Det evige paradoks

Share

Portræt: Han er for normal til at være handicappet, men for handicappet til at være normal. Sådan betegner Jacob Nossell sin paradoksale hverdag som spastiker og helt almindelig studerende på Roskilde Universitet.

Foto: Privatfoto

Foto: Naturens Uorden / Christian Sønderby Jepsen

Umiddelbart ligner det en hvilken som helst studenterbolig hjemme hos 28-årige Jacob, som er journaliststuderende på RUC. Forskellen er blot, at lejligheden ligger i Solbjerg Have, som består af handicapboliger for yngre, og at Jacob bor der, fordi han er født med diagnosen cerebral parese.

Kort sagt er Jacob spastiker, og det betyder blandt andet, at han har svært ved at tale, fordi han mangler en lille del af hjernen. Men på trods af denne mangel fejler intelligensen intet Jacob er normalt begavet.

Paradokset er ikke til at komme uden om; Jacob er ifølge ham selv for normal til at være handicappet, og for handicappet til at være normal.

Lige nu er han biografaktuel som hovedperson i dokumentaren ‘Naturens Uorden’, der er instrueret af Christian Sønderby Jepsen.

Den helt normale unormale hverdag

Det er mandag eftermiddag, og Jacob viser smilende sin lejlighed frem med et par undskyldninger om den smule rod, der ligger rundt omkring, hvorefter han byder på kaffe.

Læs også: Det vil du ikke gå glip af: Se filmen ‘Naturens Uorden’

Når Jacob taler, lyder det, som om han har en meget stor kartoffel inde i munden. Men det holder ham langt fra tilbage fra at være både velformuleret og velovervejet. Det er faktisk talebesværet, der har haft betydning for, hvorfor Jacob gerne vil være journalist.

”Når jeg er til fest, eller når jeg ikke kender så mange, så går det ikke, at jeg taler for meget selv, fordi folk kan ikke forstå mig. Så jeg har godt luret, at det er meget bedre at få dem til at snakke om dem selv, så derfor har jeg jo øvet mig i at interviewe hele mit liv.”

Folk har berøringsangst

Journaliststudiet indebærer også udfordringer, og de har været anderledes for Jacob end for så mange andre. For folk har svært ved at forholde sig til en spastiker.

”Folk har meget berøringsangst for at arbejde sammen med mig. Det er sjovt, for det er mere deres egen usikkerhed på, hvordan de håndterer mig, der spænder ben for mig, end det er min egen usikkerhed. Det kan være super frustrerende, når det ikke er noget, man selv er herre over,” fortæller Jacob.

Hvis I udrydder mig, hvem siger så, at det ikke er dig, der ryger næste gang?

Men hvorfor overhovedet gøre sig alle de anstrengelser, når det er så svært for Jacob i forhold til for alle andre? Man fristes til at spørge, om han ikke bare får lyst til at give op?

”Jo, men hvem har ikke lyst til det nogle gange?” siger Jacob henkastet og griner, hvorefter han igen påpeger det paradoksale forhold mellem ikke at høre til betegnelsen af en ung, smart journalist, men heller ikke at ville spises af med at være ”en der ikke kan noget overhovedet.”

Vi er i gang med at udrydde os selv

Hvis du spørger Jacob, vil der om 100 år ikke være flere af hans slags tilbage på jorden. Den højtudviklede teknologi betyder, at vi meget tidligt i en graviditet kan se, om et barn fejler noget. Vi kan derfor sortere det fra, hvis barnet ikke er ’normalt’. For hvem vil ikke helst have et sundt, raskt og ikke mindst almindeligt barn?

Men ifølge den franske filosof Michel Foucault (1926-1984) og Jacob har vi brug for anderledes mennesker for at kunne definere os selv som normale. Samtidig bliver verden et farligere sted at leve for ’de normale’, hvis der ikke er et ’anderledes ydre’ rundt om.

Læs også: Hej RUC, hej blogland - velkommen til en funktionsnedsat blog!

”I er i gang med at udrydde noget, I faktisk har brug for. Hvis I udrydder mig, hvem siger så, at det ikke er dig, der ryger næste gang? Påpeger Jacob i et tonefald, som var det så sikkert som amen i kirken.

Uden handicap, ingen Jacob

Til tider ville Jacob da ønske, at han kunne leve uden sit handicap.

”Men hvis du skulle leve uden en del af dig, ville du jo ikke være dig,” siger han og kigger udfordrende over på mig.

”Det er ikke bare sort på hvidt. Ville du måske hellere være en dreng eller hellere være Britney Spears?” spørger Jacob mig med et listigt smil.

”Paradokset er, at dit ydre også er en del af dit indre. Jeg har jo galskaben udenpå, hvor andre har den indeni,” afslutter Jacob og understreger, at han bare gerne vil have lov til at være sig selv.

Speak Your Mind

*