SU-forringelser rammer hårdt på Roskilde Universitet

Share

Tirsdag den 30. august løftede Venstre-regeringen sløret for deres 2025 plan, der blandt andet byder på en omlægning af SU-systemet samt andre besparelser på uddannelsesområdet. Studenterforeningen Frit Forum er stærkt utilfredse med omlægningen af SU-systemet, og kalder det et skridt i den forkerte retning.

Christian Skou Larsen, Politisk Næstformand i Frit Forum

Christian Skou Larsen, Politisk Næstformand i Frit Forum

Lars Løkke Rasmussen og resten af regeringen træder endnu engang på de studerende, og denne gang rammes de udeboende af sparekniven. Og selv om 1.200 kr. fra eller til ikke betyder noget særligt for vores ministre, er det et månedligt nedslag, som vil ramme Danmarks, og Roskilde Universitets, studerende hårdt!

Idéen med SU’en er at sikre, at de studerende har mulighed for at komme godt igennem studiet og ikke falder fra undervejs grundet økonomiske problematikker. Derfor rammer en så markant nedskæring hårdt. Dette gælder i særdeleshed studerende på Roskilde Universitet, da størstedelen af disse er bosat langt fra campus og derfor er tvunget til at bruge en stor del af SU’en på offentlig transport.

Politikerne i vores regering vil givetvis påpege, at de studerende blot kan tage et job. Men der er meget få ledige studiejobs til en enorm bunke ansøgere, og selv hvis det lykkes at finde et job, er det essentielt at huske på, at et universitetsstudie er at betragte som et fuldtidsstudie! Det kan således være meget svært at se, hvornår man som studerende kan arbejde, uden det vil gå ud over, hvor meget kvalitet man får ud af sin uddannelse. Dette er især en udfordring efter fremdriftsreformen er kommet til, da der nu er krav om, hvor mange kurser de studerende skal bestå årligt.

I Frit Forum arbejder vi hele tiden på at sikre, at de studerende på Roskilde Universitet for så meget ud af tiden i Trekroner, som det kan lade sig gøre. Men der er desværre ingen tvivl om, at mange studerende vil gå glip af vigtig læring og dannelse, fordi de fremover vil blive nødt til at bruge en stor del af uddannelsestiden på at arbejde. Her er i høj grad tale om, at uddannelseskvaliteten bliver nedprioriteret. Det går ud over os studerende, da mange vil opleve en stressende studietid, samt at vi ikke bliver så dygtige, som vi kunne være blevet. Derfor er vi i Frit Forum ikke et sekund i tvivl om, at SU-forringelserne er et skridt i den forkerte retning!

Af Christian Skou Larsen, politisk næstformand for Frit Forum Roskilde

 

Speak Your Mind

*