Blog: Sådan kan RUC spare 15 millioner kroner frem mod 2020

Share

RUC kan spare et beløb, der svarer til udgifterne for 30 ansattes arbejdstid, hvis universitetet går over til at bruge samtaler og tests til optagelsen i stedet for karaktergennemsnit. Det fortæller Frit Forums formand, Mathias Würtzenfeld.

Af Mathias Würtzenfeld, Formand  for Frit Forum Roskilde

Mathias Würtzenfeld, Formand for Frit Forum.

Mathias Würtzenfeld. Foto: Frit Forum.

Roskilde Universitet befinder sig desværre i en økonomisk trængt situation. Faldende bevillinger på Finansloven, dispositionsbegrænsning, omprioriteringsbidrag og grønthøster er fire forskellige udtryk for det samme, nemlig at RUC er ramt af nedskæringer. I kroner og ører betyder det, at RUC’s økonomi skal tilpasses med ca. 100 mio. kr. frem mod 2020. Det er en svær, men dikteret, opgave, som universitetets ledelse har bedt konsulentfirmaet Struensee & Co. om hjælp til at løse.

Som studerende og som studenterpolitisk aktiv er jeg naturligvis bevidst om, at nedskæringerne utvivlsomt vil føre til forringelser af uddannelseskvaliteten, og det vil vi i Frit Forum selvfølgelig benytte enhver lejlighed til at gøre regeringen opmærksom på - men vi må også være konstruktive. Nedskæringerne er desværre en realitet, og hvis vi studerende skal gøre os forhåbninger om at få indflydelse på, hvor disse besparelser skal findes, kræver det at vi viser kreativitet og initiativlyst.

Læs også: Rektoratets blog: RUC skal fortsat være sejt og alternativt

Formålet med dette indlæg er derfor også at præsentere et konkret indspark til, hvordan man med de rette investeringer kan få bedre uddannelseskvalitet og tilmed øge indtægterne med omtrent 20 mio. kr. frem mod 2020. Det er således vores håb, at dette bidrag kan finde plads i de igangværende analyser og blive underlagt en fordomsfri og seriøs behandling.

Optagelsessamtaler reducerer frafaldet

Essensen i vores udspil er at følge best practice på optagelsesområdet. Forskning på området har vist, at optagelse, der sker på baggrund af samtaler og tests frem for de traditionelle adgangskvotienter, kan reducere det årlige frafald af studerende med 3 pct. (Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift, årgang 8, nr. 14, 2013). Udover at reducere frafaldet og forbedre uddannelseskvaliteten, som rapporten belyser er tilfældet, vil et sådant optagelsessystem også bidrage til et markant løft af økonomien.

Nedskæringerne er, som det ser ud, desværre uundgåelige, men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at have ambitioner på vores universitets vegne.

Som de fleste er bekendt med, kommer de fleste af RUC’s uddannelsesindtægter fra taxametertilskud. Hver eneste gang en studerende gennemfører eksamener, genererer det indtægter til universitetet. I 2014 var RUC’s indtægter på uddannelse 381,4 mio. kr., hvilket svarer til knap 50 pct. af de samlede indtægter. Derfor er antallet af studerende, der gennemfører studiet, også af afgørende betydning for, at RUC kan nå sin målsætning om at sikre et økonomisk bæredygtigt universitet.

I 2015 optog RUC 460 studerende på SAMF, 565 studerende på HUM, 158 studerende på HUM-TEK og 118 studerende på NAT. Disse fire basisområder udløser fire forskellige taxametertilskud, spændende fra 44.900 kr. på SAMF og HUM til 94.500 kr. på NAT. Såfremt RUC vælger at investere i best practice på optagelsesområdet, vil det som nævnt føre til, at frafaldet blandt de studerende vil blive reduceret med 3 pct. pr. årgang. Omregnet til kroner og ører vil det betyde en årlig merindtægt på 2 mio. kr. pr. årgang.

Det er klart, at såfremt RUC vælger at følge best practice på området kræver det mindre investeringer. Således oplyser Syddansk Universitet i et svar til Uddannelses- og Forskningsministeriet fra 2015, at deres årlige driftsomkostninger ved samtaler og tests udgør 1.150 kr. pr. ansøger.

Læs også: RUC: Vi har et (lokale) problem

På RUC havde vi 1.211 førsteprioritetsansøgere i 2015. Med samme enhedsomkostninger som Syddansk Universitet vil RUC’s årlige udgift til drift af optagelsessystemet derfor være knap 1,4 mio. kr. Dette skal holdes op imod, at den årlige indtægtsforøgelse adderes hvert eneste år, fordi de studerende ikke falder fra og derfor løbende indtjener STÅ-midler til RUC.

Fortjeneste svarer til 30 medarbejdere

Nedenstående figur viser udviklingen i indtægter og udgifter fra 2017 til 2021 i tusinde kroner. Som det fremgår vil resultatet af denne investering i 2020 være en øget akkumuleret indtægt på 20,3 mio. kr., og med en samtidig akkumuleret udgift på 5,8 mio. kr. i 2020, vil der dermed være et overskud på investeringen 15 mio. kr. Det er i øvrigt værd at bemærke, at fortjenesten vil være hele 8,7 mio. kr. pr. år fra og med 2021!

Illustration: Frit Forum

Illustration: Frit Forum

Hvis vi ligesom konsulenterne fra Struensee & Co. retter blikket mod 2020 vil en øget fortjeneste på 15 mio. kr. målt i årsværk for videnskabeligt og teknisk administrativt personale svare til hele 30 stk.!

Der er naturligvis et par forhold på både udgifts- og indtægtssiden, som vi ikke har taget højde for i dette indlæg. På den ene side drejer det sig om øgede udgifter til undervisning mv., som følger af en voksende studenterbestand, og på den anden side drejer det sig om blandt andet færdiggørelsesbonus o.l. Derudover har vi slet ikke berørt de gunstige effekter, som tiltaget vil have på blandt andet studentersammensætningen, uddannelseskvaliteten og den konstante kvotientsammenligning med Københavns Universitet.

Nedskæringerne er, som det ser ud, desværre uundgåelige, men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at have ambitioner på vores universitets vegne. Ovenstående er et eksempel på, hvor vi mener, at det er muligt både at hæve uddannelseskvaliteten og øge indtægterne. Vi håber derfor også, at indlægget vil blive inddraget konstruktivt i de igangværende diskussioner.

Speak Your Mind

*