Bag de blå bjerge og de runde øjne

Share

Et sted mellem de højeste bjergkæder i verden og Googles uendelige antal af hits, finder danske Nicolai Bruun og italienske Mattia Lullini inspiration til deres kunst. Sammen har de udsmykket væggene i Studenterhuset.

Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup

Hvor meget ved du egentlig om de abstrakte vægmalerierne i Studenterhuset? Læs interviewet og høre Nicolai Bruun og Mattia Lullini fortælle om historien bag tilblivelsen af malerierne. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup

Af: Elisabeth Hjortshøj Thostrup

Den enerverende lyd af en boremaskine vidner om, at håndværkere stadig arbejder på byggeriet af Studenterhuset, da danske Nicolai Bruun og italienske Mattia Lullini første gang ankommer til RUC. Året er 2014, og ingen af de to kunstnere har før bevæget sig fra Trekroner Station langs søen ned til det nybyggede Studenterhus. Nu står de mellem hvide vægge med byggerodet som eneste tilskuer. Hele syv store vægge skal de sammen forvandle fra tomme hvide flader til kaotiske og farverige vægmalerier. De to unge kunstnere har fået meget frie tøjler. Alt, de har fået at vide er, at de vægmalerier, de maler, skal være fulde af farver.

”Set i bakspejlet tror jeg, det var godt, vi havde øvet os sammen tidligere,” fortæller Nicolai Bruun. ”Især Mattia er ikke bange for den hvide væg. Han er meget sådan, det gør vi bare,” fortsætter den unge kunstner.

Selvom det langt fra er første gang, Nicolai Bruun og Mattia Lullini samarbejder, er de overraskede over, hvor meget plads de har.

”Det var lidt angstprovokerende at skulle holde den samme stil over så meget plads. Især fordi vi ikke fra start havde bestemt os for, hvilke motiver vi ville male,” forklarer Nicolai Bruun.

Figurativt og abstrakt

Turen fra Trekroner Station langs søen og ind i det halvfærdige Studenterhus bliver dog hurtigt rutine for Nicolai Bruun og Mattia Lullini, der arbejder på vægmalerierne efter skole og til ud på aftenen tre-fire gange om ugen.

”Jeg husker, vi syntes den der togtur fra København om eftermiddagen var rigtig irriterende, men det var også rigtigt sjovt at male. Vi blev hurtigt rigtig gode venner i den periode. Vi gik fra at have lavet nogle få kunstneriske ting sammen til pludselig at se hinanden hver dag. Vi drak en del øl og hyggede os, mens vi malede,” fortæller Nicolai Bruun.

Det var ikke kun det personlige venskab mellem de to, der blomstrede i den periode. Også rent kunstnerisk bar samarbejdet frugt. Mattia Lullini fortæller:

De to kunstnere har bl.a. trukket på inspiration fra naturen og cyberspace. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup

De to kunstnere har bl.a. trukket på inspiration fra naturen og cyberspace. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup

”På det tidspunkt vi malede væggene på RUC, havde Nicolai og jeg en meget stærk kunstnerisk forbindelse, selvom vores udtryk var meget forskellige. Nicolai arbejdede tættere på illustrationen og har en mere ren fortælling, mens jeg arbejdede mere med symboler og abstrakte former. Jeg var interesseret i at undersøge det mærkelige i de personer, der ser min kunst. På den måde kombinerer vi sammen det let genkendelige, illustrative og figurative med det abstrakte, der er mere åbent for fortolkning.”

Kunstnerisk dialog

En eftermiddag tidligt i processen, står skitserne endeligt færdige. Blyantstreger bevæger sig gennem rummene. Et sted danner de en krølle over døren, og et andet sted leger de med hjørnets bevægelse. De to kunstnere blander maling. Mattia Lullini begynder altid med den gule maling og arbejder sig systematisk frem for til sidst at lade den sorte konturstreg afrunde de abstrakte former. Nicolai Bruun blander alle farverne på paletten på en gang, vejer den lidt i hånden, for så at male lidt her og lidt der. For ham er processen spontan.

På den måde udvikler maleriet sig hen ad vejen for dem begge. Et sted forvilder et bjerg sig ind i et øje, mens kaktusser vokser ud af tågede slør. Lilla, grønne, blå og gule ledninger vikler sig ind i dyrepels, mens et mønsterhav af trekanter og cirkler krydser hinandens veje på de store flader. Træder man et skridt tilbage, ser motivet straks anderledes ud. Så kan man se konturerne til en løves ansigt eller en bjergkædes vidtrækkende højder.

