SU-reformen er en katastrofe for Danmark

Share

Regeringens planlagte SU-reform rammer socialt skævt, og er endnu et led i en lang række af besparelser og nedprioriteringer af uddannelsesområdet, mener Studenterrådet ved RUCs formand Martin Vitved Schäfer.

Studenterrådets formand, Martin Vitved Schäfer.

Studenterrådet ved RUCs formand, Martin Vitved Schäfer.

Af Martin Vitved Schäfer
Formand for Studenterrådet ved RUC

I sidste uge fremlagde Lars Løkke sin såkaldte helhedsplan for et stærkere Danmark. Falder blikket på initiativerne på uddannelsesområdet er der dog hverken meget ”helhed” eller ”stærkere Danmark” at finde.

Regeringen gør nemlig hvad den kan for at finde nye måder at presse os studerende på. Først var det årevis med milliardnedskæringer på uddannelse (som næppe har set sin ende), så var det udgifterne til transport der skulle bankes i vejret, billig-bolig-loven der skulle afskaffes og nu er turen så kommet til SU’en.

Regeringen ser helst, at SU-debatten skal foregå i et regneark. De grundlæggende principper om, hvorfor vi har SU i Danmark og hvorfor det er, at vi som samfund skal prioritere uddannelsesområdet, mangler i debatten.

SU’en er ikke indført for sjov. Det er ikke fordi, der er nogen, der synes, det er fedt at hælde milliarder af kroner ud af statskassen hvert år, som kunne være brugt på mange andre, sikkert ganske fornuftige tiltag. Det er ikke fordi samfundet gerne vil forkæle ungdommen. Der er to helt klare grunde til, at det er en god idé at poste penge i uddannelse og SU. Lad os starte med for et øjeblik at købe regnearkslogikken, og kigge på det samfundsøkonomiske argument.

SU sikrer både maleren og advokatens børn lige muligheder

Det er en knaldgod investering at bruge penge på uddannelse. Der er en helt klar sammenhæng mellem hvor lang en uddannelse man har, og hvor høj ens livsindkomst vil være. Hver gang man tager mere uddannelse kan man se frem til endnu et nyk op ad indkomststigen. Hver gang staten bruger penge på at uddanne mennesker, kommer pengene derfor mange gange igen i øgede skatteindtægter, større forbrug og mere effektivitet.

Lad os gå videre til det knap så regnearksbaserede argument, nemlig den sociale mobilitet og den fri og lige adgang til uddannelse. SU’en er med til at sikre, at alle kan tage en uddannelse. Alle. Om man er søn af maleren eller datter af advokaten eller om man er opvokset på landet eller i byen er fuldstændig irrelevant i Danmark. Her har alle mulighed for at tage en videregående uddannelse. I mange andre lande er størrelsen på forældrenes pengepung afgørende for, om unge kan tage en uddannelse. Det er heldigvis ikke en faktor der betyder noget i Danmark. I USA og Storbritannien betaler familierne i dyre domme for, at deres børn kan få en videregående uddannelse. Her kan malerens søn ikke tage en videregående uddannelse, det kan kun advokatens datter. Her til lands kan alle, uanset baggrund, tage en videregående uddannelse. Det er i hvert fald ikke pengepungens størrelse der er afgørende. Det er en af de mest fantastiske ting ved det danske uddannelsessystem, og det har i den grad bidraget til, at Danmark er et så veluddannet og rigt land, som vi heldigvis er.

De argumenter fylder ikke meget i den offentlige debat. Så lad os tage et kig på dem, der desværre gør.

Ulla Tørnæs og Lars Løkke har i månedsvis turneret landet tyndt med argumentet om, at ”i Danmark bruger vi lige så mange penge på SU som på uddannelse”. Det har de for så vidt (næsten) ret i, men det er ene og alene fordi politikkerne år efter år insisterer på, at der skal bruges færre penge på uddannelse. I mange år har skiftende regeringer skåret benhårdt på uddannelsesområdet. I 2011 fik universiteterne cirka 190.000 kroner per studerende. I 2019 vil det beløb være cirka 130.000 kroner. Samtidig modtager alle landets studerende knap 70.000 kroner årligt i uddannelsesstøtte (med mulighed for cirka 36.000 kroner i lån).

