RUC i verden, verden på RUC

Share

Juni 2016 byder ikke kun på festivalstemning, sol og mundtlige eksaminer. Den 22. – 24. juni bliver der afholdt en konference for kritiske universiteter på RUC. RUSK’s filosofiblogger Kasper Risbjerg Eskildsen benytter i den anledning sin blog til at fortælle hvordan du kan bidrage.

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Kunne du tænke dig at møde studerende og undervisere fra andre alternative og kritiske universiteter rundt om i verden? Den 22. – 24. juni 2016 får du muligheden for dette, når RUC afholder den næste Roskilde Sunrise konference med titlen Innovative and Critical Approaches to Higher Education in the 21st Century. I samarbejde med universiteter fra forskellige dele af verden ønsker vi her at sætte fokus på hvordan den nytænkende og kritiske universitetsundervisning og –forskning kan fremme demokratisk deltagelse, social retfærdighed og mellemmenneskelig forståelse i det 21. århundrede. Ved konferencen håber vi også at kunne tage det første skridt imod dannelsen af en global alliance af alternative og kritiske universiteter, Critical Edge Alliance, der understøtter samarbejde om undervisning og forskning. For yderligere information om denne alliance og de deltagende universiteter, se her.

Lidt forhistorie

Arbejdet med et sådant globalt samarbejde om uddannelse og forskning startede for et par år siden, blandt undervisere på den humanistiske bacheloruddannelse, og det har siden fundet opbakning blandt studerende og ansatte fra hele RUC. Mange er kommet med ideer til hvem vi skulle samarbejde med og hvad vi skulle samarbejde om. Efterhånden som vi har inddraget studerende og ansatte fra andre universiteter er de også kommet med ideer til samarbejdet. I juli 2015 holdt afholdt vi et første fælles møde ved Al Akhawayn Universitetet i Ifrane, i Atlasbjergene i Marokko, med repræsentanter fra de forskellige universiteter og blev enige om et oplæg til en fælles principerklæring, der kan læses på hjemmesiden der er linket til ovenfor. Jeg deltog selv sammen med to RUC studerende, Kristina Muusmann og Anne Nielsen, der fortalte om kurset Performativ Urbanisme og deres arbejde med en udgivelse af studenterbidrag fra kurset. I juni 2016 vil vi så følge op med den større konference på RUC.

Hvordan man kan bidrage

Man kan bidrage til konferencen på flere måder. En del af konferencen vil være en mere traditionel akademisk konference med papers og paneler, der præsenterer den kritiske og alternative undervisnings- og forsknings historie, teori, udfordringer og fremtidsmuligheder. Vi søger imidlertid også bidrag, der fortæller om konkrete eksempler på vellykkede kurser og uddannelseseksperimenter, ligesom Kristinas og Annes præsentation af kurset Performativ Urbanisme i Marokko, samt på nye måder at bedrive forskning. Et call for papers for konferencen kan også findes på hjemmesiden for Critical Edge Alliance (red. Deadline ligger for indsendelse er 1. marts 2016).

Man kan imidlertid også bidrage på andre måder. Vi søger studerende og ansatte, der har lyst og plads til at huse en af vores internationale gæster under besøget. Hvis du har en ledig sovesofa og gerne vil udlåne den et par dage til en studerende fra Indien eller en forsker fra Colombia, så giv os besked! Hvis du har lyst til at være frivillig på konferencen vil vi også meget gerne høre fra dig. Til gengæld for den frivillige indsat vil der ikke være noget deltagergebyr på konferencen.  Giv os også besked hvis der er andre initiativer eller ideer, der kunne være relevante i forbindelse med konferencen. Ideer og interessetilkendegivelser kan sendes til criticaledgealliance@gmail.com

Kasper Risbjerg Eskildsen er ph.d. i filosofi og lektor i videnskabshistorie ved Afdeling for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet.

Speak Your Mind

*