Roskilde Universitet skal sikre uddannelsernes kvalitet på trods af nedskæringer

Share

Danmarks Akkrediteringsinstitution skal i 2017 vurdere, hvorvidt Roskilde Universitet har mekanismerne til at styrke og udvikle egen kvalitet som institution. Dette sker på trods af, at RUC skal sikre besparelser på 110 millioner kroner inden 2019.

ruc

Af Frederik Bille Hansen

RUC afventer stadig sin akkreditering som uddannelsesinstitution, mens andre institutioner allerede er blevet akkrediteret. Akkrediteringsprocessen begyndte i 2014 og fortsætter til 2018, hvor alle videregående uddannelsesinstitutioner skal undersøges forinden. RUC deler – ifølge rektor Hanne Leth Andersen – de fremtidige akkrediteringsudfordringer med de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner.

Den 16. marts 2016 blev der holdt bestyrelsesmøde på Roskilde Universitet, og her diskuterede bestyrelsen bl.a. den fremtidige akkreditering af Roskilde Universitet som institution. Rektoren, Hanne Leth Andersen, mener at Roskilde skal kunne arbejde mod øget kvalitet – også i sparetider.

”På Roskilde Universitet vil vi skære ned på bygninger, administration, lukke og lægge nogle fag og uddannelser sammen. Vi prøver at undgå direkte kvalitetsforringelser ved at lukke og sammenlægge fag frem for at grønthøste og fortælle hver uddannelse, at de skal spare. Hvis vi skulle fordele 110 millioner kroner ud over hele RUC og bevare alt det, vi har, så kunne vi slet ikke stå inde for kvaliteten. RUC kan altså ikke bevare en så bred vifte. Vi er tvunget til at handle,” forklarede rektoren under mødet.

På trods af, at RUC skal nedlægge nogle fag så skal forskerne stadig undervise i disse fordi, da universitetet stadig har pligt til at udbyde dem i en årrække, og det har en konsekvens for de besparelser RUC skal lave, ifølge Hanne Leth Andersen.

“Det varer et stykke tid før de besparelser, vi gerne vil lave, får virkning, men vi mister alligevel pengene fra myndighedernes side. Det er sådan, at med de aktuelle vilkår vi har, så har vi stadig fokus på at sikre kvaliteten, og eftersom det er kvalitetssystemet, der skal tilses, så mener vi, det er muligt at opnå en positiv akkreditering.”

Denne artikel er skrevet og bragt som en del af et samarbejde mellem RUSK og Vallekilde Højskole. 

Speak Your Mind

*