Alle politikere har i årtier haft en målsætning om, at stadigt flere danskere skal tage en videregående uddannelse, og heldigvis for det. Der er bare ikke sammenhæng i argumentationen, når man på den ene side siger, at flere unge skal koncentrere sig om at tage gode uddannelser, og på den anden side mener, at det er forrykt at vi som samfund bruger så mange penge på SU. Så nej, Danmark bruger ikke lige så mange penge på SU som på at lave uddannelse; nej, det er ikke fordi SU’en er for høj, det er fordi tilskuddet til universiteterne er for lavt; og nej, der er ikke sammenhæng i regeringens argumenter.

Hvem er de forkælede studerende?

Evig og altid skal vi studerende forsvare hvad vi bruger vores penge på. Politikkerne har det med at omtale vores levebrød som penge vi bruger til at drikke caffe latte, og omtaler gerne os studerende som møgforkælede unger, der ikke sætter pris på den støtte vi får. Det gør vi. Og vi bruger faktisk støtten meget fornuftigt. En landsdækkende undersøgelse fra Analyse&Tal viser, at studerende i gennemsnit bruger 102% af deres SU på husleje. Alt andet end husleje skal altså betales af anden indkomst, typisk studiejob eller gældssætning.

Regeringen foreslår nu at omlægge halvdelen SU’en til et lån, så studerende i endnu højere grad, end de i forvejen gør, vil være tvunget til gældssætning eller studiejob, der uanset hvordan man vender og drejer det betyder, at der vil være mindre tid til at fordybe sig i sine studier. Det er helt tosset. Hvem i alverden forestiller sig, at vi får dygtigere studerende af at forringe SU’en?

Vores leveomkostninger ændrer sig jo ikke. Vi skal stadigvæk betale husleje, transport, mad på bordet, tandlægeregninger og andre faste udgifter. Bare fordi politikkerne forringer SU’en begynder der jo ikke at gro pengetræer på vores kollegieværelser. Det er blevet så populært blandt politikkerne at spørge hinanden om, hvor pengene skal komme fra. Derfor vil jeg spørge regeringen, hvordan vi studerende skal skaffe pengene? Der er reelt kun tre muligheder; gæld, arbejde ved siden af studiet eller at fravælge at tage en uddannelse.

SU-gæld vil ramme socialt skævt

Alle undersøgelser viser, at mange studerende ikke vil tage en uddannelse, hvis det medfører gæld, særligt studerende fra ikke-akademiske hjem. Det er helt forståeligt. Hvem ønsker at starte sit arbejdsliv med en gæld i hundredetusindekronersklassen? I så fald skal de første mange år på arbejdsmarkedet bruges på at betale gælden af. Ønsker vi som samfund overhovedet, at hele generationer skal være plaget af gæld, og derfor ikke have mulighed for at købe bolig, stifte familie og sætte gang i de samfundsøkonomiske hjul? Jeg gør ikke, og jeg tror faktisk kun det er i Finansministeriet og Venstres folketingsgruppe, at det er en attraktiv løsning.

Et fuldtidsstudie er normeret til 1.650 timer årligt, svarende til 37 timer om ugen. Undersøgelser viser, at studerende bruger hele deres SU på huslejen alene, og derfor arbejder rigtig mange studerende allerede mange timer om ugen ved siden af studiet. Det er guld værd at have et studierelevant arbejde, fordi man opnår kompetencer og praktisk erfaring med faget. Men man skal ikke være tvunget til at have et arbejde ved siden af studiet. SU’en skal være til at leve af. Hvis vi studerende tvinges til at tage et arbejde ved siden af studiet, så mange timer som det vil være nødvendigt, så kan det på ingen mådes harmoneres med også at være fuldtidsstuderende. Derfor vil den enkelte studerende blive stillet over for et benhårdt valg: enten skal du tjene til føden og huslejen, eller også skal du fordybe dig i dit studie! Det valg bør ingen ansvarlig regering stille sine borgere overfor.

Mange unge vil uden tvivl droppe at tage en uddannelse. Dermed står vi som samfund tilbage med en stor generation af unge, der enten ikke har en videregående uddannelse eller er gældssatte til op over begge ører.

Regeringens foreslåede forringelse af SU’en er forfejlet uddannelsespolitik af allerværste skuffe. Det vil få vidtrækkende konsekvenser, ikke kun for os studerende på uddannelserne, men for hele samfundet.

Speak Your Mind

*