Blog: Hvorfor forskningsbaseret undervisning?

Share

Hvis kandidaterne ikke alle skal være universitetsforskere, hvorfor skal de så opføre sig som forskere under deres studie? RUSK’s filosofi-blogger forsvarer i dette indlæg den forskningsbaserede undervisning.

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

Videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen blogger her på RUSK om universitetets og videnskabens rolle. Foto: Kasper Risbjerg Eskildsen

D. 4. marts afholder rektoratet et debatseminar om forskningsbaseret undervisning. Du kan tilmelde dig her.

Siden 1700-tallet har man krævet, at universitetsundervisning skal være forskningsbaseret. Når man skal ansætte en underviser på et universitet, er det væsentligste bedømmelseskriterium derfor, hvilke bøger og artikler denne har udgivet. Man ser på, om disse bøger og artikler er nytænkende, om de har bragt forskningen videre, eller om de blot gentager allerede kendt viden. Undervisningserfaring er kun af mindre betydning. Uanset hvor mange undervisningspriser, man har modtaget, så kan dette ikke erstatte publikationer. Hvis man forestiller sig, at Sokrates i dag skulle søge om en stilling som lektor eller professor på et universitet i den vestlige verden, så ville han sandsynligvis blive afvist som ukvalificeret. Han var måske en fantastisk underviser, men han udgav ikke noget. Publish or perish.

Læs også: Kan man undervise i kritisk tænkning?

Indimellem bliver kravet om forskningsbaseret undervisning begrundet med, at undervisningen skal være opdateret og tidssvarende. Kun forskeren ved, hvor videnskaben bevæger sig hen i øjeblikket og kan introducere sine studerende til de nyeste opdagelser og teorier. Denne begrundelse er imidlertid ikke uproblematisk. Forskningen er i dag ofte meget specialiseret. Den enkelte forsker kan bruge det meste af sit liv på at undersøge detailspørgsmål, som slet ikke er relevante i undervisningen, og som de studerende ofte ikke har forudsætningerne for at forstå. Denne specialerede forskning optager endvidere de fleste af forskerens vågne timer, hvorfor han eller hun ikke har tid til at orientere sig mere bredt.

Som færdiguddannet kandidat skal man ikke blot være ”parnassets lastæsel” og ”et levende leksikon”

I denne situation kunne man måske mene, at det ville være bedre at ansætte undervisere, der havde undervisning som deres hovedfokus. Sådanne undervisere kunne orientere sig bredt i forskningslitteraturen og skabe sammenhæng og mening i denne for deres studerende, fremfor at benytte deres tid på at grave sig ned i et lille specialiseret forskningsområde.

Videnskaben som problem

Årsagen til, at man i 1700-tallet begyndte at insistere på, at undervisningen skulle være forskningsbaseret, var imidlertid ikke kun, at de studerende skulle have adgang til de nyeste opdagelser og teorier.  Grunden var snarere en ændret opfattelse af akademikeren. Man blev ikke akademiker ved at besidde al viden i verden og kunne huske denne. Som sådan var man ikke andet end, med Immanuel Kants ord, ”parnassets lastæsel” og ”et levende leksikon”. Man skulle naturligvis være belæst nok til at kunne orientere sig i forskningslitteraturen, men det, der gjorde én til akademiker, var evnen til at forholde sig kritisk og selvstændigt til den overleverede viden.

Formålet med undervisningen var derfor heller ikke blot at overføre viden fra undervisere til studerende, og universitetets opgave var grundlæggende forskellig fra skolens opgave. Undervisere på universitetet, forklarede Wilhelm von Humboldt i forbindelse med grundlæggelsen af universitetet i Berlin i 1810, ”behandler videnskaben som et ikke helt løst problem og bliver derfor ved forskningen, hvor skolen kun har at gøre med og lærer færdige og afgjorte kundskaber. Forholdet imellem lærer og elev bliver derved også helt igennem anderledes end før. Den første er ikke for dem sidste, begge er dér for videnskaben.”

Læs også: Debatindlæg fra ministeren: Ingen skal uddannes til arbejdsløshed

Forskningsbaseret undervisning stiller således ikke kun krav til underviserne, men også til de studerende. Den forudsætter, at de ikke blot opfatter sig som passive modtagere af viden, men at de også selv forsøger at deltage i forskningen. Siden 1700-tallet har man forventet, at studerende skriver mere eller mindre originale opgaver og her behandler emnet kritisk og selvstændigt. De studerende har derfor behov for undervisere, der selv har prøvet at bidrage til videnskaben og behersker de nødvendige forskningsmetoder.

Verden som problem

Formålet med forskningsbaseret undervisning er ikke nødvendigvis at gøre de studerende til universitetsforskere. Allerede på Humboldt’s tid stod det klart, at kun en meget lille del af de studerende i fremtiden selv skulle arbejde på universitetet, eller på andre forskningsinstitutioner, og at langt de fleste i stedet ville ende i den offentlig administration, på gymnasier eller i erhvervslivet. Trods dette indførte man i løbet af 1800-tallet, som nævnt i et tidligere blogindlæg, såkaldt øvelsesundervisning på samtlige tyske universiteter og på samtlige fagområder. Selvom de studerende ikke her forventedes at bedrive egentlig selvstændig forskning, så gav undervisningen dem i det mindste en fornemmelse af, hvad forskning ville sige, og lærte dem fagets metoder.

Dette er kvalifikationer, som de fleste arbejdsgivere forventer af en akademiker i dag. Som færdiguddannet kandidat skal man ikke blot være ”parnassets lastæsel” og ”et levende leksikon” og ureflekteret gentage, hvad man hørt til forelæsninger eller læst i lærebøger i sin studietid. Men forventes også at kunne orientere sig i den nyeste forskning og at kunne bedømme, hvilken betydning denne forskning har for ens eget arbejdsområde. Dette er ikke blevet mindre eftertragtede kvalifikationer i den moderne vidensøkonomi.

Samtidigt kan evnen til at forske også give nye valg- og handlemuligheder i livet. Den undervisning, der behandler videnskaben som et problem, kan også lære os at opfatte verden som et problem eller et sæt af problemer, der kan afdækkes og forstås ved hjælp af videnskabens metoder og teorier.  Dette har i det mindste været en grundantagelse i den problemorienterede undervisning siden begyndelsen af det 20. århundrede, hvad jeg også har diskuteret i et tidligere blogindlæg.  Når vi afdækker og forstår verdens problemer, åbner dette samtidigt for, at vi kan forestille os andre måder at leve og handle i verden. Den forskningsbaserede undervisning er således en undervisning for livet og ikke blot for hukommelsen.

Om bloggeren

Formålet med denne blog er at undersøge og diskutere universitetets og videnskabens kritiske rolle i fortid og nutid. Jeg opfordrer læserne til at skrive kommentarer nedenfor eller direkte til mig på eskild@ruc.dk og til at foreslå emner, at beskrive interessante undervisnings- og forskningspraktikker og at nævne universiteter rundt om i verden, der udmærker sig ved en særlig kritisk profil. Jeg vil så forsøge at følge op på dette i senere blogindlæg.

Kasper Risbjerg Eskildsen er ph.d. i filosofi og lektor i videnskabshistorie ved Afdeling for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet.

 

Speak Your Mind

*