Valgblog: Frit Forum tager ansvar for de studerende!

Share

RUC’s ledelse bør hjælpe med at søge fondsmidler til den flydende læsesal i København, mener Frit Forums formand, der her giver Studenterrådet svar på tiltale.

Af Sarah Zedlitz Alberg, formand for Frit Forum Roskilde

Foto: Frit Forum

Sarah Zedlitz Alberg. Foto: Frit Forum

Signe Kaptain fra Studenterrådet fik i går udgivet et blogindlæg på rusk.dk, hvor hun advarer mod at stemme på Frit Forum, da vi efter sigende vil bruge RUC’s midler på en læsesal i København i stedet for at bruge midler på undervisning. Personligt er jeg ikke fan af den slags negativ kampagneføring og slet ikke, når anklagen er helt og aldeles forkert.

I Frit Forum går vi dog ind for både frihed og lighed, så Signe skal ligesom alle andre RUC-studerende selvfølgelig være fri til at skrive, hvad hun har lyst til. At skrive om modparten er dog ikke en fremgangsmåde, vi selv ønsker at benytte os af. I stedet vil vi bruge dette indlæg til en gang for alle at fastslå, hvad Frit Forums holdning til en læsesal i København for RUC-studerende er. Og så vil vi ellers lade de studerende selv vælge, hvilken af vores to gode og flittige organisationer, som repræsenterer dem bedst!

Læs også: Debat: Studenterrådet - sammen om et bedre universitet

Ønsker Frit Forum en læsesal i København for RUC-studerende?

Ja, det gør vi! RUC bør tage ansvar for sine egne studerende. RUC’ere har naturligvis et behov for grupperum og læsepladser, hvor de opholder sig, når de ikke er på campus, så vi møder vores medstuderende hele året og ikke kun til forelæsningerne. Samtidig ønsker vi, at en læsesal i København skal kunne bruges til at trække nystartede virksomheder ind, så de studerende og virksomhederne kan lære af hinanden og udveksle erfaringer. Det vil altså give nogle helt nye muligheder for at samarbejde med folk, som har nogle andre kompetencer, end vi måske lige selv har. Og på den måde vil vi kunne styrke både RUC’s og de studerendes netværk.

Frit Forum vil ikke bruge penge på en læsesal i København på bekostning af undervisning, lokaler på RUC, vejledertimer eller lignende.

Det er dog ingen hemmelighed, at Frit Forum i de ledende organer førhen ofte er blevet mødt af modstand, når vi har argumenteret for at etablere en RUC-læsesal i København. For mig virker det underligt, når man fra ledelsens side vælger at negligere det behov, som de studerende har givet udtryk for i underskriftindsamlinger og ved flere valg. Samtidig har den ene studiemiljøundersøgelse efter den anden vist, at RUC’s studerede ikke har nok faglig eller social kontakt til hinanden, og at de føler sig mere ensomme end andre studerende.

Læs også: DJØF: RUC’s studerende er mest utilfredse med studiemiljøet

Bliver det ikke dyrt for RUC?

I Frit Forum er vi klar over, at RUC står over for at skulle spare en hel del penge i de kommende år. Og én gang for alle: Frit Forum vil ikke bruge penge på en læsesal i København på bekostning af undervisning, lokaler på RUC, vejledertimer eller lignende. Men vi er nødt til fortsat at tænke på, hvordan vi kan udvikle vores universitet, og der er et større behov for en læsesal i København, end der nogensinde har været før.

Derfor bliver vi ganske enkelt nødt til fortsat at fortælle bestyrelsen og rektoratet, at de aktivt skal støtte op om idéen, og at de aktivt skal sætte administrationens og bestyrelsens muskler bag at søge fondsmidler, så vi også i en hård økonomisk tid kan være progressive og videreudvikle vores skønne universitet samt vise solidaritet med den enorme gruppe RUC-studerende, som har behov for et sted at kunne fordybe sig under ordentlige forhold.

Hvad har vi så gjort, når vi ikke har haft den rette opbakning fra ledelsen?

Eftersom vi har manglet opbakning fra ledelsen, har vi valgt selv at tage ansvar for de studerende! En sej gruppe af RUC-studerende i foreningen FB 44 har i de sidste år arbejdet benhårdt på at realisere den første flydende læsesal i København. Det er et projekt, som Frit Forum støtter, fordi vi mener, det adresserer behovet for flere læsepladser, hvor de studerende opholdet sig.

Læs også: RUC-studerende søsætter 200 ton flydende læsesal

Projektet er nu så langt, at Københavns Kommune har garanteret en kajplads, og Rune Dybvad fra Frit Forum Roskilde har fået finansieringen på mere end en million kroner med på Københavns Kommunes budget. Det kan med andre ord snart blive til virkelighed. Vi er der dog ikke helt endnu, og derfor vil vi i den kommende tid arbejde hårdt med at dele og støtte den crowdfunding-kampagne, som FB 44 lancerer i morgen, mandag!

Nu skulle der én gang for alle være styr på, hvad Frit Forums holdning er til en læsesal i København for RUC-studerende, og det er jo vigtigt, da der ikke skal være tvivl om, hvad man får, hvis man sætter kryds det ene eller det andet sted. Godt valg til alle!

 

Comments

  1. Er der nogen som kender til et forum for studerende der er kommet sent igang med en uddannelse? Grundet et dårligt udgangspunkt fra sin gymnasieeksamen.

    Hvor der kan udveksles erfaringer og oplevelsen ved ikke at kunne komne ind på en uddannelse. Succeshistorier, debat osv.

    For studerende der er kommet ind på en videregående uddannelse -men sent.
    Eller for studerende som kæmper for at komme ind på en videregående uddannelse trods et spinkelt/dårligt udgangspunkt?

Speak Your Mind

*