Q&A: Hvorfor skal du stemme på Frit Forums spidskandidat?

Share

Frit Forums spidskandidat til bestyrelsen tror ikke på, at Fremdriftsreformen bliver rullet tilbage. Til gengæld vil hun give dig undervisning i sommerferien!

Hvorfor skal man stemme på dig?

RUSK har lovet Marie Spanggård  at gentage påmindelsen om at holde den gode tone i debatten. Privafoto.

RUSK har lovet Marie Spanggård at gentage påmindelsen om at holde den gode tone i debatten. Privafoto.

“Man skal stemme på mig, fordi jeg arbejder benhårdt for tingene, og fordi at jeg rigtig gerne vil komme med nogle konkrete forslag til, hvordan vi vil gøre universitetet bedre.”

Hvad er det for nogle forslag?

“Jeg vil rigtig gerne lave en satsning på sommerskoler. Og så er der hele snakken om Fremdriftsreformen. Jeg holder stadig på, at man kan ikke tilbagerulle Fremdriftsreformen gennem universitetsvalget. Den formulering holder simpelthen ikke. Man kan ikke tilbagerulle Fremdriftsreformen ved at få poster på universitetet.”

Hvorfor ikke?

“Det er jo en folketingsbeslutning. Der er så nogle, der tolker det sådan, at vi ikke mener, at man skal gøre noget ved Fremdriftsreformen, og sådan er det selvfølgelig ikke. Vi går ikke ind for Fremdriftsreformen - jeg går ikke ind for Fremdriftsreformen.

Jeg mener, at vi generelt skal blive bedre til at oplyse de studerende om, hvad vi rent faktisk kan gøre og vil gøre. Og her kommer sommerskoler så ind, for det vi kan gøre med sommerskoler, det er, at vi kan gå ind og lægge ECTS-point ind uden for vores semestre. Altså i sommerferien.”

Læs også: Debat: Sådan bliver du snydt til universitetsvalget

Hvad kan man på en sommerskole?

“Du kan vælge for eksempel en 10 ECTS-point sommerskole, som ligger i slutningen af august, og så skal du kun tage 20 point fra februar og til maj/juni. Det kan man gøre, hvis man eksempelvis har rigtigt meget arbejde ved siden af - hvis man er meget studenterpolitisk aktiv, eller hvis man har en eller anden grund til at skære ned.”

Jeg synes simpelthen, det var de forkerte mennesker, det gik ud over

Hvordan skal RUC pludselig finde penge til at oprette sommerskoler på alle institutterne?

“Det gode ved en sommerskole er, at den kan tiltrække studerende, der ikke er fra RUC, og så får vi midler for de studerende. Det er lidt ligesom en forretning - vi får nogle kunder i biksen udefra, og dem får vi nogle penge for at undervise.”

Nogle studerende har måske lidt svært ved at kende forskel på Frit Forum og Studenterrådet. Kan du ikke nævne en konkret situation, hvor I har arbejdet forskelligt - måske stemt anderledes om noget?

“Man kan måske godt forstå, at de studerende bliver forvirrede. I bund og grund vil begge organisationer gøre RUC til et bedre sted, og mange gange er vi også enige.

Men der var jo for eksempel Et Andet Universitet, som jo valgte at blokere rektoratet tidligere i år. Og den blokade valgte Studenterrådet at bakke op om i form af, at deres nuværende formand - han var måske ikke formand dengang - holdt tale. Flere af dem dukkede op, var med til at lave bannere, og DSF’s (Danske Studerendes Fællesråd, red.) Jacob Ruggaard var der også og holde tale og bakkede op om blokaden.”

Læs også: Blog: Hvad mener Studenterrådet egentlig?

Og det gjorde I ikke.

“Det gjorde vi ikke. Vi var fuldstændig enige i at være uenige i Fremdriftsreformen, men vi syntes ikke, det var rimeligt, at de ansatte på RUC skulle bøde for det. Det, der skete, det var, at de ansatte skulle finde andre steder at være. De skulle bruge en masse tid at flytte deres ‘habengut’ og finde hinanden i de dage, der blev blokeret. Jeg synes simpelthen, det var de forkerte mennesker, det gik ud over.”

I snakker ikke lige så meget om læsesalen i København længere har I opgivet den?

“Om vi har opgivet den?! Nej, nej, nej, nej. Det er jo en hård mærkesag, og vi har jo kørt med den i mange år. Vi er glade for, at vi har holdt ved den, og du kan også se den på vores valgplakater - som jeg i øvrigt har lavet! Vi samarbejder blandt andet tæt med Rune Dybvad, som er i Kultur- og Fritidsudvalget inde i Borgerrepræsentationen i København (for Socialdemokraterne, red.) om at få flere læsepladser på biblioteker til de studerende. Rune går på RUC og er også en del af Frit Forum.

Det bedste af det hele er ’den flydende læsesal’, som er et enormt spændende projekt. Det er en gammel pram, som ligger et sted ude ved Christianshavn, og er nu ved at lykkedes, fordi vi i et samarbejde med Rune Dybvad og hele Borgerrepræsentationen har fået stemt igennem, at de gerne vil støtte med en million kroner. Det, vi kan gøre nu, er at gå ud og søge yderligere fondsmidler, så det er ligesom en sikring for, at flere vil bakke op om det her. En million er ikke helt nok. Jeg tror gerne, vi vil op på fem.”

Læs også: RUC-studerende søsætter flydende læsesal

Bliver der brugt RUC-midler på det projekt?

“Blandt andet på grund af alle de her besparelser, så har vi bevidst gået uden om, at RUC skulle begynde at bruge egenkapital eller andre midler på den her læsesal i København. Men vi har stadig den her sag kørende på RUC, fordi vi gerne vil have rektoratets og bestyrelsens opbakning til, at det ville være en god ide.”

Speak Your Mind

*