Specialeblog 2: Tvivleren

Share

Er specialet en uoverstigelig opgave i horisonten, eller vader du i specialesumpen, som dette skrives? Kirstine Fabricius og Katrine Bütow har været der og deler her deres indsigter med dig.

specialeblog340De første uger (eller måneder nok, hvis vi nu skal være helt ærlige), var det meget svært at være specialestuderende. Vi besluttede fra starten at lave en plan over vores specialetid. For det første fordi vi var to, og vi derfor måtte koordinere vores planer, men måske endnu mere vigtigt, så vi for alvor  –   uden dårlig samvittighed  –  kunne holde fri når vi havde fri fra vores nye fuldtidsarbejde  –  specialeprocessen. Vi tilkæmpede os et specialekontor på RUC, hvilket betød, at vi kunne tage på ’job’, når vi skulle arbejde med specialet, og fastholde vores hjem, som et hjem, et fristed og rum til sociale aktiviteter. På denne måde kunne vi sikre, at rammerne for specialet lå fast, og dermed skabe en følelse af tryghed. Det var faktisk en rigtig rar følelse. Det viste sig nemlig hurtigt, at alt andet end det praktiske var ganske forvirrende!

Læs også Kirstine og Katrines første kapitel

Der var ikke meget hjælp at hente. Eller det vil sige, den hjælp der var at hente, var ikke den vi manglede. De grundlæggende redskaber vi fik på specialeseminarerne (som der heldigvis er etableret hvert semester på Kommunikation!) var helt sikkert brugbare, men vi havde alligevel mange spørgsmål vi ikke kunne få et klart svar på, og også spørgsmål vi fik utrolig mange forskellige svar på.

Hvad er forskellen på et almindeligt semesterprojekt og et speciale?

Længden, dybden, bredden? Et speciale er først og fremmest friere. Du har længere tid, har selv valgt emnet og kan i stor udstrækning fordybe dig mere. Så i hvert fald er længden og dybden  –  og så måske en mental bredde. I forhold til andre projekter, er det vigtigt at din problemstilling er smal og skarp. For selvom du har længere tid, er dybden også det der viser, at du kan dit akademiske håndværk.
På den anden side stilles særlige krav, som er anderledes, end når du skriver en semesterrapport, som kan forsvares eller uddybes til eksamen. I specialet skal du nemlig fremstille den centrale, analyserede viden, du til slut i specialeprocessen har om den problemstilling, du har arbejdet med. Alle ’mellemregningerne’ skal med i det endelige skriftlige produkt, for at læseren kan følge med – men ikke om den videnskabelige proces du har været igennem og ’mellemregningerne’ i den forbindelse. Vi vil vende tilbage til netop dette i et senere blogindlæg.

Hvornår er et emne ’stort nok’ til at skrive speciale om?

Vi fik hurtigt indtryk af, at ingen andre end vi selv mente, at vores emne ville kunne bære. De mente det var for ukonkret. For snævert. For uhåndgribeligt. Det fik os til at tvivle på emnets holdbarhed, nyhedsværdi og om vi i det hele taget havde været for hurtige i vores beslutning af emne. I virkeligheden havde vi egentlig bare valgt at arbejde med det vi på det tidspunkt fandt allermest interessant (og faktisk stadig gør!). Men dette var måske en misforståelse? Som tiden gik, og vi kom dybere ind i vores emne, viste det sig, at dette langt fra var tilfældet. Vi måtte selvfølgelig afgrænse os fra en masse, snævre feltet ind, hvis vi skulle komme i dybden med emnet, men idéen var god nok – det vidste vi bare ikke lige til at starte med. Der findes altså ikke et specifikt svar på hvad omfanget af et specialeemne skal eller kan være. Ikke til at starte med i hvert fald. Det skal du selv finde ud af. Hvad er det du virkelig gerne vil finde ud af?

Er det en fordel at bruge empiri? Eller en fordel at lade være?

