hvad Bacon kaldte ”teatrets idoler” som påtvinger os bestemte leve- og tankemøder, uden at vi forstår hvordan og hvorfor. Den brasilianske uddannelsestænker Paulo Freire beskrev dette problem i sine tidlige essays fra begyndelsen af 1960erne, hvor han var leder af afdelingen for folkeuddannelse ved universitetet i Recife.

Under sit arbejde blandt analfabetiske sukkerrørsarbejdere bemærkede han således en forståelseskløft imellem landbefolkningen og de jordbrugsvidenskabsfolk, som den brasilianske regering havde sendt ud for at udvikle landbruget. Problemet var ikke kun at landbefolkning, ifølge Freire, forsat var fanget i deres magiske verdensopfattelse, men også at videnskabsfolkene manglende forståelse for landbefolkningen og forsøgte at indføre moderne dyrkningsteknikker, uden hensynstagen til landbefolkningens lokale viden og kritiske synsvinker.

Studiet af naturen er således også blevet til et studie af mennesket og dets potentialer og begrænsninger.

For at naturvidenskaben kunne virke befriende var det nødvendigt, at begge parter nærmede sig hinanden. Viden der blot blev påtvunget udefra var propaganda snarere end uddannelse. Sand uddannelse skulle derimod lære landbefolkningen at være i verden, som mennesker og som borgere. Frigørelse forudsatte, ifølge Freire, ”problematiseringen af deres situation i den konkrete objektive virkelighed, således at de ved at være kritisk opmærksomme på den også kan handle kritisk på den”.

Læs også: RUC glimrer ved sit fravær på den største forskningskonference på dansk jord nogensinde

At den moderne verden er i høj grad skabt af naturvidenskaben gør ikke Freires pointer mindre relevante. De landbrugsvidenskabsfolk, som han mødte i Brasilien i 1960erne, var kun en meget lille del af en global udvikling i det 20. århundrede, ofte beskrevet som ”den grønne revolution”.

Revolutionen bestod i udnyttelsen af moderne naturvidenskab og teknologi i landbrugsproduktionen. Den medførte en voldsom stigning i udbyttet og har reddet millioner og atter millioner af mennesker fra sultedøden. Samtidigt har revolutionen forandret ikke blot menneskehedens forhold til naturen, men også selve naturen. I Brasilien har den eksempelvis muliggjort opdyrkningen af enorme landarealer og betydet at landet nu ikke alene kan brødføde sin egen befolkning, men endog er blevet en verdens største eksportører af fødevarer.

Hvis man ønsker at forholde sig kritisk og selvstændigt til naturen som den er i dag kræver det derfor, at man forstår den videnskab og teknologi som har formet naturen, samt samspillet imellem samfund og videnskab.  Studiet af naturen er således også blevet til et studie af mennesket og dets potentialer og begrænsninger. Måske kan vi så alligevel spejle os i naturen.

Om bloggeren

Formålet med denne blog er at undersøge og diskutere universitetets og videnskabens kritiske rolle i fortid og nutid. Jeg opfordrer læserne til at skrive kommentarer nedenfor eller direkte til mig på eskild@ruc.dk og til at foreslå emner, at beskrive interessante undervisnings- og forskningspraktikker og at nævne universiteter rundt om i verden, der udmærker sig ved en særlig kritisk profil. Jeg vil så forsøge at følge op på dette i senere blogindlæg.

Kasper Risbjerg Eskildsen er ph.d. i filosofi og lektor i videnskabshistorie ved Afdeling for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet.

Speak Your Mind

*