Blog: Lever forskere af at kritisere hinanden?

Share

Religions-forsker Garbi Schmidt ser i sit første blog-indlæg nærmere på forskeren som ‘the lonely rider’ vs. forskeren som en holdspiller. Hun er nok ideelt set mest noget midt imellem.

RUC. Rubrik # 3.For nogle dage siden sad jeg og drak morgenkaffe på Det Kongelige Bibliotek, inden næste arbejdsryk i den koffeinfri zone på forskerlæsesalen. Overfor mig, placeret mod udsigten til vandet, sad hvad jeg tillod mig at antage var et par studerende. De snakkede eksamener, og jeg drak kaffe og besvarede mails og smålyttede. Og så pludseligt kom det, der blev dagens læresætning, da den ene studerende sagde til den anden ”forskere lever af at kritisere hinanden.”

Men hvad er resultatet af forskernes diskussionstrang, og er trangen altid konstruktiv? Over sommeren har der kørt en debat blandt danske filosoffer omkring, hvorfor der er så få kvinder i filosofifaget. I en artikel i Information forklarede en professor manglen på kvinder med, at de ikke havde lyst til at duellere med ord, som deres mandlige kolleger. Filosofien beskrev ham ”som humanioras kampsport, hvor sværdet ikke bare er erstattet af munkenes stokke, men af deres logiske spidsfindigheder. Her handler det ikke om at være med, ikke om ædel kappestrid, men om at sejre.”

‘The lonely rider’

Om man i den grad kan generalisere kønslige præferencer, og hævde at kvindelige akademikere er mindre stridlystne og mindre i stand til at svinge sværdet end deres mandlige modstykker vil jeg stille mig skeptisk overfor. Problemet er, hvad en sådan kultur skaber for både kvinder og mænd. På den ene side er det et vigtigt instrument for forskningen at diskutere og kritisere. På den anden side kan kritik-kulturen kamme over. Det kan medvirke etableringen af en kultur, hvor forskere ikke deler noget som helst med deres kollegaer.

Tendensen forstærkes af et bredere delt ideal om forskeren som ”the lonely rider”. Fortællingen om den succesfulde forsker fokuserer i ringe grad på ham eller hende, der er god til at arbejde i og evt. lede et team til tillid og videndeling. Derimod er der en tendens til at se genialitet som enkeltmandeje: Den geniale forsker tænker sine ideer selv, afsondret og alene med sin hjerne. Det er sådan, at forskere fortsat hædres og huskes: Som enere. Men mon ikke mange af de forskere, som vi i dag tænker på lysende enere var vel forankrede i netværk med kolleger, hvor de kunne have en åben dialog om deres ideer?

Nutidens universitetsverden både fastholder fortællingen om det ensomme unikum og prøver at bryde den ned  –  her eksisterer et af nutidens forskningspolitiske paradokser. På et antal danske universiteter er eksisterende faggrænser blevet brudt ned, eller man har givet forskere en større pose penge, hvis de ville arbejde sammen på tværs af fag. Nogen gange har initiativerne virket; andre gange har de været en fæl skuffelse og frustration for dem, der har måttet lægge ryg til eksperimenterne.

Godt at dele  –  lidt

Sagen er jo bare, at strategier og gode intentioner er en ting, men kultur, incitamenter en anden. Når studerende fortsat ser på forskere som nogen, der først og fremmest kritisere hinanden indrammer det meget godt en kultur med en hård tone  –  i hvert fald nogen steder, for andre steder kan man faktisk godt diskutere respektfuldt og kritisere uden, at øvelsen går ud på at tvære hinanden ud. Nogen gange styres diskussionen af så ligegyldigt et element som hvem der er professor, og hvem der er ekstern lektor. Og når fokus fortsat er fokus på eneren som ideal, er der tilsvarende mindre incitament til at fremhæve sig selv som teamarbejder, herunder hjælper hinanden til at få sat de gode ideer i søen. For nogen gange er det jo faktisk sådan, at det er de andre, som får de gode ideer. Men at hjælpe kollegaer med at udvikle gode ideer til ideer, der er fremragende er ikke noget, som har sin egen sektion på CVet. Det er heller ikke noget, som jeg (indtil videre) putter på mit.

Flere af disse ting er nævnt i tidligere skriverier og kronikker. At jeg nævner den igen skyldes, at problemerne fortsat ikke er løst  –  hverken ledelsesmæssigt eller samfundsmæssigt, for jo, der er også lidt ”samfundets skyld” i det her, plantet i forståelsen af hvad god forskning er, og hvordan den bliver til.

Her vil jeg for øvrigt godt indskyde, at den kaffefri zone på læsesalen, eller frirummet bag en lukket dør også har en funktion. Idealet kan ikke blive, at vi skal dele alt og gøre alt sammen. Men at tage sit halvfærdige manus eller sin vilde ide, og dele det halvfærdige produkt med sine kollegaer i samme mål som de færdige, og blive løftet videre, er faktisk en proces, som giver pote.

Bloggen er bragt i samarbejde med videnskab.dk

Om bloggeren

Garbi Schmidt er professor på Institut for Kultur og identitet med kulturmøde og multikulturalitet som primære forskningsområder.

Hun vil især blogge om religion  –  stille både skarpt men også give skæve vinkler på religionens praktiske og politiske betydning, både i Danmark og internationalt.

Speak Your Mind

*