Google og den vilde natur

”Historien er opstået gennem kunstnerisk dialog og er meget spontan,” forklarer Mattia Lullini og fortsætter: ”Hvis man kigger på detaljerne i værkerne, kan man se nogle aparte figurer, som opstår her og der, men det er ikke noget, vi ville planlægge. Det er det kunstneriske samarbejde, der er i centrum”.

Nicolai Bruun er enig: ”Vi var interesserede i at skabe et fælles univers snarere end en reel historiefortælling. Universer kan jo også fortælle historier, men historien her er i mine øjne ret diskret, så folk forhåbentlig selv vil se fortællinger i malerierne.”

Selvom Nicolai Bruun og Mattia Lullinis kunstneriske udtryk tydeligt adskiller sig, går øjne og bjerge igen i nærmest alle malerierne.

”Vi var begge to meget inspirerede af naturbilleder på det her tidspunkt. For mig personligt har jeg haft nogle af de fedeste oplevelser i naturen. Det er i naturen, jeg føler mig allermest i zen,” griner Nicolai Bruun.

Men naturen er ikke den eneste inspirationskilde for de to, der trods alt er opvokset i en digital tidsalder.

”Jeg finder nok allermest inspiration på Google. Google må virkelig ikke kunne finde ud af, hvilken type jeg er. Jeg googler alt,” griner Nicolai Bruun, der primært går på opdagelse i cyberspace for at undersøge, hvordan ting rent faktisk ser ud.

De sidste streger

Den 21.  januar 2014 lægger Nicolai Bruun og Mattia Lullini langt om længe sidste hånd på værket. De er på 1. sal. Det er sent. De er trætte, men åbner alligevel en øl og betragter deres arbejde. De syv uoverskueligt store hvide vægge er nu dekoreret. Studenterhuset er klar til at danne ramme for RUC’s studerende. Mattia Lullini åbner et vindue, kigger sig omkring og tænker på de mennesker, der kommer til at bruge huset. Det gør han altid, når han maler på offentlige steder. Han håber, de bliver glade for malerierne – at de føler, de passer ind.

Nicolai Bruun går nedenunder. Her er malingen knap nok tør. Det har været en hård proces at skulle tage den lange togtur efter skole og arbejde så længe. Men det har været sjovt at male noget så stort, synes han. De to unge kunstnere går for sidste gang turen fra Studenterhuset langs søen op til Trekroner Station.

De studerendes hus

Nu har væggene deres eget liv, og på RUC er stemningen omkring de farverige og snørklede streger er god.

”Vi er mange der er enige om, at vægmalerierne giver en fed og alternativ stemning. At de passer godt til RUC’s stil,” fortæller Jakob Markdal, der er studerende og frivillig i Studenterhusets bar.

Også tidligere formand for Studenterhuset, Theis Lykkegaard, er begejstret for Nicolai Bruun og Mattia Lullinis malerier. Han var selv med til at vælge de to unge kunstnere og havde gerne set endnu flere malerier af de to kunstnere:

Mattia Lullini og Nicolai Bruun står bag Studenterhusets vartegn, de karakteristiske vægmalerier. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup.

Mattia Lullini og Nicolai Bruun står bag Studenterhusets vartegn, de karakteristiske vægmalerier. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup.

”Som formand var jeg tvunget til at overholde budgettet og fordele midlerne fair ud over alle de omkostninger, som huset havde. Så der var desværre ikke råd til mere. Men de malerier, vi fik, blev helt vildt gode. Alle, der har været i Studenterhuset, kan referere til netop de malerier, fordi de stikker så meget ud og er så unikke på RUC.”

Besøger man RUC’s Studenterhus i dag høres ikke længere en boremaskines enerverende summen, men snak og grin fra de mange studerende. Her mødes de under farverige trekanter, glubende øjne, stejle bjerge og kaotiske streger. Mødes for at studere, hænge ud, drikke øl, holde gruppemøder, læse bøger, spille Magic-kort og holde fester. Hvem der har malet de kaotiske, fantasifulde vægmalerier vil nok kun få tænke over. Men kigger man efter, kan man, på nederste etage til højre for baren se navnene Bruun og Lullini skrevet med sort maling.

Denne artikel er skrevet og bragt som en del af et samarbejde mellem RUSK og Vallekilde Højskole. 

Speak Your Mind

*