Valgblog: Vi skal bedre igennem, ikke hurtigere ud

Share

Vi skal ikke acceptere Fremdriftsreformen, lyder meldingen fra Studenterrådets spidskandidat Drude Rohde i et svar på Frit Forums blogindlæg. RUC-Valg 2015 er skudt igang.

Studenterrådets spidskandidat, Drude Rohde. Foto: Alexander Wang Petersen.

Studenterrådets spidskandidat, Drude Rohde. Foto: Alexander Wang Petersen.

af Drude Rohde, genopstiller til Universitetsbestyrelsen for Studenterrådet
Fremdriftsreformen har kun ét formål: at vi studerende skal blive hurtigere færdige. Men det er ikke vigtigt, hvor hurtigt vi kan blive færdige, det er vigtigt hvor dygtige vi kan blive.

Uddannelseskvaliteten på landets universiteter har lidt et gevaldigt knæk de sidste par år. Det skyldes først og fremmest indførslen af Fremdriftsreformen, der alene har til formål at få os studerende hurtigere færdige. Det vender vi tilbage til.

Fremdriftsreformen ødelægger vores uddannelser. Studerende, som ikke valgte rigtigt første gang får tvangsmerit, selvom det ikke giver fagligt mening. Vi tvinges til at være tilmeldt 30 ECTS-point hvert semester, hvilket gør det meget sværere at komme i praktik eller på udveksling.

Vi kan heller ikke længere vælge at fordybe os ekstra, foreksempel ved at bruge et par måneder på feltarbejde. Dumper vi et kursus, tvinges vi igen til eksamen, uden mulighed for at følge kurset igen.

Vi studerende skal ikke acceptere, at Fremdriftsreformen skader kvaliteten af vores uddannelser. Derfor arbejder Studenterrådet og jeg for at afskaffe reformen. Og vi arbejder for, at få fokus tilbage på kvaliteten i vores uddannelser indtil da.

Helt konkret arbejder vi for, at der bliver lavet bedre standarder for tvangsmeritten og at vi ikke tvinges til at skrive speciale før vi har afsluttet alle vores kurser.

En lang kamp fortsætter

Da Morten Østergaard i 2013 præsenterede Fremdriftsreformen, troede jeg personligt ikke på, at reformen skulle komme til at fylde så meget af mit liv, som den lige siden har gjort. Jeg troede at politikerne ville nå at opdage, at Fremdriftsreformen var – og er – en sindssygt dårlig idé.

Derfor brugte jeg det meste af 2013 og hele 2014 på at arrangere stormøder, demonstrationer og underskriftsindsamlinger imod Fremdriftsreformen. Studenterrådet lavede aktioner på RUC, vi samarbejdede med studenterrådene på landets andre universiteter imod reformen, og vi har arbejdet gennem vores paraplyorganisation, Danske Studerendes Fællesråd, for at påvirke politikerne.

Vi studerende stod sammen på Vor Frue Plads og på Christiansborg Slotsplads for at sige nej til Fremdriftsreformen. Vi pressede sammen politikerne til at udskyde reformen, og lige siden har vi sammen knoklet for, at reformen skulle implementeres så lempeligt som muligt. Det har jeg og Studenterrådet også gjort her på RUC. Det betyder bl.a., at vi på RUC har landets lempeligste dispensationsregler, og at vi ikke fik begrænset vores orlovsmuligheder, som det bl.a. skete på KU.

Valget er dit

I dag starter universitetsvalget, og her har du som studerende en unik mulighed: du har muligheden for at vælge to studerende til RUC’s bestyrelse, som siger klart nej til Fremdriftsreformen og ja til kvalitet – og som har gjort det i årevis. Og to studerende som insisterer på at RUC siger det med os i kor!

Når Frit Forums spidskandidat til universitetsbestyrelsen her i RUSK påstår, at vi studerende gennem universitetsvalget ikke kan påvirke landets politikere er det lodret forkert.

Læs også: Sådan bliver du snydt til universitetsvalget

Det politiske flertal for Fremdriftsreformen er ved at smuldre. Kun Socialdemokraterne bakker stadig op om reformen i dens nuværende form. Uddannelsesministeren har genåbnet forliget: Fremdriftsreformen skal altså genforhandles!

Som studerende i RUC’s bestyrelse er vi med til at bestemme RUC’s holdning i den offentlige debat. For et par år siden fik Studenterrådet f.eks. RUC til at beslutte at universitet som princip var imod brugerbetaling.

Det kan godt være, at Frit Forum har kastet håndklædet i ringen, men jeg vil kæmpe for at RUC som institution – som universitet – blander sig højlydt i den offentlige debat med det formål at få reformen afskaffet.

Måden vi som studerende kan være med til at diktere RUC’s holdning i den offentlige debat lige nu, er derfor ved at stemme på studerende, som vil gå ind i kampen mod Fremdriftsreformen i RUC’s bestyrelse. Og her på RUC er det de studerende fra Studenterrådet!

Speak Your Mind

*