Eliten er afgørende for afrikansk vækst

Share

RUBRIK: Selv om der er vækst i Afrika, gavner det ikke den brede befolkning. Nu har forskere på RUC identificeret, hvad der skal til for at skabe et forankret opsving i Afrika.

Foto: Uffe Weng

Foto: Uffe Weng

Denne artikel er bragt i samarbejde med RUC’s forskningsmagasin Rubrik.

Afrika har oplevet et sandt vækst-eventyr de seneste år. Men det er en vækst, der primært er skabt af donorer og råstofindustri, som kun en forsvindende lille del af befolkningen er beskæftiget i. Med andre ord kommer væksten ikke den almindelige afrikaner til gode, og derfor løfter det ikke de enkelte lande ud af det dødvande, der især mærkes i landområderne, hvor befolkningen i nogle lande sidder fast i en situation med en produktivitet, der har stået i stampe i de seneste 50 år.

“Afrika er en kæmpe succeshistorie. Der er få steder i verden, hvor der har været så stor vækst, men det paradoks, vi undersøger, er, hvorfor væksten ikke har hævet levevilkårene for den fattige del af befolkningen, hvoraf mange bor på landet,” siger lektor på Institut for Samfund og Globalisering Lars Buur.

Sammen med RUC-forskeren Lindsay Whitfield og andre forskere fra DIIS og Århus Universitet undersøger Lars Buur i bogen ‘The Politics of African Industrial Policy‘, der er udkommet på forlaget Cambridge University Press, hvad der skal til for at skabe en vækst, der øger produktionen, uddannelsesniveau, sundhed og levestandard for hele befolkningen.

Afrika skal ganske enkelt med på globaliseringstoget, for hvis de misser det, får de heller ikke uddannelse, knowhow og infrastruktur til at kunne hoppe med på det næste tog

“Hvis man kun skaber vækst i byerne, fungerer det ikke, for så smutter alle til byerne, hvilket medfører store slumområder. Samtidig bliver man nødt til at have nogen, der producerer madvarer, for hvis det hele bliver importeret, smadrer det betalingsbalancen, så derfor er det helt afgørende at øge produktiviteten på landet,” siger Lars Buur.

For at væksten for alvor skal bide sig fast, kræver det private investeringer i landområderne, som sikrer jobs. Når landbefolkningen får arbejde i blandt andet fødevareindustrien, bliver de oplært til nye funktioner, hvilket gør områderne attraktive for flere virksomheder, fordi det giver kvalificeret arbejdskraft, infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Lars Buur har sammen med sine forskerkollegaer identificeret, at betingelserne for fremgang er, at de tre parter - den politiske elite, de udenlandske private investorer, som udgør den kapitalistiske elite, og dele af det offentlige bureaukrati samarbejder om at nå det samme mål.

“Hvis der er politisk vilje, de rette investorer, og man kan få dele af bureaukratiet som politi og toldvæsen til at skabe ro, stoppe smuglervarer og sikre smidig transport, så er der basis for at skabe en langvarig og lokalt forankret vækst,” siger Lars Buur.

I alles interesse

Det er blandt andet sket i Mozambique, der har skabt en stor sukkerindustri ved hjælp af udenlandske investorer og hjælp fra politi og toldere, der har stoppet for billig, indsmuglet sukker fra nabolandene.

Det har ført til bedre infrastruktur i de landområder, hvor sukkeret produceres, og en kvalificeret arbejdsstyrke, der gør landet attraktivt for andre investorer.

Læs også: Lorteforsker fra RUC redder liv

Det skyldes, at der i midten af 90’erne opstod en af de sjældne situationer, hvor de parter, Lars Buur og hans kollegaer har identificeret som afgørende, havde fælles interesse.

Mozambiques regering var presset, og sukkerindustrien i nabolandet Sydafrika kunne ikke ekspandere inden for landets egne grænser efter landets overgang fra apartheid til demokrati. Et samarbejde ville redde regeringen og give investorerne mulighed for at opdyrke nye markeder.

“Politikerne havde ryggen mod muren, de havde brug for at skabe jobs og vinde landbefolkningens tillid. De sydafrikanske investorer havde stor viden om at opbygge en sukkerindustri og kunne ikke få mere jord i Sydafrika efter apartheid, så de var interesserede i at ekspandere ind i Mozambique,” siger Lars Buur.

De offentligt ansatte i bureaukratiet, som var del af sukkerindustrien, kunne også se fornuften i et samarbejde med de to andre parter. Mange af dem havde ved selvsyn oplevet Mozambiques sukkerindustri forfalde, efter landet opnåede uafhængighed i 1975.

“Derfor havde alle tre parter en stor interesse i, at det skulle lykkes,” siger Lars Buur.

Sidste chance

Med bureaukratiet i ryggen betød det, at landbrugsmaskiner ikke samlede støv i tolden i månedsvis, men hurtigt kom i brug, og at salget og indførslen af smuglersukker blev stoppet.

»Priserne på sukker var så lave i byerne på grund af smugling og dumping fra verdensmarkedet, at det var nødvendigt at få politi, toldvæsen og militær til at stoppe indsmuglingen af sukker til landet. Når det skete, kunne firmaerne skabe jobs og uddannelse, og derefter kunne statsapparatet følge med og anlægge veje og strøm. Over tid lykkedes det regeringspartiet at vinde alle de steder, hvor de skabte jobs,« siger Lars Buur.

Læs også: Sådan ændrer kreative aktivister verden

I dag er 35.000 ansat i sukkerindustrien, og Mozambique eksporterer en stor del af den årlige produktion på 420.000 tons. Samtidig kan dem, der har fået uddannelse som svejsere, elektrikere eller ingeniører i sukkerindustrien, hjælpe nye industrier i gang.

Det er særligt vigtigt nu, fordi det er afgørende, at de fattige afrikanske lande kommer med på globaliseringsbølgen, hvor indmaden i for eksempel iPhones bliver produceret dér, hvor det er billigst, og der er uddannet arbejdskraft.

»Afrika skal ganske enkelt med på globaliseringstoget, for hvis de misser det, får de heller ikke uddannelse, knowhow og infrastruktur til at kunne hoppe med på det næste tog,« siger Lars Buur.

Speak Your Mind

*