”På humaniora vil vi gerne have rigtige mennesker i forskningen”, sagde en lektor dengang vi gik på HumBas. Men heller ikke på dette punkt var der enighed blandt undervisere og studerende. Fx bliver der på Kommunikation i stor udstrækning arbejdet ud fra cases. Dvs. hvis man vil undersøge ledelseskommunikation, skal man finde en case at undersøge udfra/igennem  –  fx hvordan ledelseskommunikation foregår i Danske Bank. Vi havde ikke en bank, kommune eller NGO som fokus, og var heller ikke interesserede i en specifik gruppe mennesker, og spørgsmålet om hvorvidt vi skulle have empiri med i specialet, fyldte derfor i starten en del. Vi ville ikke begrænse os så tidligt i processen.

Hør om en aktuel specialeskrivers op- og nedture

Vi oplevede at netop spørgsmålet om denne case og den empiriske del af specialet, blev forudsætningen for, om vores emne var holdbart til at bygge et speciale på. På et tidspunkt overvejede vi endda at lave et udelukkende teoretisk speciale  –  næsten i protest mod den ’case-besættelse’ vi blev mødt af på Kommunikation.
Vi endte med at have ’rigtige’ mennesker med i specialet, men de blev sekundære. I det endelige produkt gav det god mening at inkludere et empirisk studie, men i retrospektiv kunne vi måske have sparet lidt tid, hvis der havde været mindre fokus på netop spørgsmålet om empiri så tidligt i processen. Derfor ser vi det som yderst vigtigt hverken at lade traditioner eller normer på det fag du studerer på, diktere din undersøgelsesmetode og afgøre om du laver et empirisk studie eller ej. Du skal ej heller lade dig koste rundt med ift. hvad ’der nok er bedst’ eller hvad ’du ikke kan komme udenom’. Der er ingen andre end dig (og din specialemakker/makkere) der kan gennemskue hvad der skal undersøges i emnet og dernæst bliver det tydeligt hvordan  –  tvivl ikke på det!

Jacob til Peter Plys: “Man er modigere end man tror, stærkere end man ser ud og klogere end man synes.”

Hvornår har vejlederen tid? Skal vores vejleder læse alt hvad vi laver undervejs? Hvor meget tid vil vejlederen bruge på os?

Især disse spørgsmål brugte vi meget energi på. Vi ville gerne have ’ok’ til alt hvad vi lavede i starten, og det fangede vores vejleder måske ikke helt til at starte med. Vi havde jo masser af ideer selv, men følte os alligevel meget afhængige af vores vejleder. Flere gange ventede og ventede vi på et svar på en mail, som vi følte var altafgørende, for at vi kunne gå videre. Her bagefter er det let nok at se, at vejlederen ikke forstod at vi ikke kunne komme videre, eller netop ønskede at vi kom videre på egen hånd, men i situationen var det virkelig frustrerende!

Men måske er der ikke et klart svar på sådanne individuelle processpørgsmål? Vi fandt i hvert fald ikke den person der kunne give os et klart svar på alt dette. Men som du ovenfor har læst, kom vi selv frem til det meste undervejs. Så vi var i virkeligheden selv ’personen med svaret’. Men svarene skal erfares, opleves, gøres. Tvivlen viste sig faktisk at være en god ting for vi blev endnu skarpere på hvad vi ville.
Men hvordan fandt vi så de svar vi skulle bruge? Det lyder måske banalt, men vi gik efter vores fornemmelse, som var baseret på vores store interesse for emnet. Vi lavede et mantra  –  og skrev det på en stor planche i vores kontor, så vi aldrig ville glemme det  –  at uanset hvad der blev givet af velmenende råd, skulle vores svar (måske kun indvendigt…) være:

”Det må vi sgu da selv bestemme!”

Om forfatterne

Kirstine Fabricius,Cand.comm i kommunikation og psykologi, Roskilde Universitet 2012 og Katrine Bütow, Cand.comm i kommunikation og kultur & sprogmødestudier, Roskilde Universitet 2012.

Sammen har de skrevet specialet: Kommunikativt perspektiv på metakommunikation  –  en teoretisk og empirisk udforskning af et kommunikativt fænomen.

Specialet er tilgængeligt på rudar.ruc.dk.

Læs mere om specialets indhold i Kommunikatøren nr. 6, 2012 (findes online).

Læs mere om arbejdet med metakommunikation i dette interview med Kirstine og Katrine.

Læs desuden om det at skrive projekt i Projektarbejdets kompleksitet  –  viden, værktøjer og læring, 2013, Samfundslitteratur (kap. 2 skrevet af Kirstine Fabricius).

Speak Your Mind

*