Så hårdt kan nedskæringerne ramme RUC

Share

De seneste måneder har en konsulentvirksomhed analyseret RUC for at finde ud af, hvor universitetet kan skære ned. Nu er rapporten blevet frigivet, og den anbefaler blandt andet fagnedlæggelser, bygningsopsigelser, fyringsrunder og færre vejledningstimer.

Struensee-rapporten lægger blandt andet op til markante opsigelser i RUC's bygningmasse. Den røde farve angiver bygninger der muligvis skal opsiges, mens de gule allerede er opsagt. Foto: Struensee & Co.

Struensee-rapporten lægger blandt andet op til markante opsigelser i RUC’s bygningmasse. Den røde farve angiver bygninger der muligvis skal opsiges ifølge én af de modeller, som rapporten foreslår. De gule bygninger er allerede opsagt af universitetet. Illustration: Struensee & Co.

Ti fag skal lægges sammen til fire, to fag skal helt nedlægges, adskillige bygninger skal opsiges og hussekretærerne skal afvikles. Sådan lyder blot et lille udpluk af anbefalingerne i en ny rapport, som RUC’s ledelse har bestilt.

Dokumentation: Læs hele rapporten her

Det har længe været en kendsgerning, at RUC skal finde besparelser i budgettet for cirka 110 millioner kr. frem mod 2019. Derfor har universitetet hyret konsulentfirmaet Struensee & Co til at lave en grundig analyse af RUC’s udgifter og indtægter, for at finde ud af hvor man kan spare henne. Den 28. januar blev rapporten frigivet, og en grundig gennemlæsning gør det klart, at RUC skal frem med hækkesaksen, hvis universitetet skal nå sin målsætning om at skære cirka en ottendedel af budgettet væk.

I denne artikel gennemgår vi rapportens hovedpunkter, og i løbet af den kommende tid vil vi følge op på rapporten her på RUSK.

Besparelser på fire spor

Rapporten fra Struensee & Co. kommer med forslag til, hvor RUC kan spare penge, der overordnet set fordeler sig i fire forskellige ”spor”. Spor A omhandler primært selve fagene og undervisningen, og det er her, der er lagt op til de største besparelser i form af 67,2 millioner kr. frem mod 2019, da det også er RUC’s største udgiftskilde. Spor B omhandler effektivisering af RUC’s administration, hvor det anslås at der kan spares 39,8 millioner kr. Spor C omhandler opsigelser af bygninger på RUC, hvor der er lagt op til besparelser på 29 millioner kr. Sidst er der spor D, der omhandler effektiviseringer af RUC’s indkøb og drejer sig om 16,7 millioner kr. I alt vil RUC på den måde kunne spare 152,7 millioner frem mod 2019, ved at følge anvisningerne fra Struensee & Co.

RUC’s Universitetsledelse har dog i første omgang besluttet, at der skal gennemføres cirka 70 % af besparelserne foreslået i rapporten, ifølge rektoratets nyhedsbrev fra den 28.1. Det vil betyde færre afskedigelser end foreslået i rapporten, og de vil først finde sted i år 2017.

Bæredygtige og ikke-bæredygtige fag

Som et led i rapporten er alle RUC’s fag blevet gennemgået og har været en tur på vægtskålen, for at se hvorvidt de er ”bæredygtige” eller ej. Vurderingen af bæredygtighed baseres på en række kriterier, der blandt andet vægter økonomisk rentabilitet, faglig bæredygtighed i antallet af undervisere og studerende samt faktorer såsom frafald, dimittendledighed og gennemførselstid. (Se s. 28 i rapporten)

Her er listen over kriterier der afgør hvorvidt RUC's udbudte fag er bæredygtige eller ej. Se side 28 i rapporten for uddybende kommentarer. Foto: Struensee & Co.

Her er listen over kriterier, der afgør, hvorvidt RUC’s udbudte fag er bæredygtige eller ej. Se side 28 i rapporten for uddybende kommentarer. Tabel: Struensee & Co.

Af rapporten fremgår det, at det især er fagene Kommunikation, Performance-design, Psykologi og Informatik, samt Humbach og Sambach der tjener flere penge hjem, end de hver især koster at afvikle. Modsat repræsenterer samtlige naturvidenskabelige fag, Arbejdslivsstudier og en række andre fag væsentlige udgifter for universitetet. Generelt gælder det, at det især er RUC’s mange små studier, der koster universitetet mange penge at opretholde – herunder især naturfagene. Derfor foreslår rapporten bl.a.:

  • Sammenlægning af Almen Biologi, Medicinalbiologi, Molekylærbiologi og Miljøbiologi
  • Sammenlægning af Geografi og Plan, By og Proces
  • Sammenlægning af Datalogi og Informatik
  • Sammenlægning af Virksomhedsledelse og Virksomhedsstudier
  • Lukning af Social Entrepreneurship
  • Lukning af Internationale Udviklingsstudier

Derudover foreslår rapporten, at man kan spare næsten 32 millioner ved at harmonisere normerne for forberedelsestimer for RUC’s fag. Lige nu er der stor forskel på, hvor meget forberedelsestid underviserne bruger, men rapporten foreslår, at det fastsættes til 2,5 times forberedelse for hver undervisningstime, hvilket vil kunne spare universitetet op mod 7,6 millioner kr. frem mod 2019. De resterende 32 millioner kroners besparelser på dette område kan derfor komme ved at normalisere antallet af vejledningstimer til projekter og specialer. Se side 44 i rapporten for flere detaljer.

Omfattende opsigelser af bygninger

Ud over indgreb i udbuddet af fag og på antallet af vejledningstimer, lægger rapporten også op til, at RUC skal vinke farvel til adskillige bygninger. Ifølge rapporten vil man en mulig model betyde farvel til en lang række bygninger i den vestlige ende af RUC’s campus samt den store Bygning 3 og de to pavilloner P10 og P11.

Læs også: RUC – vi har et (lokale) problem

Hvis disse opsigelser gennemføres, vil det i givet fald betyde en reduktion af RUC’s bygningsmasse med cirka 11.000 kvadratmeter i brugsareal og besparelser for 29 millioner kr. Ifølge rapporten vil man igennem en løbende udfasning af bygningerne kunne gennemføre opsigelserne, uden at det vil give pladsproblemer. Såfremt dette spor bliver vedtaget, forventes alle opsigelserne at være effektuerede i år 2018.

Læs også: RUC har ikke et lokaleproblem

Dette er blot nogle af de umiddelbart mest iøjnefaldende konklusioner, der kan drages fra den 240-sider lange Struensee-rapport. Under overfladen gemmer der sig adskillige mindre poster, der står overfor potentielle millionbesparelser. Her på RUSK vil vi i de kommende dage følge op på rapporten med reaktioner fra RUC og selvfølgelig følge den videre behandling af rapportens spareforslag. Det forventes at rektoratet kommer med en endelig indstilling til bestyrelsen den 16. marts.

Speak Your Mind

*