Q&A med Frit Forum: Regeringen anerkender ikke vigtigheden af uddannelseskvalitet

Share

Vi har stillet en række opklarende spørgsmål til Frit Forum om deres kritik af regeringens planlagte ændringer af SU-systemet. 

Christian Skou Larsen, Politisk Næstformand i Frit Forum

Christian Skou Larsen, Politisk Næstformand i Frit ForumDu skriver, at det vil ramme de studerende på RUC ekstra hårdt, da mange af de studerende bor langt væk fra campus, og som følge deraf skal bruge ekstra tid og penge på transport. Men samtidig hører vi jo om alle de studerende der har svært ved at finde bolig i København. Kan de RUC-studerende ikke bare flytte tættere på deres universitet?

Torsdag den 1. september bragte vi et læserbrev fra Christian Skou Larsen, der er politisk næstformand i den studenterpolitiske organisation Frit Forum. Her udtrykte Christian Skou Larsen på vegne af Frit Forum stor forargelse over de planlagte omlægninger af SU-systemet i regeringens 2025 plan.

Læs læserbrevet her

Det læserbrev følger vi nu op med en lille Q&A med Christian Skou Larsen.

1) Du skriver, at det vil ramme de studerende på RUC ekstra hårdt, da mange af de studerende bor langt væk fra campus, og som følge deraf skal bruge ekstra tid og penge på transport. Men samtidig hører vi jo om alle de studerende der har svært ved at finde bolig i København. Kan de RUC-studerende ikke bare flytte tættere på deres universitet?

Svar fra Christian Skou Larsen: Det er selvfølgelig en mulighed at flytte til Trekroner, hvor det er nemmere at finde en bolig, men jeg mener ikke, det er en holdbar løsning. Trekroner er den ideelle beliggenhed for Roskilde Universitet, men det er ikke nogen særlig attraktiv by at bo i for unge. Hertil foregår der simpelthen for lidt. I Frit Forum er vi meget opmærksomme på, at tiden som studerende skal være udbytterig socialt, såvel som fagligt, og derfor skal vi respektere de mange studerende, som ikke ønsker at bosætte sig i Trekroner.
2) På trods af omlægningen til en delvis lånebaseret ordning, så er Danmark fortsat det land i Skandinavien der giver den suverænt største studiestøtte. I andre lande får studerende job og studie til at hænge sammen. Hvorfor kan det ikke fungere i Danmark, når det fungerer i Norge, Finland og Sverige?

Svar fra Christian Skou Larsen: Jeg mener ikke, det vil være hensigtsmæssigt at kopiere tilstandene fra de øvrige nordiske lande. Det er rigtigt, at SU-systemet i Norge og Sverige er anderledes, end det er i Danmark. Men der er også langt færre, der gennemfører deres uddannelse. Ifølge OECD har danskere optaget på en mellemlang eller lang videregående uddannelse en gennemførselsprocent på 81, mens den i Norge og Sverige ligger mellem 50 og 60. Jeg mener afgjort, vi skal gøre, hvad vi kan, for ikke at komme derned – først og fremmest for de enkelte studerendes skyld, men også for at sikre, at samfundet ikke bruger en masse penge på studerende uden at blive betalt tilbage. SU er således en god investering på flere måder.

3) Hvad ser Frit Forum som den største udfordring vi står overfor pt, når det kommer til at sikre kvaliteten på vores uddannelser? 

Svar fra Christian Skou Larsen: Overordnet set er den altoverskyggende udfordring, at vores regering ikke anerkender vigtigheden af uddannelseskvalitet. I Frit Forum er vi derfor meget bekymrede over udsigten til, at fremtidens kandidater vil blive svagere rent fagligt. Denne udsigt bunder hovedsageligt i to ting. Først og fremmest er nedskæringerne direkte skyld i dårligere læringsvilkår. Der har været en kæmpe stigning i antallet af studerende pr. underviser på Roskilde Universitet, og samtidig står vi over for at skulle vinke farvel til flere bygninger samt lukke fag. Derudover har vi et fuldstændig vanvittigt taxametersystem, som tvinger universiteterne til at lade studerende bestå, selv hvis de ikke har det nødvendige faglige niveau. Vi er derfor nødt til at sikre, at vores studerende bliver tilbudt en uddannelse med tilstrækkelig kvalitet og derefter kræve, at de studerende anvender denne mulighed for at dygtiggøre sig.

4) Du skriver, at I arbejder på at sikre så gode vilkår som muligt for de studerende på RUC. Kan du komme mere præcist ind på hvad I har tænkt jer at gøre, nu hvor regeringen foreslår endnu en sparerunde på universiteterne?

Svar fra Christian Skou Larsen: Det er ingen hemmelighed, at nedskæringerne presser os studerende på flere parametre, og der findes ingen simpel løsning på den problematik. Vi vil blive ved med at kæmpe imod nedskæringerne, men i øjeblikket befinder vi os i en virkelighed, hvor der bliver skåret ned på midlerne til uddannelse, og den virkelighed er vi nødt til at forholde os til. I Frit Forum gør vi derfor alt, hvad vi kan for at minimere de studerendes konsekvenser af regeringens fejlprioriteringer, så vi fortsat kan kæmpe for et godt studiemiljø, både fagligt og socialt.

Speak Your Mind

*